Korporal af reserven: Nytter det overhovedet at råbe op, når der tales for døve øre?

Danmarks forsvar står fortsat over for betydelige udfordringer – selv efter næsten tre år med krig i Europa. Fra materielmangel og personaleflugt til besparelser og urealistiske ambitioner.
Forsvaret er kort sagt fortsat presset fra alle sider. Det er der intet nyt i. Men den største trussel mod dets fremtid kan være den stigende defaitisme, der breder sig i kølvandet på den politiske handlingslammelse.
Spørgsmålet, mange stiller sig, er: Nytter det overhovedet at råbe op, når der tales for døve øre?
En dysfunktionel forsvarspolitik
Danmark har i årevis forsømt at leve op til sine Nato-forpligtelser.
Selvom det nylige forsvarsforlig har tilført ekstra midler, er det tydeligt, at processen er langsommelig, ineffektiv og præget af tung bureaukrati.
Beslutningsprocesser trækker ud, og selv når de rette beslutninger træffes, synes implementeringen at ske i sneglefart. I mellemtiden forværres Forsvarets operative kapacitet, mens den sikkerhedspolitiske situation i Europa kræver hurtige og effektive svar.
Politisk handlingslammelse
Den politiske ledelse mangler ofte den nødvendige forståelse og vilje til at prioritere forsvarspolitikken.
Mange politikere har kun overfladisk indsigt i forsvarsspørgsmål, hvilket resulterer i urealistiske og usammenhængende beslutninger eller blot manglende handling.
Der er skrigende behov for et opgør med den nuværende forsvarspolitik.
Jens Graff
Korporal af Reserven
Når eksperter og fagfolk råber op om kritiske problemer, bliver det mødt med standardiserede politiske svar eller af vage henvisninger til fremtidige (og udeblivende) tiltag. I praksis føles det som at tale for døve øre – og det fører til defaitismens greb om debatten.
For når det politiske system svigter, opstår der en farlig form for defaitisme. Soldater, officerer og de som engagerer sig i forsvarsdebatten mister troen på, at noget vil ændre sig.
Denne opgivenhed kan i mine øjne være mere destruktiv end manglen på ressourcer. Når folk opgiver troen på, at deres stemme betyder noget, falder engagementet – og uden engagement mister vi drivkraften til forandring.
Opgør med forsvarspolitikken
Der er skrigende behov for et opgør med den nuværende forsvarspolitik – og den skal fødes i debatten. I en tid præget af politisk handlingslammelse kan det dog virke meningsløst at engagere sig i denne debat.
Danmark har brug for en forsvarspolitik, der er handlekraftig, agil og målrettet. Vi har brug for politikere, der tør træffe svære beslutninger, skære gennem bureaukratiet og sikre, at Danmark kan leve op til sine egne og internationale forpligtelser. Men vigtigst af alt har vi brug for et opgør med defaitismen.
Troen på forandring er den første og vigtigste kamp at vinde – og den sker kun ved, at politikerne kommer ud af deres bureaukratisk labyrint og sætter handling bag deres ord.
Danmarks forsvar, sikkerhed og troværdighed afhænger af det.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Hvis staten ikke dropper kontroversiel virksomhed, bliver vi en teknologisk vasalstat for USA
- Forsker: Jeg har mødt de mænd, der flygter fra frontlinjen i Ukraine. Her er, hvad de fortæller mig
- Nato er brudt sammen, og EU er lammet. Nu må vi genoplive idé fra den kolde krig
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Rapport: Stor lukkethed præger dansk forsvarspolitik

















