Özlem Cekic: Jeg er blevet beskyldt for illoyalitet, sabotage og undergravningsarbejde. Her er min version

Den socialdemokratiske netavis Pio Pio skrev efterfølgende en artikel oven på offentliggørelsen af den nye kommissionssammensætning, at Lars Løkke ønskede at nedlægge kommissionen, men "kompromiset blev, at han fik sin darling med på holdet".

Der var et billede af mig efterfulgt af teksten "Cekic er med sin bløde tilgang til integrations- og udlændingespørgsmål bestemt ikke Socialdemokratiets kop te". Det, skulle det vise sig, var en underdrivelse af dimensioner. 

Men jeg glædede mig til det, og det gjorde jeg af flere grunde. Jeg har oplevet negativ social kontrol på egen krop i min barndom, ungdom og mit voksenliv. Jeg kendte miljøet godt og vidste, hvilke kræfter, der var på spil. Jeg havde mange bud på, hvordan vi kunne skabe positiv forandring.

9. februar blev jeg interviewet af Politiken om mine bevæggrunde til at være med. Jeg ville gerne bruge min erfaring til at bygge bro mellem kvinderne og kommissionen, så vi ikke alene talte om dem, men også med dem.

Og så nævnte jeg, at det var en vigtig opgave for Kommissionen at kæmpe for, at familiesammenførte kvinder, der blev udsat for vold, ikke skulle miste deres opholdstilladelse, når de gik fra deres voldelige mand.

Hvordan ville det så hænge sammen med, at der i kommissoriet stod, at anbefalingerne ikke måtte lægge op til lempelser af regerings brede udlændingepolitik, spurgte journalisten?

Står det til Frederik Vad, skal jeg ikke længere indtræde i kommissioner, så længe socialdemokraterne har noget at skulle have sagt.

Özlem Cekic

Jo, jeg mente, at vi skulle udfordre den formulering. For hvordan kunne vi kalde os Kommissionen for den glemte kvindekamp, hvis vi endte med at glemme de mest udsatte kvinder.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Frederik Vad og formanden for kommissionen Anita Johnsson har sidenhen kaldt det illoyalt af mig at stille op til det interview, selvom de udmærket var klar over, at kommissoriet opfordrede til debatskabelse.

Men de afkræver mig en loyalitet, der i det hele taget slet ikke tilkommer dem. For det er de undertrykte kvinder, der har krav på min loyalitet. Jeg er ikke medlem af Socialdemokratiet, men af en uafhængig kommission. At kunne føre en fri og kritisk dialog i en kommission er især vigtigt, når temaet er så politiseret, som det har været tilfælde i denne kommission. 

Første møde var 8. marts 2024. Ministeren holdt en tale for kommissionen, hvor han opfordrede medlemmerne til at kontakte ham, hvis vi havde spørgsmål. Vi skulle endelig ikke holde os tilbage, lød det, og han sluttede sin tale med ordene "Jeg glæder mig til, at vi skal komme med anbefalingerne".

Jeg fik det efterfølgende ført til referat, at ministeren ikke var omfattet af det "vi", og at formanden skulle minde ham om, at kommissionen arbejdede uafhængigt. Min opfordring til medlemmerne var, at vi skulle huske armslængdeprincippet og ikke kontakte ministeren om kommissionsarbejdet, ligesom han heller ikke skulle kontakte os. 

Men det blev ikke sidste gang, at kommissionen blev udfordret på sin uafhængighed. Vi modtog en tavshedserklæring fra Udlændinge- og Integrationsministeriet i vores e-Boks, som vi blev bedt om at underskrive.

Det er ikke spor mærkeligt, at vi som kommissionsmedlemmer har tavshedspligt. Men som Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, også påpegede det i Berlingske, så er det meget "usædvanligt", at kommissionsmedlemmer bliver bedt om at skrive under på, at de ikke vil udtale sig om regeringens politik.

Jeg ringede til folk, der havde siddet i andre kommissioner, for at høre om de havde oplevet noget lignende. Det havde de ikke. Jeg nægtede som den eneste at skrive under, da jeg fandt det absurd at kunne bryde min tavshedspligt ved som debattør at komme for skade at kommentere regeringens politik. 

Efter tovtrækkeri med juristerne fra ministeriet endte det med, at erklæringen blev droppet.

Det forholder sig normalt sådan, at en kommission arbejder uafhængigt af politiske interesser. Regeringen hører først om anbefalingerne, når rapporten præsenteres for offentligheden. Selve rapporten er et diskussionsoplæg, og regeringen har frihed til at lytte til eller forkaste anbefalingerne.

Det – syntes jeg – blev vendt på hovedet i kommissionen.

