Debat

Med eller uden Trump: USA vil også kræve mere europæisk forsvar efter 3. november

KRONIK: Man bliver skuffet, hvis man tror, at den amerikanske holdning til Europas Nato-bidrag vil ændre sig med Joe Biden som præsident. Presset for et voksende forsvarsbudget vil fortsætte, skriver to professorer fra SDU.

Uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus efter det amerikanske valg, vil kravet til  Nato-landene om et forsvarsbudget på to procent fortsætte, skriver to professorer.
Uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus efter det amerikanske valg, vil kravet til  Nato-landene om et forsvarsbudget på to procent fortsætte, skriver to professorer.Foto: Brendan Smialowski og Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Ringmose og Sten Rynning
Professorer, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet

Henover sommeren blev der skrevet endnu et kapitel i den evindelige transatlantiske fejde om, hvad ”fair allieret byrdedeling” indebærer.

Debatten har kørt på steroider, siden Donald Jr. Trump entrerede Det Hvide Hus, men i sin substans – om end ikke i sin form – er diskussionen lige så gammel som NATO selv.

Allerede i midten af 1950’erne beklagede præsident Dwight D. Eisenhower sig højlydt over, at Europa ”was making a sucker out of Uncle Sam”, og siden da har amerikansk utilfredshed med den europæiske forsvarsindsats været fast inventar på Natos politiske dagsorden.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Trump trækker soldater ud af Tyskland
Det seneste kapitel i den transatlantiske byrdedelingsdiskussion handler om de planlagte amerikanske troppereduktioner i Tyskland. I slutningen af juli meddelte det amerikanske forsvarsministerium, at man påtænker at nedskrive antallet af udstationerede styrker i Tyskland fra cirka 36.000 til 24.000.

Pentagon planlægger desuden at flytte den såkaldte US European Command (EUCOM) fra Stuttgart i det sydlige Tyskland til Mons i Belgien, hvor Natos øverste militære hovedkvarter, SHAPE, allerede er placeret. Også US Africa Command (AFCOM) – der ligeledes ligger i Stuttgart – skal efter planen flyttes.

En Joe Biden-administration vil næppe kalkere Trumps form, men dem, der forestiller sig, at man nu omsider kan vende tilbage til de gode gamle dage, hvor USA nok skosede den europæiske forsvarsindsats, men aldrig rigtig gjorde noget ved det, ja, de bliver formentligt skuffede.

Jens Ringmose og Sten Rynning
Professorer, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU

I sig selv er amerikanske troppereduktioner så langt fra nogen ny ting. Helt op til slutningen på Den Kolde Krig havde USA udstationeret i omegnen af 250.000 soldater i Vesttyskland, men siden Murens fald gik det hurtigt med at få styrkerne hjem. Fredsdividenden skulle høstes.

Allerede i 1993 var antallet af amerikanske soldater i Tyskland faldet til 105.000, og i 2000 var der kun cirka 69.000 styrker tilbage på tysk jord. George W. Bush og Barack Obama fortsatte reduktionerne i 00’erne og 10’erne, og i dag er der altså kun cirka 36.000 amerikanske soldater tilbage i Tyskland.

Krusninger på overfladen
Militærstrategisk betragtet kan der såmænd også være gode argumenter for at skære i den amerikanske militære tilstedeværelse i Tyskland. Potentielle sikkerhedspolitiske trusler mod Nato-landene skal ikke længere imødegås i Fulda-passet i det centrale Tyskland, men længere mod øst og i syd.

Dertil kommer naturligvis, at USA i disse år tyngdeforskyder sit strategiske fokus i retning af Asien og Kina.

Endelig er der grund til fremhæve, at de planlagte reduktioner ikke beløber sig til meget andet end småjusteringer i det store billede. Det kan godt være, at den samlede amerikanske tilstedeværelse i Europa bliver en anelse tyndere (cirka halvdelen af de omtrent 12.000 soldater, USA reducerer med i Tyskland, bliver formentligt flyttet til andre europæiske lande – blandt andre Belgien, Italien og Polen).

Men set i sammenhæng med den meget omfattende styrkelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa, Trump-administrationen i øvrigt har gennemført gennem de seneste snart fire år, så er der tale om krusninger på overfladen.

Skizofren tilgang til Nato og Europa
Den lidt overraskende – og måske ubekvemme – sandhed er nok, at den nuværende amerikanske administration åbenlyst har gjort betydelig skade på de politiske bånd på tværs af Atlanten. Men når det gælder substantielle militære bidrag til Europas sikkerhed, så er der sket langt mere de seneste fire år, end der gjorde under Barack Obama.

I den forstand har Trumps tilgang til Nato og Europa været præget af en vis skizofreni. Man har gjort det rigtige, men sagt alt det forkerte.

Men hvorfor så al virakken om de – trods alt begrænsede – troppereduktioner? Først og fremmest fordi Donald Trump offentligt motiverede de planlagte tilpasninger som en regulær afstraffelse af Tyskland.

Allerede i juni annoncerede Trump, at når den tyske regering ikke er villig til at afsætte 2 procent af BNP til Bundeswehr i 2024 som aftalt på Natos Wales-topmøde i 2014, ”så flytter vi soldater”. Quid pro quo.

Nato-spørgsmålet samler amerikanske fløje
Efter næsten fire år med Donald Trump ved det amerikanske ror er de europæiske Nato-lande næppe voldsomt overraskede over præsidentens udmelding – og Berlin har da også reageret bemærkelsesværdigt afmålt og afdæmpet. Men under den diplomatiske fernis har Trumps tugtelse af Tyskland ført til en betydelig hovedrysten og indignation.

Men så giver udsigten til et regeringsskifte i Washington vel grund til optimisme i de europæiske regeringskontorer? For er en demokratisk præsident ikke ensbetydende med en tilbagevenden til en mere urban tone og en vis normalitet i det transatlantiske forhold?

Helt så enkelt forholder tingene sig ikke. For er der én ting, demokrater og republikanere kan blive enige om i øjeblikket (udover at Kina er fremtidens trussel), så er det, at europæerne investerer alt for lidt i det militære forsvar af Europa.

Man anerkender, at en række europæiske lande har styrket forsvarsbudgetterne de seneste fire år, men der er samtidig bred konsensus om, at det slet ikke er nok.

Dertil kommer, at demokraterne, når de evaluerer de seneste fire års transatlantiske sammenstød, næppe kan nå anden konklusion, end at det faktisk betaler sig at lægge markant pres på europæerne.

Mange europæiske lande – herunder Danmark – har først og fremmest øget forsvarsbudgetterne, fordi USA i umisforståelige vendinger forlangte det. Vel har Ruslands ageren på Krim og andetsteds bidraget, men det amerikanske pres var sine qua non.

Tonen men ikke holdningen ændres med Biden
En Joe Biden-administration vil næppe kalkere Trumps form, men dem, der forestiller sig, at man nu omsider kan vende tilbage til de gode gamle dage, hvor USA nok skosede den europæiske forsvarsindsats, men aldrig rigtig gjorde noget ved det, ja, de bliver formentligt skuffede.

Trump har flyttet grænserne for, hvad der kan komme på tale i byrdedelingsspillet, og – som man siger hinsides Atlanten – ”the genie is out of the bottle”.

Hvor efterlader det så Danmark? For det første bør det mane til eftertanke hos de politikere og embedsmænd, som måtte forestille sig, at man problemfrit kan hente penge på forsvarsbudgetterne, når covid-19-regningen engang skal betales.

Uanset om det bliver Joe Biden eller Donald Trump, der sidder i Det Hvide Hus efter den 20. januar 2021, så kommer der til at falde en gevaldig stabel brænde ned, hvis de danske investeringer i militær sikkerhed bliver beskåret.

For det andet er der næppe heller udsigt til, at man kan få byrdedelingsspørgsmålet drejet i retning af at handle om output i form af udsendte styrkebidrag fremfor input i form af kroner og ører brugt på forsvaret.

I en amerikansk optik har toprocentmålsætningen vist sig som et særdeles effektivt instrument, og det er vanskeligt at forestille sig, at ikke også en Joe Biden vil fokusere på budgetter frem for styrkebidrag. Dertil kommer – helt lavpraktisk – at USA ikke efterspørger de samme europæiske styrkebidrag, som man gjorde under krigene i Irak og Afghanistan.

Kritikken af Europas bidrag vil fortsætte
Endelig er der udsigt til, at også en Biden-administration vil holde europæerne fast på de løfter vedrørende større og bedre udrustede konventionelle enheder på et højere beredskab, der blev afgivet på topmøderne i Warszawa (2016) og Bruxelles (2018).

Her spiller de europæiske stormagter en central rolle – Storbritannien lovede to fuldt udrustede divisioner, Frankrig to og Tyskland tre. Men de mindre europæiske lande slipper ikke for også at skulle levere. Og slet ikke, hvis de europæiske stormagter for alvor bevæger sig i retning af indfri løfterne fra Warszawa og Bruxelles.

Så uanset om det bliver Trump eller Biden, der kan kalde sig amerikansk præsident efter valget på tirsdag, så er det sandsynligt, at Danmark også i de kommende år vil blive kritiseret for ikke at levere mere og hurtigere på den lovede brigade.

Samlet set er det blevet vanskeligere – og dyrere – for Danmark at være Nato-klassens duks. Det kommer ikke til at ændre sig med Biden i Det Hvide Hus. I Washington har læren af Trump-årene været, at det betaler sig at presse europæerne. Kritikken af den danske forsvarsindsats og de danske forsvarsbudgetter kommer derfor næppe heller til at forstumme med Biden ved roret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Joe Biden

Præsident, USA (Det Demokratiske Parti)
bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

0:000:00