Analyse af 
Erik Holstein

Putin blev en perfekt rambuk for opgøret med forsvarsforbeholdet

Mette Frederiksens fortælling om at afskaffe forsvarsforbeholdet for at "sende et signal til Putin" gik rent ind. Men regeringen har ingen appetit på at fjerne flere forbehold.

Stemningen var euforisk hos socialdemokraterne, da statsminister Mette Frederiksen gjorde sin entre oven på det sikre ja.
Stemningen var euforisk hos socialdemokraterne, da statsminister Mette Frederiksen gjorde sin entre oven på det sikre ja. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Optimismen var skyhøj.

”Alt under 85 procent er skuffende,” jokede en radikal politiker på vej til valgfest onsdag aften.

Og han havde grund til optimisme. Men nogen havde næppe regnet med, at flere end to ud af tre vælgere ville stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, da afstemningen blev fløjtet i gang for tre måneder siden.

Selv blandt statsminister Mette Frederiksens (S) nærmeste var der flere, der anså afstemningen for risky business, ikke mindst fordi statsministeren i årene forinden gang på gang havde forsikret om, at forsvarsforbeholdet var helt uden praktisk betydning.

"Alt er ændret"

Om satsningen gik hjem eller ej, hang på én eneste ting:

Ville Mette Frederiksens fortælling om, at alting ser fundamentalt anderledes ud efter Ruslands invasion af Ukraine, blive købt af vælgerne?

Det gjorde den til fulde, kunne man konstatere, selvom sammenhængen mellem krigen i Ukraine og det danske forsvarsforbehold er meget spinkel. Her er det Nato, der er den centrale spiller, mens en EU-forsvarsmission i Ukraine højst kan komme på tale efter en våbenhvile.

Mette Frederiksen har kørt fint parløb med sin hovedrival, Venstre-leder Jakob Ellemann-Jensen, der for en gangs skyld har formået at bringe sin militære baggrund som officer i Bosnien ind i en relevant sammenhæng.

Bosnien-fortællingen har ofte virket underlig påklistret, men lige her har Ellemanns baggrund haft stor relevans, fordi det netop var i Bosnien, danske soldater ikke længere kunne være med, da missionen gik over fra Nato til EU-regi.

Sverige og Finland ind fra sidelinjen

Fortællingen – om at et ja til at afskaffe forbeholdet er en begmand til Ruslands præsident Putin – har dermed været uhørt effektiv, selvom den russiske leder efter alt at dømme er ret ligeglad med den danske afstemning.

Fortællingen har tilmed fået yderligere kraft de sidste uger, efter at Finland og Sverige nu er på vej til at blive nye Nato-medlemmer.

Igen har det ikke noget direkte med det danske forsvarsforbehold at gøre, men ikke desto mindre har det underbygget fornemmelsen af, at Danmark risikerede at stå alene tilbage på perronen, hvis man bevarede forsvarsforbeholdet.

Ingen hybris

Det knusende nederlag til nej-siden skal dog ikke overfortolkes. Stemmeprocenten var helt nede på 65,8 og noget kunne tyde på, at mange EU-skeptikere denne gang er blevet hjemme.

I den socialdemokratiske top var det vigtigt at understrege, at der ikke er nogen planer om at sætte de to resterende forbehold til afstemning. Slet ikke endda.

For sandheden er, at socialdemokraterne på bagkant er ganske tilfredse med, at danskerne i 2015 sagde nej til at afskaffe retsforbeholdet. Uden det ville regeringens planer om asylcentre i et land som Rwanda støde mod EU-regler. Heller ikke euroen skal man have noget af at røre ved foreløbig.

Det store ja styrker Mette Frederiksen, der som den første statsminister fik held til at afskaffe et forbehold, men da ja’et var et resultat af et samarbejde hen over den politiske midte, forrykker det ikke styrkeforholdet mellem blokkene.

Mette Frederiksen udnyttede øjeblikket. Det kan man alt efter temperament kalde lusket eller listigt. Men effektivt var det.

Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget

Hvor er Kristian?

Særlig ét nej-parti står skrammet tilbage. Nemlig Dansk Folkeparti, der igen blev identificeret med et nederlag.

Afstemningen blev set som en unik chance for DF’s nye formand, Morten Messerschmidt, der i et årti har haft EU-modstanden som sit absolutte favoritvåben. Det var ved EP-valget i 2014, Messerschmidt havde sin absolut finest hour, da han scorede næsten en halv million personlige stemmer. Men selvom han kæmpede som en løve for at bevare forsvarsforbeholdet, var magien væk.

Stemningen i DF blev ikke bedre onsdag aften, da det blev en stor historie på Borgen, at Kristian Thulesen Dahl holdt sig hjemme i stedet for at deltage i partiets valgfest.

Rygtebørsen kom yderligere i omdrejninger, da Inger Støjberg gjorde sin entre på Borgen og benyttede lejligheden til at proklamere, at hun på ingen måde er færdig med politik. Det blev taget som et sikkert tegn på, at Støjberg nu gør alvor af rygterne om at danne et nyt parti – og at Thulesen går med hende.

At Støjberg danner et parti, synes der efterhånden ingen tvivl om, og det heller ikke usandsynligt, at Thulesen – og fem af seks afhoppede DF’ere – går med hende.

Men Thulesens fravær på Borgen denne aften havde faktisk personlige årsager: Den tidligere DF-formand valgte at tilbringe valgaftenen sammen med sin mor, der er sygdomsramt. Det var der centrale DF’ere, der vidste, men den viden var øjensynlig ikke gået videre til Messerschmidt, der nåede at aflevere halvsarkastiske bemærkninger om Thulesens fravær.

Folkeafstemningen er på ingen måde blevet brugt til at klinke skårene mellem Messerschmidt og Thulesen, selvom Thulesen med sin erfaring og med sin nuværende post som partiets forsvarsordfører kunne have fungeret som en effektiv makker for den nye formand.

Storby-ja

Enhedslisten var også på det tabende hold, og resultaterne fra Enhedsliste-højborge som Nørrebro og Vesterbro i København viser ja-procenter mindst på niveau med det øvrige land. Det tyder på, at en pæn del af Enhedslistens vælgere er gået imod partilinjen. De tider, hvor de københavnske brokvarterer havde landets mest EU-kritiske indbyggere, er for længst forbi.

Den yderste venstrefløj har kørt frem med en argumentation, der ikke passer særlig godt sammen med den normale bekymring for mere EU. Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, har argumenteret med, at forbeholdet skulle opretholdes for at forhindre et flertal i det danske folketing i at sende danske soldater ud på flere missioner.

Det er en omvendt argumentation af den, der normalt er gangbar hos EU-skeptikerne. Her plejer man at ville sikre det danske folketing maksimal beslutningskraft over for et EU, der ses som en trussel mod den danske suverænitet.

Skræmmekampagnen parkeret

Mens tidligere ja-kampagner har nærmet sig det skandaløse – med trusler om en økonomisk katastrofe ved et nej til euroen og spådomme om Danmark som et slaraffenland for pædofile ved et nej til at ændre på retsforbeholdet – har ja-kampagnen denne gang været enkel og effektiv.

Man har parkeret truslerne, erkendt at et nej ikke ville være en katastrofe – og igen og igen holdt fast i, at et ja var en besked til Putin. Det har nej-siden ikke kunnet matche.

Var forsvarsforbeholdet blevet sat til afstemning for et halvt år siden, var det med sikkerhed blevet et nej, og det er også muligt, at det var blevet et nej, hvis man havde ventet et halvt år mere.

Men lige nu var vinduet der, og det krøb Mette Frederiksen ind af. Det kan man alt efter temperament kalde lusket eller listigt. Men effektivt var det.    

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Ellemann-Jensen

Partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

    Politik har aldrig været vigtigere

    Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion