Overblik: Her er regeringens nye udspil om erhvervsuddannelserne

Investeringer i udstyr inden for hovedområderne 'Fødevarer, jordbrug og oplevelser' og 'Teknologi, byggeri og transport' er i fokus i regeringens udspil til næste aftale om løft af erhvervsuddannelserne. Omdiskuterede klimaerhvervsskoler indgår desuden som en del af udspillet.

Et nyt udspil sætter fokus på den grønne omstilling af erhvervsuddannelserne. Her ses en elev under uddannelse til bygningskonstruktør under årets Skills i Roskilde.
Et nyt udspil sætter fokus på den grønne omstilling af erhvervsuddannelserne. Her ses en elev under uddannelse til bygningskonstruktør under årets Skills i Roskilde.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Signe Løntoft

Regeringen vil udpege tre klimaerhvervsskoler, efteruddanne lærere i grøn omstilling, investere i nyt udstyr og afsætte penge til studieture for elever på erhvervsuddannelserne.

Det fremgår af et nyt udspil med titlen 'Forberedt på Fremtiden IV'. Udspillet blev offentliggjort søndag.

Udspillet er SVM-regeringens andet udspil om erhvervsuddannelserne.

Regeringen besluttede sidste sommer at indfase op til 900 millioner kroner årligt til erhvervsuddannelserne frem mod 2030. Det er disse penge, samt penge fra en aftale om klimaerhvervsskoler fra januar 2022, som nu skal udmøntes.

Det første udspil havde fokus på social- og sundhedsuddannelserne, og efter sommerferien vil regeringen præsentere endnu et udspil.

Se alle initiativer i det nye udspil her:

Tre klimaerhvervsskoler

Regeringen vil etablere tre klimaerhvervsskoler. Skolerne skal have 100 millioner kroner årligt frem mod 2028 og cirka 30 millioner kroner årligt fra 2029 og frem. Midlerne kommer fra finansloven for 2023.

Læs også

Efteruddannelse og udstyr

Regeringen vil afsætte cirka 300 millioner kroner over en 4-årig periode til et grønt udstyrs- og kompetenceløft. Pengene målrettes uddannelser inden for områderne fødevarer, jordbrug og oplevelser samt teknologi, byggeri og transport. Derudover er det som led i udmøntning af aftale om Grøn skattereform for industri mv. besluttet at anvende cirka 100 millioner kroner årligt i 2025 og 2026 til grøn efteruddannelse og opkvalificering.

Videnscentre permanentgøres

I dag er der 10 videnscentre og et nyt på vej. Videnscentrene står til at miste deres bevilling ved udgangen af året, og med udspillet foreslår regeringen at reducere antallet til syv og gøre dem permanente. Regeringen vil afsætte 35 millioner kroner i 2025 og 27 millioner kroner årligt fra 2026 og frem til centrene.

Flere studieture 

Regeringen vil afsætte 23,5 millioner kroner årligt fra 2025 til studieture og foreslår, at der fremover stilles krav om, at erhvervsskolerne i udgangspunktet skal tilbyde studieture til alle elever som en del af uddannelsesforløbet.

Læs også

Udlandsophold

Regeringen vil styrke mulighederne for, at elever på erhvervsuddannelserne kan komme på udlandsophold ved at arbejde for at øge andelen af budgettet til erhvervsuddannelserne i forhandlingen af et nyt Erasmus+-program for 2028-2034.

Erhvervsuddannelsernes år

Regeringen foreslår at afsætte 2,5 millioner kroner årligt i 2024 og 2025 til at gøre 2025 til Erhvervsuddannelsernes år og i den forbindelse etablere et landsdækkende formidlingsarbejde, som skal styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder i lokalsamfundet. Formidlingssamarbejdet knyttes til Euroskills, som i 2025 skal afholdes i Danmark.

Rollemodeller 

Regeringen vil afsætte 5,2 millioner kroner fra 2027 og frem til rollemodelkorpset, som er en indsats under Erhvervsskolernes ElevOrganisation, som har kørt siden 2016. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00