Halvvejs i forløbet og lige efter formandsskiftet i slutningen af maj 2024, blev der besluttet, at alle kommissionens forslag skulle i høring i andre ministerier inden offentliggørelsen. Det var for mig uklart, hvad denne sagsbehandling egentlig bestod i.

Det er selvklart legitimt at være uenig med mig i min kritik. Men det må vel være mindst lige så legitimt for mig at rejse den.

Özlem Cekic

Jeg oplevede for eksempel, at forslag, som hele kommissionen stod bag, blev forkastet og derfor aldrig så offentlighedens lys. Der kom også forslag fra ministerierne, som kommissionen hverken havde debatteret eller ønsket. Forslag, vi dog sidenhen har forkastet. 

Er det virkelig så mærkeligt i den kontekst at stille spørgsmålet, om ikke uafhængigheden er en smule udfordret?

I Kommissionen for den glemte kvindekamp har vi haft mange diskussioner, men formåede alligevel at stå i samlet flok bag hele 59 af 61 anbefalinger. Men uenigheden har været langt større mellem mig og Kommissionen i forhold til det processuelle og spørgsmålet om kommissionens uafhængighed.

11. januar var integrationsminister Kaare Dybvad så på forsiden af Politiken med 22 initiativer mod negativ social kontrol. 

Det var en bemærkelsesværdig timing, for det var halvanden uge før, at kommissionen skulle komme med deres anbefalinger. Mig bekendt findes ingen fortilfælde, hvor en minister på den måde tackler sin egen kommission i 11. time.

De øvrige kommissionsmedlemmer valgte ikke at kritisere ministeren. Formanden udtalte i Danmark Radio, at hun glædede sig over, at der var så stort sammenfald mellem ministerens og kommissionens anbefalinger.

Jeg var mere kritisk, for hvad er egentlig meningen med at bruge skatteydernes penge på en kommission, hvis ministeren alligevel ikke gør brug af ekspertisen?

Ministeren afviste kritikken og sagde: "Jeg har haft et fantastisk samarbejde med kommissionsformand Anita Johnson og med de øvrige medlemmer". Hvem de øvrige medlemmer, der har arbejdet med ministeren, er, ved jeg ikke.

Flere kommissionsmedlemmer, inklusive formanden, har synkront med det socialdemokratiske folketingsmedlem Frederik Vad beskyldt mig for illoyalitet, sabotage og undergravningsarbejde, siden jeg gik ud med min kritik af processen 4. marts i Berlingske. 

Men der er jo intet usædvanligt eller forkert i, at et personligt udpeget medlem af en uafhængig kommission med debatskabelse som en del af opgaven undervejs i arbejdet giver udtryk for egne holdninger. 

Det gjorde som eksempel også direktøren for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, da han kommenterede mediansvarsudvalgets materiale, længe før udvalget afgav sine anbefalinger.

Står det til Frederik Vad, skal jeg ikke længere indtræde i kommissioner, så længe socialdemokraterne har noget at skulle have sagt. Det overlever jeg nok, tænker jeg. Jeg har heldigvis masser at tage mig til.

Men det sender nu alligevel et meget kedeligt signal til de erfaringspersoner, eksperter og forskere, der faktisk gerne vil stille deres ekspertise til rådighed, når kritisk stillingtagen bliver mødt med så voldsom en reaktion.

Det må være muligt at kunne tage diskussionen uden at skulle sætte mærkater på hinanden og uden at skyde hinanden lyssky intentioner i skoene.

Özlem Cekic

Min kommissionskollega Sofie Danneskiold-Samsøe har for eksempel kaldt min kritik af processen og min ageren for sabotage i en nylig kronik i Berlingske. Det er i så fald en sælsom sabotage, når jeg samtidig står sammen med hende bag 59 af kommissionens 61 anbefalinger. Faktisk så går jeg islamisternes ærinde, mener hun. Tyg lige på den.

Det er selvklart legitimt at være uenig med mig i min kritik. Men det må vel være mindst lige så legitimt for mig at rejse den, når det er af hensyn til de demokratiske spilleregler, at jeg gør det?

Det må være muligt at kunne tage diskussionen uden at skulle sætte mærkater på hinanden og uden at skyde hinanden lyssky intentioner i skoene.

Meget skal man stå model til, når man befinder sig i den offentlige debat. Det har jeg erfaret gennem 20 år – og det har mine kritikere utvivlsomt også erfaret. Men det har jeg velvidende gjort, fordi sagen selvfølgelig er det værd.

Min intention var at sikre nogle anbefalinger, som kunne gøre en reel forskel for de undertrykte kvinder. Det sidste punktum i debatten om kommissionen sætter jeg med et ønske: at ministeren finder ressourcer til de anbefalinger, vi har foreslået – og at de, der har viden og indsigt på området for fremtiden fortsat vil stille sig til rådighed.