Norsk forsker advarer: Krigen i Ukraine er det nye normale. Og nej, den vil ikke samle Europa

Den liberale verdensorden og globaliseringens tidsalder er forbi.

Selvom Rusland taber krigen mod Ukraine, vil det ikke ændre på, at vi lever i en verden præget af uro og konflikt. Og den store enhed, vi ser blandt de europæiske lande netop nu, kommer ikke til at vare ved, når først hverdagen vender tilbage. Sådan lyder analysen fra den norske udenrigspolitiske forsker og forfatter Asle Toje, der er aktuel med bogen ’Mellemspil – Historien om tiåret da Europa brast 2010-2020’.

Ifølge Asle Toje har det liberale Europa sovet i timen, mens andre lande er stormet frem. Efter mere end et årti med permanent europæisk krisetilstand er Europa ikke længere, hvad det var. Og konsekvenserne ser vi blandt andet med krigen i Ukraine. Skal vi have en chance for at vende tilbage på den store scene, må vi som europæere stå ved vores historie og kultur. Og omfavne viljen til magt og lederskab.

”Krigen er et varsel om fremtiden. Der er en ny grad af konflikt i det internationale system, og den kommer ikke til at forsvinde foreløbigt. Samtidig har Europa været ramt af først finanskrisen, så flygtningekrisen, De Gule Veste i Frankrig, Brexit i Storbritannien og senest coronakrisen. Hvis vi fortsætter, som vi har gjort hidtil, går vi en endnu mere turbulent tid med krig og konflikt i møde. Og en tid, hvor Europa kun kommer til at spille en marginal rolle i verden” siger han.

Er Europa virkelig brast sammen, som titlen på din bog antyder?

”Ja, det lyder voldsomt, men netop fra 2010-2020 så vi, at den såkaldt liberale tidsalder ikke var en egentlig tidsalder, men snarere et mellemspil. Mange har set krigen i Ukraine som en bekræftelse på, at det liberale Europa igen er blevet relevant og vil fortsætte med at være det. Men min bog viser, hvorfor det næppe er tilfældet,” siger Asle Toje og fortsætter:

”EU har spildt tiden med fritidsaktiviteter, overregulering og europæiske værdier i stedet for at forsøge at skabe økonomisk vækst og sikre sammenhængskraften. Enkelte er blevet meget rige, mens mange er endt i arbejder- og underklassen og føler sig marginaliserede. Vi uddanner forkert, vi er ikke innovative og vi har lave fødselsrater. Samtidig har vi haft en enorm fejlslåen indvandringspolitik. Og problemet er, at det liberale demokrati kun tilgodeser én gruppe: Den universitetsuddannede elite, som jo ikke udgør et flertal.” Tilsammen er det opskriften på forfald og ”den store opløsning”, som Asle Toje skriver i bogen.

Vi troede, at Vesten var herskende, fordi vi var moralsk bedre end de andre og ikke på grund af vores magt. Og det er den virkelighed, som vi nu bliver konfronteret med i Ukraine.

Asle Toje
Forfatter og forsker i international politik

En ny verdensorden

Hvis den liberale tidsalder var et mellemspil. Hvad er det så for en verden, der er kommet i stedet for?

”Krigen i Ukraine bliver ikke den sidste krig i det tidligere Sovjet, vi kommer til at se. Problemet for Vesten og specielt for Europa har været, at vi overbeviste os selv om, at magt og interesser, som jo førte os selv til magten, blev erstattet med normer og værdier i det øjeblik, vi selv blev de mest mægtige. Vi troede, at Vesten var herskende, fordi vi var moralsk bedre end de andre og ikke på grund af vores magt. Og det er den virkelighed, som vi nu bliver konfronteret med i Ukraine.”

”Et øjeblik efter Den Kolde Krig levede vi i en verden, hvor USA alene var den systembærende magt. Nu er vi på vej mod en multipolær verden med rivaliserende magter. Paradoksalt nok har Vestens modstand mod Rusland fået især Kina til at tro, at de ikke kan leve inden for de liberale rammer. Så verden kommer nok til at blive langt mere opdelt fremover.”

Har det været naivt af Vesten at tro, at gensidig økonomisk afhængighed var nok til at undgå krig?

”Det var jo et synspunkt, der også var populært før Første Verdenskrig. Men dengang handlede for eksempel Tyskland og Storbritannien endnu mere med hinanden, end de gør i dag. Vi har haft en antagelse om, at demokrati, markedsøkonomi, menneskerettigheder og retsstat ville følge hinanden, hvis et land havde bare én af de fire. Og det viste sig også at være forkert. Det går helt fint med at kombinere kapitalisme med et autoritært styre i dag. Det er jo de autoritære stater, der er vokset mest de seneste år.”

Den store enhed, vi ser, kommer ikke til at vare ved. Når krigen slutter, er der andre udfordringer, som vender tilbage.

Asle Toje
Forfatter og forsker i international politik

Hvis Rusland havde været endnu mere integreret i den globale økonomi, så havde Putin måske ikke startet en krig?

”Alle stormagter er villige til at bryde reglerne, når deres interesser er på spil. Vi må vænne os til, at andre lande prioriterer anderledes end os. Det mest oplagte eksempel er Kinas opkøb og ejerskab af mineraler og sjældne jordartsmetaller. Netop nu er det gået op for mange, at vi er afhængige af Kinas sjældne jordarter for at kunne bygge for eksempel vindmøller og omstille til bæredygtige energikilder. Hvis vi kommer i konflikt med Kina - hvilket vi nok gør - må vi regne med en embargo.”

