Tarek Hussein: Politikerne slipper billigt for at sende vores soldater i krig

KOMMENTAR: Forestil dig at være ægtefælle, forælder eller barn til en af soldaterne, som mistede livet i Irak eller Afghanistan, for dernæst at være vidne til, at de ansvarlige politikerne i dag er fodslæbende, skriver Tarek Hussein.

Danske politikere er sjældent tilbageholdende med skåltalerne, når vores soldater hyldes i forskellige sammenhæng.

Vi er ofte på de øverste trin på skalaen over politiske floskler, når de folkevalgte udtrykker deres respekt for de unge mænd og kvinder, som vælger at sætte livet på spil, når de sendes til verdens brændpunkter.

Ligeledes er selvsamme politikere heller ikke sene til at berette om de svære overvejelser, når det besluttes, at Danmark skal bidrage med soldater til en intervention i blandt andet Irak, Afghanistan og Libyen.

Disse rituelle udtalelser, som finder sted på tværs af det politiske spektrum, er sympatiske, men i virkeligheden uden særlig megen værdi, hvis de ikke følges op af en refleksion og vurdering af de forskellige interventioner.

Den forpligtigelse bør om muligt være endnu mere presserende i de tilfælde, hvor danske soldater har mistet livet som for eksempel i Irak, hvor otte danske soldater døde, mens 43 soldater mistede livet i Afghanistan.

Det er verdens dårligst bevarede hemmelighed, at både Irak- og Afghanistan-krigene var monumentale fiaskoer, og det er kun de mest outrerede neokonservative stemmer, som fastholder andet. Så vidt, så godt.

Men lysten til at reflektere over beslutningsgrundlaget for interventionerne, de operationelle erfaringer, og hvorvidt man opnåede de ønskede resultater, synes at ligge et meget lille sted.

Det er senest kommet til udtryk i forbindelse med afsløringerne om, at en uvildig rapport om Afghanistan-krigen, der var udarbejdet af Forsvarsakademiet, åbenbart ikke er så uvildig alligevel, da både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet har været inde over rapportens mest kritiske dele.

Der synes at være en udbredt politisk modvilje til virkelig at reflektere over både Irak- og Afghanistan-krigene, og vi har aldrig helt taget et opgør med beslutningen om at involvere os i særligt disse to krige.

Det gælder både på et systemniveau og i forhold til at stille de individer til ansvar, som valgte at træffe beslutningerne og i de værste tilfælde at føre befolkningen bag lyset, som det var tilfældet med Irak-krigen. 

Det kan synes underligt, når man ser på den efterfølgende politiske og offentlige debat hos vores allierede.

I både USA og Storbritannien blev politikere, efterretningschefer og embedsmænd grillet i lange offentlige høringer. Og på et mere individuelt plan stillede man også enkeltpersoner til ansvar, og både George W. Bush og Tony Blair trådte ud af politik i vanære tilsølet i blandt andet løgnene om særligt Irak-krigen.

En billig pris at betale for en krig, som førte til et morads uden lige og hundredetusindvis af civile irakeres dø, men ikke desto mindre betalte de en lille pris.

I Danmark synes sagen at være en helt anden. De politiske fædre til krigene i form af blandt andet Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og Søren Gade lader til at være blevet meget lidt berørt af deres beslutninger om fuldstændig ukritisk og muligvis med fulgt overlæg at have videregivet amerikanske løgne om baggrunden for Irak-krigen.

Anders Fogh Rasmussen endte med at sidde som statsminister op igennem 00'erne for efterfølgende at blive generalsekretær i Nato, mens den daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, har ageret konservativ intellektuel og orakel lige siden.

Søren Gade er på trods af talrige skandaler i sin tid som forsvarsminister fortsat en populær skikkelse i Venstre.

De burde alle være blevet stillet til ansvar, udskammet og aldrig igen lyttet til. Det er desværre bare ikke tilfældet. Men ud over svigtet fra det politiske establishment har vi også svigtet kollektivt som samfund.

Vi har som folk og borgere ikke insisteret tilnærmelsesvist nok på at holde politikerne ansvarlige for deres beslutninger.

Forargelsen og indignationen har desværre været til at overse og har primært været begrænset til venstrefløjen.

Det er kun et spørgsmål om tid, før USA igen beder en dansk regering om at deltage i en intervention et sted i verden, og her er det lige så sikkert som amen i kirken, at den til den tid siddende danske regering kommer til at deltage medvilligt og ukritisk.

Og hvorfor skulle den andet, når skiftende regeringer har udtrykt meget lidt lyst til at forholde sig kritisk til tidligere interventioner.

Men vigtigere endnu er det ganske enkelt at spytte på gravene af de mænd og kvinder, som har givet de bedste år af deres liv for at stå i en ørken tusindvis af kilometer væk hjemmefra med store psykiske og fysiske konsekvenser til følge.

Sandheden er desværre, at de med stor sandsynlighed døde forgæves. Det er ikke min vurdering, men derimod tidligere officer Mads Silberg, som selv deltog i Afghanistan-krigen.

Han har om udviklingen i Afghanistan udtalt til Berlingske, at "den her udvikling forstærker kun følelsen af, at det har været helt forgæves, når mine kolleger har mistet deres liv, deres førlighed eller deres psykiske velvære i Afghanistan".

Forestil dig at være ægtefælle, forælder eller barn til de soldater, som mistede livet i de to krige, og så være vidne til, at de mennesker, som oprindeligt sendte din elskede i kamp, i dag er fodslæbende – ja nærmest ligeglade – med at forholde sig bare en smule kritisk til deres egen rolle.

De burde ganske enkelt skamme sig.

-----

Tarek Ziad Hussein (født 1992) er jurist, forfatter og debattør. Han har derudover en lang fortid i foreningslivet og er aktiv i en række internationale fora for unge entrepenører. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Mikkel Vedby: De store bataljoner er tilbage Mikkel Vedby: De store bataljoner er tilbage Næste artikel Adam Holm: Et blodbad på vores dørtrin Adam Holm: Et blodbad på vores dørtrin
Veteraner skal selv kræve sager genoptaget

Veteraner skal selv kræve sager genoptaget

PTSD: Flere hundrede PTSD-ramte veteraner, der tidligere har fået afslag på erstatning, skal selv kræve deres sager genoptaget efter at erhvervssygdomsudvalget har suspenderet praksis. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil ikke automatisk genoptage sagerne.