Stor appetit i regeringen på israelsk luftforsvar 

Udover det ikke-nedskrevne håndslag, så hænger SF og de radikale også deres hat på, at rammen til at indkøbe luftforsvar for blev udvidet til 25 milliarder kroner, så der også er råd til det dyre amerikanske Patriot-system. Og at der blev indføjet en passus om, at systemet skal være Nato-kompatibelt. Det er de israelske systemer ikke, mener SF og de radikale at vide.

Branchekilder fastslår dog overfor Altinget, at alle de systemer, som er med i opløbet om den danske milliardkontrakt, er Nato-kompatible. Flere Nato-lande har da også købt israelske systemer for nylig.

Faktisk er de israelske og europæiske systemer nemmere at integrere end det meget lukkede amerikanske system. Selvom Nato-naboerne Sverige og Polen har anskaffet Patriot, så kan vi ikke udveksle reservedele, komponenter og missiler. Komponenter produceret til svenskerne virker kun på de svenske Patriot-systemer.

Mellemøstens eneste demokrati

I den borgerlige lejr erindrer man ikke noget om et håndslag på ikke at købe luftforsvar fra Mellemøstens eneste demokrati. Og reelt er det ikke regeringen, der er på konfrontationskurs med SF og Radikale, men snarere de to partier, der er kommet på konfrontationskurs med både regeringen og den borgerlige opposition.

Her er appetitten på israelsk luftforsvar nærmest blevet større af, at SF og de radikales modstand og tro på, at de kan diktere, hvilket land vi skal købe fra.

I forsvarsforliget fra juni 2023 blev det indført, at to partier ikke kan nedlægge veto mod en beslutning i forligskredsen. Det var derfor, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance stod udenfor aftalen i april i år om kvindelig værnepligt.

Risikoen for, at samme skæbne overgår SF og de radikale, når der skal vælges luftforsvar, er nu øget drastisk. For regeringen er blevet særdeles lun på at gå den israelske vej.

Ny liste med styrkemål

Der er især én forklaring på den israelske appetit. Det er de såkaldte styrkemål, som Nato udstikker til de enkelte medlemslande.

Det er en liste over de militære kapaciteter, som landet skal kunne stille med til det kollektive forsvar. Lige nu er det for Danmarks vedkommende blandt andet en tung brigade og luftbåren signalindhentningskapacitet. To styrkemål, som vi dog ikke leverer på, og derfor er Forsvaret i gang med at anskaffe kampkøretøjer og droner for milliarder af kroner.

Mens vi kæmper med at opfylde de nuværende ni styrkemål - og kun lever fuldt op til to af dem - så er Nato i gang med at lave en ny liste med styrkemål til os. Den vil vi få udstukket til Nato-topmødet i Holland i juni næste år. Men allerede nu er Danmark i dialog med Nato om, hvad styrkemålene kunne være.

Dialog og dialog er dog så meget sagt. Der er efter sigende ret meget tale om envejskommunikation. For hvis Danmark forsøger at snige sig udenom eller slippe billigt, så er der bare andre lande, der skal bære en tungere byrde. Det er ligesom til et sammenskudsgilde. Hvis Danmark ikke tager sild, æg og smør med, så er der bare nogle andre, der skal gøre det.

Meget mere luftforsvar

Meldingen fra Nato peger kun i én retning. Danmark skal anskaffe meget mere luftforsvar, end det ene langtrækkende og to kortrækkende systemer, som vi lige nu er ved at anskaffe. Nogle taler om fire langtrækkende og otte kortrækkende systemer. Til at kunne beskytte os selv og eksempelvis de baltiske lande, der slet ikke selv har råd til den slags. Andre siger bare “højere op”. Styrkemålet bliver højere end 4+8.

Og så siger simpel matematik, at regningen bliver gigantisk. Op mod 100 milliarder kroner - eller mere. Men ved at vælge et billigt system – og ignorere, hvor det så måtte være produceret – vil der logisk nok være flere penge til andre kapaciteter.

Ni fregatter

Meget mere luftforsvar bliver nemlig ikke det eneste markante styrkemål, som Danmark får udstykket, forlyder det på vandrørene.

Tre fregatter på højt beredskab skulle også være på Nato’s “ønskeliste” til, hvad Danmark skal kunne levere fremover. Det vil kræve, at de tre nuværende danske luftforsvarsfregatter får selskab af seks nye søsterskibe, da det som tommelfingerregel kræver tre skibe for konstant at have et klar til indsættelse.

Nato-generalerne har også et ønske om en kraftig oprustning af Hæren med i tasken, når de i disse måneder kommer på jævnlige besøg i København. Og “ønsker” er blot en diplomatisk betegnelse for det, der snarere er krav, som kun i begrænset omfang er til forhandling.

Så selvom der i forsvarsforliget i 2023 blev afsat 190 milliarder kroner, og selvom regeringen taler om yderligere op mod 300 milliarder kroner, så får pengene hurtigt ben at gå på, hvis Danmark skal levere sit bidrag til Nato-fællesskabet. Det er især statsminister Mette Frederiksen (S), der er meget optaget af, at vi gør.

En europæisk mellemvej

Forsvarets indkøbere er lige nu ved at indsamle informationer om de systemer, som Danmark kan vælge imellem, når vi skal anskaffe et langtrækkende og to kortrækkende systemer.

For to uger siden offentliggjorde Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse en liste over de systemer, som man kigger på. Og her er det værd at bemærke, at der i både den langtrækkende og kortrækkende kategori er mulighed for at vælge en europæisk mellemvej.

Det kan meget vel blive kompromisset, som gør, at SF og de radikale ikke taber ansigt, og at regeringen får en fornuftig pris. Derfor bliver det særdeles vigtigt at holde øje med, hvad producenterne lover af leveringstid. For både pris og leveringstid står højt på regeringens prioriteringsliste. Så gør det ikke så meget, om der står “Made in the US”, “Made in Israel” eller “Made in Europe” i bunden af affyringsrampen.