Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Jens Marquard Sørensen

Analytiker: Mens dronerne sværmer, ledes vi af folk, der aldrig har forladt deres kontor

Det kræver ikke mere end få droner, en målrettet cyberoperation eller en velplaceret sabotageaktion for at skabe kaos, lamme transportknudepunkter og underminere tilliden til statens evne til at beskytte sine borgere, skriver Jens Marquard Sørensen.
Det kræver ikke mere end få droner, en målrettet cyberoperation eller en velplaceret sabotageaktion for at skabe kaos, lamme transportknudepunkter og underminere tilliden til statens evne til at beskytte sine borgere, skriver Jens Marquard Sørensen.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
25. september 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når analytikere og sikkerhedseksperter tidligere afviste, at Rusland vil gøre alvor af sine trusler, overser de én afgørende pointe: Den russiske hybridkrig mod Danmark har raset i årtier – og den tager til i styrke.

Allerede i 2014 stod Danske Bank alene mod et russiske hvidvaskningsnetværk, orkestreret af Kremls inderkreds og udført af FSB – arvtagerne til KGB.

I 2017 blev A.P. Møller-Mærsk lammet af NotPetya-virussen, udsendt af GRU. Disse hændelser var ikke tilfældige, de var en del af den hybridkrig, der længe har været ført på dansk jord.

Læs også

Metoderne bør nu være kendte og kan ikke overraske længere. Norge har i årevis været udsat for ulovlige overflyvninger. Infrastruktur er blevet testet, systemer forstyrret, tillid undermineret. Og alligevel har vores beredskab været utilstrækkeligt.

Vi har ikke mødt truslen med den beslutsomhed, den kræver. Jeg har selv stået i denne hybridkrigs brændpunkt.

Jeg har set metoderne, deres rækkevidde og oplevet dens stille ødelæggelser. Der er omkostninger og skader præcis som i en krig.

En tom skal

Når krisen rammer, løfter vi os ikke til at gribe dagen – vi falder tilbage på det niveau, vi er trænet til. Hvis det niveau er for lavt, falder vi hårdt.

Det kræver ikke mere end få droner, en målrettet cyberoperation eller en velplaceret sabotageaktion for at skabe kaos, lamme transportknudepunkter og underminere tilliden til statens evne til at beskytte sine borgere.

En nations styrke ligger ikke i dens maskiner, men i de mennesker, der betjener dem.

Jens Marquard Sørensen
Direktør, Marquard Consulting, Sætteskipper

De seneste drone-lukninger af Københavns og Oslos lufthavne har allerede vist, hvor hurtigt tusindvis af mennesker og virksomheder påvirkes.

Vi investerer i materiel og luftforsvar – og det er nødvendigt. Men det er ikke nok.

En nations styrke ligger ikke i dens maskiner, men i de mennesker, der betjener dem. En guitar spiller ikke sig selv. Heller ikke et radarsystem eller en firewall. Uden uddannede eksperter er vi blot en tom skal.

I Danmark er selv de mest grundlæggende trusselsvurderinger – hvor sandsynlighed og konsekvens vejes – stadig ukendte i mange ministeriers korridorer og i erhvervslivets store haller. I shipping, offshore, luftfarten og Forsvaret er det derimod en selvfølge.

Hver officer er uddannet i sikkerhed. Hver virksomhed har beredskabsplaner, der øves jævnligt, og man har krisekommitéer, der samles med ekspertise og erfaringer.

Sikkerhed og beredskab er en del af hverdagen. Det kan det øvrige Danmark lære meget af.

Når angrebet kommer

Der, hvor ekspertisen mangler, hersker bureaukratiet. Vi står tilbage med tomme regler, skabt for at berolige – ikke for at beskytte.

Compliance-regimer blomstrer, revisorer og jurister får travlt, mens vores forsvar står svagt og sårbart. Krav og regler efterspørges, og det viser, hvor lidt dem, der spørger, forstår.

Dette er ikke kun et svigt fra staten. Det er et svigt i den nationale strategi.

Læs også

Når angrebet kommer – og det vil det – står virksomhederne og civilsamfundet alene. Uden en koordineret national indsats bliver konsekvenserne katastrofale.

Vi mangler krisekomitéer med erfarne specialister, der kan lede indsatsen ved angreb på kritisk infrastruktur både i det offentlige og erhvervslivet.

Ikke fordi opgaven er for stor. Ikke fordi viden mangler. Men fordi de ansvarlige aldrig har stået i en reel krise.

De sidder på kontorer, langt fra fronten og administrerer dagligdagen – det er, hvad deres karriere har lært dem. Derfor skal vi have ledere, der kender til kriserne.

Danmark er i skudlinjen

Det er tid til en konkret handlingsplan – her er et forslag:

Obligatoriske trusselsvurderinger skal gennemføres i alle kritiske sektorer. Standard skal være en risikovurdering (sandsynlighed × konsekvens), som deles med relevante aktører og danner bund for nødvendige tiltag.

Der skal etableres permanente krise- og genopretningskomitéer for energi, transport, finans og kommunikation, hvor stat, forsyningsselskaber og it-eksperter deltager. Øvelser skal afholdes hvert halve år.

Når angrebet kommer – og det vil det – står virksomhederne og civilsamfundet alene. Uden en koordineret national indsats bliver konsekvenserne katastrofale.

Jens Marquard Sørensen
Direktør, Marquard Consulting, Sætteskipper

Ledelsen i beredskabet skal styrkes gennem rekruttering af erfarne eksperter. Chefstillinger må åbnes for personer med dokumenteret praktisk erfaring fra krisehåndtering og beredskabsplanlægning i hver sektor i både erhvervsliv og det offentlige.

Der skal sikres et stærkere forsvar mod kendte trusler som droner. Det kræver fysiske sikringer og opdateret lovgivning, der giver erhvervslivet mulighed for hurtig beslutningstagning.

Integration mellem Forsvaret og civile myndigheder skal øves regelmæssigt, og relevante organisationer inddrages.

Et tættere offentlig-privat samarbejde er nødvendigt for at sikre hurtig genoprettelse. Produktion og service skal kunne genoptages straks efter et angreb.

Virksomheder og myndigheder skal derfor have fælles recovery-planer og nationale backup-procedurer – lær af NotPetya.

Kundskab og kapacitet skal i højsæde. En ekstra øvelse, en ny ekspert eller en opdateret nødplan koster kun en brøkdel af de tab, som ét målrettet angreb kan påføre på få timer.

Hybridkrigen er allerede i gang. Den måles i tabte indtægter og arbejdstimer for milliarder.

Danmark kan ikke nøjes med at være en tilskuer med en stor pengetank i baghånden. Vi må reformere beredskabet, give eksperterne plads i lederstolene og forberede alle – før næste angreb rammer.

Danmark er i skudlinjen, og så længe angrebene er succesfulde, vil de tage til, fordi Rusland her kan skabe den effekt, det ønsker. 

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026