Mellemøstekspert: EU har brug for Putin mod Tyrkiets invasioner

Oppositionens politikere har udnyttet denne situation og bruger den til at lægge pres på regeringen for at løse flygtningeproblematikken. Regeringens svar har været at præsentere en plan om at tilbagesende syriske flygtninge til erobrede områder i Syrien. Et tiltag, der er sået tvivl om, hvorvidt er økonomisk muligt overhovedet, og som Erdogan på det sidste også er begyndt at trække i land.

Invasionen tjener derfor på to måder Erdogans indenrigspolitiske formål. For det første splitter den den alliance, som oppositionen formåede at opbygge mellem kurdere og tyrkere, eftersom de fleste af partierne i oppositionen, undtagen det pro-kurdiske HDP, støtter invasionen mod kurdiske grupper i Syrien.

For det andet giver det Erdogan en platform, hvorfra han kan imødekomme mange vælgeres utilfredshed med de mange flygtninge.

Europæisk hykleri
Så længe Erdogan står i en politisk sårbar situation, vil det indenrigspolitiske for Erdogan have forrang for krav fra internationale allierede. EU's trusler om sanktioner og tropper på jorden vil derfor være uden effekt.

Den manglende vilje fra EU's side til at følge op på disse trusler tyder også på, at man godt var klar over, at det var nyttesløst, og at europæiske ledere nærmere var optaget af at lefle for en folkestemning, der forståeligt var imod Tyrkiets invasion, ved at virke handlekraftige.

Hvis man fra EU's side virkelig var parat til at sætte handling bag ordene, så havde man involveret sig inden USA's tilbagetrækning. Helt tilbage i foråret 2018 talte Trump om, at han ville trække tropperne ud så hurtigt som muligt.

EU har derfor haft rigelig med muligheder for at stå skulder mod skulder med sine allierede i SDF, som Macron sagde sidste år, da Trump truede med tilbagetrækning. Der er derfor en stor diskrepans mellem EU's højttravende hensigter på den ene side og mangel på handling på den anden.

Putin som samarbejdspartner
Hvad kan EU så gøre? For det første må man kigge indad og indse, at flygtningeaftalen med Tyrkiet var meget kortsigtet og havde utilsigtede negative effekter. Man bør arbejde hen imod et kvotesystem for flygtninge, der fordeler byrden mellem landene for derved at svække Erdogans magt over EU's udenrigspolitik.

Dette ændrer dog ikke på, at skaden er sket i forhold til vores allierede i SDF, der har kæmpet mod ISIS for os i årevis, og som man blot lod USA svigte på mest kyniske manér. Jeg mener også, at man må indse, at man i forhold til situationen i Nordsyrien har deponeret magten til at påvirke Erdogan hos Rusland.

Man må altså forsøge at påvirke Erdogan og også Assad gennem Putin. Det er derfor vigtigt for EU at udtænke en ny overordnet Syrien-politik, som nødvendigvis må gå ud på at påvirke Putin til at indse fælles interesser ved hjælp af økonomiske incitamenter og diplomati.

Efterhånden som Ruslands økonomi bliver presset af deres udenlandske operationer – her tænkes selvfølgelig på Syrien, men også på tilstedeværelsen i Ukraine og den øgede aktivitet i Libyen – kan de blive stadig mere modtagelige over for økonomiske incitamenter.

EU bør derfor binde potentiel økonomisk støtte til initiativer i Syrien op på politiske krav om kulturelle og politiske minoritetsrettigheder og sikre lokalbefolkningen i Nordsyrien mod at blive tvunget ud af Syriske flygtninge fra Tyrkiet.

Tid til handling
Ydermere er både Europa og Rusland grundet geografiske, demografiske og historiske faktorer ekstra sårbare over for spillover-effekter fra konflikten i Syrien, og begge aktører har derfor en fælles interesse i at forhindre, at ekstremistiske grupper får rodfæste i landet.

Dette vil indebære at få Erdogan til at trække de islamistiske grupper fra SNA ud af området og sikre kurderne og de andre befolkningsgruppers beskyttelse. På den længere bane må EU også sørge for at gøre sig uafhængig af russisk gas, for derved at stå i en stærkere forhandlingsposition i forhold til konfliktløsning i regionen.

EU og vesten skylder nordsyrerne og deres tidligere partnere i SDF handling, der er mere end blot tomme ord og trusler om økonomisk ruin. Og hvordan vejen frem end bliver, så må man erkende, at Putin efter USA's katastrofale tilbagetrækning styrer begivenhedernes gang i Syrien.

Dette bør i højere grad anerkendes af EU og inkorporeres i udenrigspolitikken.