Bliv abonnent
Annonce
Debat

Professor: Politikerne tror, penge alene kan løse Forsvarets krise. De kan godt tro om igen

Politikerne bør vågne op og forstå, at det er deres ansvar at skabe de ledelsesmæssige og organisatoriske forudsætninger for, at milliarderne kan komme til at tjene de formål, de er bevilget til, skriver Steen Hildebrandt.
Politikerne bør vågne op og forstå, at det er deres ansvar at skabe de ledelsesmæssige og organisatoriske forudsætninger for, at milliarderne kan komme til at tjene de formål, de er bevilget til, skriver Steen Hildebrandt.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
20. februar 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle taler om det: Milliarderne til det danske forsvar. Flere hundrede ekstra milliarder over de næste ti år. Og mere til.

Der skal administreres, bygges, forvaltes, ansættes, investeres, indkøbes, repareres, uddannes, forbedres og oprustes. Der er næsten ingen grænser. Det er alvor. Der er risici og kriser. Der er trusler og krige.

Alle disse tiltag bliver ikke realiseret af sig selv. Det hele kræver ledelse og organisering. Det kræver kompetente ledere og organisatorisk kompetence. Det kræver struktur og orden. Det kræver rutiner og loyalitet. Det kræver samarbejde og kommunikation.

Alt dette er ikke just, hvad det danske forsvar er berømt for at besidde – ikke engang i beskedent omfang. Tværtimod.

Læs også

Enhver, der har fulgt udviklingen i det danske forsvar i de sidste 10-15 år, tænker: Jamen, er det ikke netop, hvad det danske forsvar mangler – ledelses- og organisatorisk kompetence?

Jo, det er lige præcis det, alle medier – igen og igen – har rapporteret om i årevis: Skandaler, svindel, uregelmæssigheder, fortielser, nepotisme, territoriekampe, silo- og søjletænkning, illoyalitet, korruption, magtkampe, inkompetence. Ja, listen kunne fortsætte. Alle har set og hørt det. Der er ingen tvivl.

Et nyt dansk forsvar

Hvem og hvor i de aktuelle debatter og rapporter kerer man sig om dette – det ledelsesmæssige og organisatoriske?

Nogle må gøre det. Men vi hører ikke om det, og derfor må det være – ikke bare berettiget, men nødvendigt – med alle disse stærkt negative erfaringer og historier som baggrund – at være bekymret for, om der nu også er tilstrækkelig fokus på det ledelsesmæssige og organisatoriske i Forsvaret.

Politikerne taler, som om problemerne er løst, når bare milliarderne er bevilget.

Steen Hildebrandt
Professor emeritus, Aarhus Universitet

De inkompetencer og de negative kulturer, der i årevis er blevet identificeret, dokumenteret og formidlet, lever og er så stærke, at de udelukker, at der i dybden gøres op med de uhensigtsmæssigheder, svagheder, fejl og mangler med mere, der lever i og dominerer det danske forsvar.

Det hjælper ikke at bevilge disse mange milliarder, hvis der ikke er en organisation, der kan implementere; der kan virkeliggøre; der kan skabe, hvad der jo i virkeligheden er et nyt dansk forsvar.

Politikerne taler, som om problemerne er løst

Uden at kende de nærmere detaljer kan man som udenforstående uden videre fastslå, at intet af det, der bør ske og skal gennemføres ledelsesmæssigt og organisatorisk i det danske forsvar, er let og ligetil. Tværtimod.

Det er revolutioner, der er tale om og behov for – og netop derfor må det undre, at der ikke tales om det i det åbne og offentlige rum.

Læs også

For eksempel nævner politikerne det ikke, når de igen og igen taler om de mange milliarder, som de beredvilligt kommenterer og bevilger.

Politikerne taler, som om problemerne er løst, når bare milliarderne er bevilget. Og over for det må man sige: Det er først, når milliarderne er bevilget, at problemerne melder sig.

Problemerne opstår, når milliarderne skal bruges

Politikerne bør vågne op og forstå, at det er deres ansvar at skabe de ledelsesmæssige og organisatoriske forudsætninger for, at milliarderne kan komme til at tjene de formål, de er bevilget til.

Ser man i bakspejlet kan man kun være bange for, hvordan milliardernes møde med den virkelige verden kommer til at se ud. Det bliver ikke smukt.

Steen Hildebrandt
Professor emeritus, Aarhus Universitet

Problemerne opstår netop, når milliarderne skal bruges. Selve bevillingerne er sådan set det mindste af det hele, selv om det naturligvis kræver politiske drøftelser, forhandlinger, armlægninger med mere at få aftalerne på plads.

Det er, når milliarderne skal ud i den virkelige verden, at det danske forsvar, dets ledelse, organisation, struktur, kultur, værdier med mere skal stå deres egentlige og alvorlige prøve.

Og ser man i bakspejlet – tilbage på historierne og erfaringerne fra de seneste år – kan man kun være bange for, hvordan milliardernes møde med den virkelige verden kommer til at se ud. Det bliver ikke smukt.

Den ledelsesmæssige og organisatoriske oprustning, som dette kræver, hører vi intet om, og det er stærkt foruroligende.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026