Orlogskaptajn: Søværnet beskytter kritisk infrastruktur og skal prioriteres

Af Johannes Kidmose
Orlogskaptajn

Har 2020 og covid-19 lært os noget, så er det, at vi er dybt afhængige af vores samfundsmæssige infrastruktur.

Udover krisens første markante behov for respiratorer på hospitalerne og forsyninger af håndsprit, så blev det også tydeligt for enhver, at med en stabil vareforsyning, energiforsyning og internetforbindelse, så kunne man faktisk holde produktionen kørende rimelig fornuftigt fra hjemmearbejdspladserne i de mange små hjem.

Med andre ord - er der nogenlunde styr på den kritiske infrastruktur, så kan også en covid-19-krise håndteres.

El og internet rejser langt
Netop energiforsyningen og internetforbindelsen har de fleste danskere sat stor pris på under krisen, men få har nok tænkt synderligt meget over, hvor enestående det i virkeligheden er, at stikkontakterne i huset giver strøm, og at PC’en, smartphonen og tabletten ufortrødent er hoppet på det bedst mulige netværk og åbnet op for omverdenen.

Endnu færre har nok tænkt over, at kilderne til netop dén kritiske infrastruktur ligger langt væk fra Københavns corona-triste gader eller de åbne vidder i Jylland.

Man kan ikke sætte hegn og vagter op om søkablerne. Derimod kan man prioritere dem, der beskytter danske interesser på og fra havet - med magt om nødvendigt. Det drejer sig om Søværnet. 

Johannes Kidmose
Orlogskaptajn

Vi skal faktisk langt ud på havet. Helt derude hvor ingen af os kommer forbi, medmindre man er på et handelsskib, en fiskekutter, en boreplatform, en havvindmølle eller måske et fremmed statsskib – og dette indlæg skal nok vende tilbage til sidstnævnte.
 
Havet er en transportnerve
Den maritime kritiske infrastruktur handler først og fremmest om havne – og adgangen til havne. 90 procent af alle verdens varer fragtes på et tidspunkt til søs, og endeligt skal de varer ramme en havn, så de igen kan fragtes videre til for eksempel supermarkedet nede på hjørnet. Der hvor vi under en COVID-19 krise går amok i rugbrød og toiletpapir.

I lighed med de varer, så har vi også en forventning om, at vi trods en krise stadig kan finde en liter oktan 95 nede ved OK-tanken til omkring en flad 10’er. Og det kan vi, så længe tankskibet kommer sikkert og hurtigt gennem Hormuzstrædet, Rødehavet og Middelhavet uden at støde på hverken miner eller migranter og anløber de kritiske havne på det europæiske kontinents kyster.

Ikke alt olie kommer direkte med skib til de danske havne. Meget af det kommer faktisk flydende gennem store rør - og det er især rør, der ligger på havbunden både indenfor og udenfor dansk territorium.

Nordsøens gas- og oliefelter
Mest bemærkelsesværdigt er naturligvis gas- og oliefelterne i den danske del af Nordsøen, som sender flere hundrede kilometer lange gas- og olieledninger til den jyske vestkyst, hvorfra der videredistribueres til landets raffinaderier og kraftværker – og, ja, måske ender som strøm i stikkontakten.

Man kunne også her nævne gas- og olieledninger i Skagerak og Kattegat. Og selvfølgelig Østersøens yderst relevante diskussion om det russiske North Stream, der smyger sig glat rundt om det danske søterritorium.

Omend gas og olie formentlig vedbliver at have en rolle i mange år endnu, så er især havvindmøller blevet en meget vigtig kilde til det danske energiforbrug.

De foreløbige 14 havvindmølleparker pryder de danske farvande, og produktionen på knap 1700 megawatt kan levere strøm til flere hundredetusinde husstande. Men ikke kun de danske, for med søkabler transporteres en del af energien til både Norge og Sverige, når Danmark har overproduceret – og tilsvarende kan vores nordiske naboer sende for eksempel lidt vandenergi retur, når vestenvinden en sjælden gang tager en pause.

Fra USA til Nørre Nebel
Med al den energi, vi får derude fra havet, kan det elektroniske device, altså det, der på et tidspunkt er ankommet med fragtskib, nu blive fuldt opladet og klar til arbejdsdagen – men kun hvis internettet virker.

Med internetbegrebet ”skyen” kan man nemt få den tanke, at internettet kommer dumpende ned fra himlen, men inden det tager turen fra ”skyen” og til det foretrukne device, så har internettets fortræffeligheder bevæget sig gennem de mere end 400 fiberkabler af mere end 1,1 millioner kilometers længde på verdens havbunde.

Ét af de absolut væsentligste kabler hedder Trans Atlantic Telephonecable-14 (TAT-14) og er et af de relativ få kabler, som forbinder USA med Europa. Det er en forbindelse, der er afgørende for at sikre for eksempel alle de økonomiske transaktioner, der konstant og med lynets hast bevæger sig over havbunden mellem Europa og USA.

Kablet tager udgangspunkt i byen Tuckerton på USA’s østkyst og lander i, tro det eller ej, Nørre Nebel på den jyske vestkyst.

Søværnet passer på kritisk infrastruktur
Der er ingen tvivl om, at høje hegn, vagter og kameraer kan medvirke til at terrorsikre danske havne og raffinaderier. Heller ingen tvivl om at et forstærket cyberberedskab kan gå til modangreb på alverdens hackere. Og heldigvis er der også andre end Danmark til at passe på de mange handelsskibe.

Det er dog helt sikkert, at en afgørende trussel mod den danske kritiske infrastruktur ligger ude på havet. Det skal man gøre noget ved.
 
Det bør være i beskyttelsen af skibstrafikken i verdens brændpunkter, hvor Danmark som betydelig søfartsnation har et særligt ansvar, men det kan i ligeså høj grad være i beskyttelsen og overvågningen af kommunikations- og energiforsyninger i mere nære farvande.

Netop nu bidrager en dansk fregat til skibssikkerheden i Hormuzstrædet, og danske patruljebåde opererer i Middelhavet som en del af Frontex. Det er helt naturlige opgaver, der understøtter danske interesser og ansvar.

Det er mindst ligeså meget i danske interesser og ansvar, at også søkablerne, som er kritisk infrastruktur, beskyttes. Man kan ikke sætte hegn og vagter op om søkablerne. Derimod kan man prioritere dem, der beskytter danske interesser på og fra havet - med magt om nødvendigt. Det drejer sig om Søværnet. 

Nemt offer uden fungerende søværn
Nu og i fremtiden står søfartsnationen og kyststaten Danmark overfor betydelige udfordringer i beskyttelsen af maritim kritisk infrastruktur. Hvis nogen vil Danmark det ondt, så er destruktion af søkabler eller blot aflytninger af fiberkabler en ikke utænkelig strategi.

Den trussel er så betydelig, at den fremtidige indretning af Søværnet skal overvejes kraftigt. Det drejer sig både om måden, man prioriterer sine overvågningsindsatser på, men i ligeså høj grad at sikre, at der er de kapaciteter, der er nødvendige – og det er nok diskutabelt.

I en spændingsperiode eller ”gråzone-konflikt” kan man ikke afvise, at en fremmed magt kunne sende et beskedent skib ud og destruere et søkabel.

Det ville være en nem og nærlig usynlig måde at skade Danmark og den vestlige alliance på – men ingen opdager noget, før det er for sent. For hvem tænker over alt det der langt ude på havet, når der er brændstof på bilen, strøm i stikkontakten og lynhurtigt 4G-netværk som holder os sammen i fællessangen fredag aften på DR.