Bliv abonnent
Annonce
Debat

SF: Et stærkere Norden vil gøre hele Europa mere sikkert

Et stærkere Norden er ikke et alternativ til EU. Det er en af de måder, Europa kan blive stærkere på, skriver Lisbeth Bech-Nielsen, Villy Søvndal og Kira Marie Peter-Hansen.
Et stærkere Norden er ikke et alternativ til EU. Det er en af de måder, Europa kan blive stærkere på, skriver Lisbeth Bech-Nielsen, Villy Søvndal og Kira Marie Peter-Hansen.Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
4. februar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Verden ændrer sig med hastige skridt. Uanset hvordan vi får forklaret Donald Trump, at Grønland er grønlændernes, kan Europas – eller Nordens – sikkerhed ikke længere tages for givet.

Krig på kontinentet, pres på demokratierne, cyberangreb, sabotage mod infrastruktur og et mere ustabilt globalt magtbillede har rykket sikkerhedspolitik fra seminarer til virkelighed.

Ikke mindst i lyset af spørgsmålet om præsident Trumps krav om Grønland og den svækkede Nato-alliance, giver det sig selv at stille spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at et stærkere Norden kan bidrage til sikkerheden i hele i Europa?

Med Finland og Sverige i Nato er Norden blevet ét sammenhængende militært forsvarsområde.

Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Villy Søvndal (SF) og Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Hhv. forsvarsordfører, tidligere udenrigsminister og medlem af Europa-Parlamentet

De nordiske lande hænger i praksis sammen sikkerhedspolitisk. Geografien binder os sammen. Vores værdier og vores velfærdssamfund binder os sammen. Vi har de samme fjender – og det samme at forsvare.

Med Finland og Sverige i Nato er Norden blevet ét sammenhængende militært forsvarsområde – fra Arktis til Østersøen. Vi samarbejder allerede tættere end nogensinde før: om øvelser, planlægning, kapaciteter og beredskab. Det er ikke symbolpolitik, men konkret sikkerhed.

Derfor er det oplagt at tage næste skridt og styrke Norden som en mere samlet forsvarspolitisk aktør. De nordiske flyvevåben arbejder allerede i dag efter visionen om integrerede operationer – den såkaldte nordic air commanders' intent. Inden for få år skal de kunne operere som ét fuldt integreret flyvevåben.

Læs også

Et stærkere Norden

Samlet udgør de nordiske lande en af verdens ti største økonomier, vi er 26 millioner indbyggere, vores handelsflåde er verdens største, og vi har egen våbenproduktion. Det er ikke så lidt endda. Det er et udgangspunkt, der kan gøre Norden til alt andet end den snakkeklub, som den alt for ofte bliver kaldt.

Tanken om et langt mere integreret nordisk forsvarssamarbejde – måske endda på en egentlig forsvarspolitisk union – bliver ofte mødt med bekymringer: Vil det underminere EU og Nato? Skabe parallelle strukturer? Svække sammenhængen?

Tværtimod.

I vores optik er det modsatte tilfældet. Et stærkere Norden vil give mere kapacitet, hurtigere reaktion og bedre koordinering. Vi skal øge graden af fællesindkøb og fælles forsvarsindustri, der vil kunne bidrage til det system af forsyningssikkerhed, som et mere integreret europæisk forsvarssamarbejde vil efterspørge. Vi skal gennem NORDEFCO-samarbejdet øge øvelsesaktiviteten i de nordiske lande.

Norden har nogle særlige styrker, som Europa har brug for.

Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Villy Søvndal (SF) og Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Hhv. forsvarsordfører, tidligere udenrigsminister og medlem af Europa-Parlamentet

Samtidig kan et mere integreret nordisk samarbejde række ud til de baltiske lande, der på trods af en enorm og eksemplarisk forsvarsvilje, ikke kan løbe fra deres størrelse og placering. Et samarbejde, der vil gøre forsvaret af Østersøen til en kerne i den europæiske sikkerhedsarkitektur.

EU's udfordring i dag er ikke, at medlemslandene samarbejder regionalt. Det er, at Europas forsvar fortsat er fragmenteret, langsomt og ukoordineret. Norden kan i den henseende være en løftestang og sætte et godt eksempel.

Norden har nogle særlige styrker, som Europa har brug for. Høj tillid, robuste samfund og stærke demokratier, også i krisetid. Erfaring med totalforsvar, civilberedskab og samfundsresiliens. Og ikke mindst en klar forståelse af hybride trusler, cyberangreb og pres mod kritisk infrastruktur i vores meget digitaliserede samfund.

Et stærkere Norden er ikke et alternativ til EU. Det er en af de måder, Europa kan blive stærkere på.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026