Professor: Nato-kortet er ikke længere gyldigt, når snakken om et EU-forsvar går i gang

Frankrigs krav om at EU tager mere sikkerhedspolitisk ansvar, er næret af bekymring over, at Europas skæbne er i andres hænder, og at vi, europæere, har for meget på spil til at bare stole på, at det nok skal gå. Det handler ikke bare om militære manøvrer og nuklear afskrækkelse.

Det handler om alt: vores frihed til at vælge økonomisk politik, til at handle, til at tænke frit.

I efteråret 2019 skabte præsident Macron røre ved at betegne Nato som "hjernedød". Han tog sigte efter manglen på effektiv vestlig koordination i krigen i Syrien og, lidt bredere, i kampen mod islamistisk terror. Og bag dette tog han sigte efter et vigende vestligt samarbejde om en hel palet af emner fra klima til kinesiske investeringer. 

Macron havde ret i den forstand, at Vesten er gået fra at være skaber af international orden (i 1990'erne) til at blive skabt, skubbet til og formet af konfrontationen med en skare af dedikerede aktører (Kina, Rusland, terrorister).

Vesten var engang aktiv, men er nu reaktiv. Andre aktører udnytter tomrummet. Og hvis ikke dette giver anledning til fælles tanke og handling i Vesten, ja, så er Vesten måske, hvis ikke "hjernedød" så handlingslammet i en grad, at Europe må gribe i egen barm.

I 2022 kommer der strøm på forsvarsdebatten
Både Nato og EU har reageret ved at sætte store tankeprocesser i gang: nyt strategisk koncept i Nato, og nyt Strategisk Kompas i EU.

Det basale spørgsmål er: Hvordan kan Danmark bedst bidrage til, at Vesten genvinder sin vilje til at præge international orden?

Steen Rynning
Professor, statskundskab, SDU

Meget sigende vil begge kulminere i foråret og sommeren 2022, hvor Frankrig har EU-formandsskabet, og også skal til præsidentvalg. Kort sagt: Der kommer strøm på.

Hvis man tror, at dette handler om mere eller mindre union i Europa, og at Danmark på linje med Storbritannien kan melde sig ud ved at spille Nato-kortet, så bør man lukke sin Mayland-kalender, opdage internettet og orientere sig i dagens geopolitik. Det, som står på spil, er Vestens evne til at tale med egen stemme i en ny verden.

Nato og EU vil skulle justere deres arbejdsdeling, jovist, men det som mere grundlæggende står på spil, er USA, Canada og Europas evne til at bringe deres partnerskab ind i en æra karakteriseret ved den magt, som andre store spillere som Kina, Rusland, Indien og Brasilien bringer til bordet. Og Europas ansvar må vokse i takt med, at USA vil fokusere på Kina:

• Europa skal tage mere ansvar for at håndtere den lavintensive (hybride) trussel fra Rusland.
  
  
• Europa skal investere mere i stabiliseringen af nærområdet i Mellemøsten og Nordafrika.
  
  
• Europa skal samarbejde med USA om at imødegå den meget brede værktøjskasse, som Kina råder over.
  
  
• Europa skal hænge bedre sammen militært, blandt andet for at kunne aflaste USA, hvis dets styrker må rykke ud til en krise eller konflikt i Asien.

Danmark bør have det lange lys tændt
Hvis Europa kan det, så sikrer det partnerskabet med USA. Det vil effektivt dræbe debatten om, at USA's engagement i Asien vil betyde et endeligt for Nato, for tingene hænger jo sammen. Kina er en global magt, og Vestens modsvar må være lige så globalt. 

Selvfølgelig bør Danmark kaste sig helhjertet ind i denne debat. Og selvfølgelig bør Danmark gøre det med det lange lys tændt, for vi er lige så dybt afhængige af et velfungerende EU, som et stærkt Nato.

Dansk følsomhed overfor at tænke både EU og Nato i en sikkerhedspolitisk sammenhæng hører altså til på folkemindesamlingen. Det basale spørgsmål er: Hvordan kan Danmark bedst bidrage til, at Vesten genvinder sin vilje til at præge international orden?