Har Putin set Europa som et let offer? Er det derfor, han har turdet invadere Ukraine?

”Amerikanerne har givet os sikkerhedsgarantier, og det har medvirket til, at vi holdt op med at opbygge vores eget forsvar. Men nu står USA ikke længere klar til at håndhæve reglerne i den internationale orden. Resultatet er, at Rusland har bestemt sig for at bryde alle internationale love.”

Hvis USA ikke er villige til at være det internationale samfunds sherif, er det så ikke netop vigtigt med EU som en sikkerhedsforanstaltning?

”Nu er sagen jo den, at det er Nato, som er Europas sikkerhedspolitiske holdepunkt og ikke EU. Krigen viser, at Tyskland navigerer efter Nato og ikke efter Emmanuel Macrons ønske om europæisk strategisk autonomi. At Europa skulle have økonomi og politisk vilje til at bygge et forsvarssystem ved siden af Nato er usandsynligt. ”

Men lad os sige Trump vinder i 2024 og trækker USA ud af Nato?

”Så ville vi ikke have noget andet valg end at opruste, men en forsvarsunion kommer ikke til at se dagens lys.”

Et samlet Europa?

Viser krigen ikke netop, at Europa er samlet og kan handle i fællesskab? 

”Det er Nato og ikke EU, der sender bataljoner til grænsen. Det er Nato og ikke EU, som har været koordinerende med våbenleverancerne til Ukraine. Så det er en ønske-konklusion. Men det er rigtigt, at man i mødet med en autoritær militarisme, har fundet sammen for nu. Ingen havde troet, at Tyskland ville ændre sin politik så hurtigt, og at Europa ville blive enige om et så konsekvent svar mod den russiske aggression. Jeg tror mindst af alt, at Putin havde ventet det. Men den store enhed, vi ser, kommer ikke til at vare ved. Når krigen slutter, er der andre udfordringer, som vender tilbage. Og det er udfordringer, hvor medlemsstaterne ikke har samme interesser.”

Men har krigen ikke fået vores selvbillede og Vesten som begreb til at give mening igen?

”Jo, for Nato har det. Vi har længe spurgt os selv, hvad meningen med Nato er. Men nu har Rusland mindet europæerne om vigtigheden af at have den militære alliance. Men Nato er jo ikke EU.”

Så vi får ikke større opbakning til EU på grund af krigen, tror du?

”Hvis du og jeg mødes igen om seks måneder er hverdagen vendt tilbage. Europæerne kommer ikke til at elske EU på grund af det her. Problemet er, at sanktionerne også vil ramme vores egne befolkninger. Mange har lidt økonomisk under pandemien, og nu bliver priserne fordoblet og inflationen højere.”

Så du tror, der kommer en modreaktion?

”Ja, en modreaktion mod eliterne. Når man har spurgt om folk er villige til at betale mere for benzin for at støtte Ukraine i krigen, har dem med de højeste indtægter svaret overvejede ja, mens dem med lavere indkomster er mere tilbøjelige til at svare nej. Så vi kommer nok til at se en del turbulens i Europa som følge af ikke bare sanktionerne, men også af en mulig økonomisk krise, som mange økonomer spår er på vej.”

Vi skal forsøge at undgå en situation, hvor Rusland ikke ser nogen anden udvej, end at gøre noget helt vanvittigt.

Asle Toje
Forfatter og forsker i international politik

Du skriver, at europæerne mangler viljen til magt. Har det ikke ændret sig efter krigen? Tyskland opruster med 100 milliarder euro. Og flere lande har konkrete planer om at bruge to procent af BNP på forsvar.

”I 2014 lovede Tyskland også at bruge to procent på forsvar. Det gjorde alle. Men vi havde ingen reel plan om at gøre det. Nu er der kommet fokus på vores forsvar igen, men vi må se, om det varer ved. Spørgsmålet er, om Europa kan genopfinde sig selv og komme tilbage til nyt lederskab.”

En skræmt Putin kan starte en atomkrig

Hvad er skrækscenariet, hvis vi ser på Ukrainekrigen? Hvor galt kan det gå?

”Den amerikanske politolog Graham Allison advarede allerede i 2015 om, at Ukraine kan føre til krig mellem Rusland og USA. Det værste, der kan ske, er at Rusland bliver bange for, at landet ikke vil være i stand til at forsvare sig. At økonomien går i stå. Og at landet derfor vil miste evnen til at kæmpe en krig, hvis det bliver angrebet – og derfor gør noget dramatisk. USA er et land, hvor præsidenten ikke kan starte atomkrig. Der er for mange check and balances. Men det kan Putin gøre.”

Kan vi udelukke, at Putin angriber et Nato-land?

”Jeg tror, det er svært usandsynligt. Rusland er på vej mod et forsmædeligt militært nederlag med enorme tab. Så selv Putin vil nok forstå, at det ikke vil være en god idé. Men vi skal forsøge at undgå en situation, hvor Rusland ikke ser nogen anden udvej, end at gøre noget helt vanvittigt.”

Og hvordan undgår vi det?

”Ukraine har al ret til at angribe russiske mål, men vi skal i Vesten være forsigtige med ikke at ekspandere krigen. Det var også derfor, at amerikanerne ikke var villige til at give fly til ukrainerne. Og regimeændringer i Moskva er heller ikke en klog prioritering,” slutter Asle Toje.