Tidligere formand for Europabevægelsen: Vender vi Georgien ryggen, risikerer vi, at autokraterne vinder

Her er sang og musik, punk, klassisk rock, blues og især traditionelle georgiske folkesange. Det georgiske flag og EU flaget - gerne med hjerter i stedet for stjerner - blafrer i vinden.

EU hymnen og nationalsangen bliver spillet fra medbragte højtalere. En ung kvinde synger en hyldest til de mennesker, der kæmpede for Abkhasien, da Rusland de facto satte sig på provinsen i 1992-93.

Laserstråler og en kiste

Fredag den 13. december var der for første gang en times generalstrejke. En del offentligt ansatte i blandt andet Udenrigs- og Forsvarsministeriet har opsagt deres stillinger i solidaritet med demonstranterne.

Mange studerende - et flertal af for eksempel de jurastuderende - har sat studierne i bero. På trods af at en videregående uddannelse for mange fra beskedne kår er den eneste vej ud af fattigdommen - ikke alene for dem selv men også for deres familie, som de forventes at forsørge. 

Spillesteder, museer, opera, teater osv. har lukket i solidaritet med demonstranterne. Protesterne varer typisk til ved tre-fire tiden om morgenen. Mange bruger dagen til at indhente den tabte søvn.

Ud på natten rydder politiet ofte folkemængden med vandkanoner, peberspray og knippelsuppe. Med stor brutalitet. Mange bliver liggende på fortovet smurt ind i blod. En er fortsat i koma  

Med grønne laserstråler skriver demonstranterne på parlamentets portal: "Vi vil vinde."

En kiste bliver båret op foran Parlamentet. Folk råber, at det er oligarken Bidzina Ivanishvili, landets rigeste mand, der er god for en formue svarende til 25 procent af Georgiens bnp. Han er tidligere premierminister og trækker i regeringens tråde. Kisten indeholder dog blot et fotografi af oligarken. 

Et land på autoritær kurs

Under overfladen sitrer usikkerheden. Ud på natten rydder politiet ofte folkemængden med vandkanoner, peberspray og knippelsuppe. Med stor brutalitet. Mange bliver liggende på fortovet smurt ind i blod. En er fortsat i koma. Knap 500 er arresteret, de fleste er tortureret. 

Hele dagen er der et massivt politiopbud i de centrale bydele, navnlig omkring Liberty Square. Pladsen er regelmæssigt spærret af og pansrede mandskabsvogne kørt i stilling. En konvoj af ambulancer er klar til transport af de sårede.

Georgien har i løbet af året bevæget sig i stadig mere autoritær retning. Efter parlamentsvalget den 26. oktober spidsede situationen til. Officielt vandt regeringen 54 procent mod 46 procent. Ifølge diplomatiske kilder i Tbilisi ville et frit og fair valg formentlig have vendt tallene om.

Valget var præget af omfattende fusk med stemmekøb, en stemmeafgivningen der ofte ikke var hemmelig og valgobservatører, som blev bortvist. De internationale valgobservatører nægtede at anerkende resultatet. 

Georgien fik EU kandidatstatus sidste år. Men i lyset af udviklingen i stadig mere autoritær retning i 24, har EU i realiteten sat forhandlingerne på hold.

Fodbold foran parlamentet

Den 28. november svarede regeringen igen og erklærede, at den ville udskyde forhandlingerne om EU-medlemskab til 2028. Og så eksploderede det i protester. 

Præsident Zourabichvili har taget parti for demonstranterne og er selv mødt op til demonstrationerne foran Parlamentet. De demonstranter jeg har talt med siger alle som en: "Zourabichvili er den eneste politiker, jeg har respekt for."

I lørdags (14/12) valgte et kollegium kontrolleret af regeringspartiet Georgiens Drøm (GD) at udpege en ny præsident, Mikheil Kavelashvili. Hans afgørende kvalifikationer er, at han er stærkt prorussisk, anti LGTBQ - og bund loyal over for oligarken Ivanishvili og GD. 

Jeg spørger de unge, hvad Danmark kan gøre for at hjælpe? De fleste svarer: "Ikke noget. Det her er vores kamp og vi skal nok selv vinde den" 

Kavelashhvili er tidligere fodboldspiller, og så snart han var udpeget, begyndte de unge foran parlamentet at spille fodbold som en ironisk hilsen.

Oppositionen og Zourabichvili anerkender ikke Kavelashhvili som præsident. Zourabichvili vil næppe vige pladsen, når hendes embedsperiode ifølge regeringen udløber 29. december. Men Regeringen har allerede slukket for varmen i præsidentens embedsbolig! Det trækker op til nok en konfrontation.

Der er i Danmark ikke meget fokus på Georgien. Ukraine, Gaza, Syrien, Sydkorea med videre distraherer. Det kan undertiden virke som de næsten 6000 meter høje, vilde Kaukasus bjerge skygger for udsigten til Georgien.

Georgierne vil selv vinde kampen

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har udvist rettidig omhu og oprettede sidste år en dansk ambassade i Tbilisi ledet af Anne Toft Sørensen. Ambassadør Toft Sørensen er med tidligere udstationeringer i blandt andet Kyiv og Moskva ekspert i det postsovjetiske rum.

Jeg spørger de unge, hvad Danmark kan gøre for at hjælpe? De fleste svarer: "Ikke noget. Det her er vores kamp og vi skal nok selv vinde den." 

De unges stålsathed er al ære værd. Men det er vigtigt, at vi ikke vender ryggen til den demokratiske opposition. Risikoen er, at de unge - især de veluddannede - emigrerer. Mens forældrene og bedsteforældrene bliver tilbage. Så har autokraterne vundet.

Mange i den ældre generation sværmer for tiden i Sovjetunionen og er styret af frygten for en krig i stil med den, som Ukraine har oplevet siden 22.

En graffiti på Rustaveli Avenue lyder: "Tbilisi er Europas hovedstad". En gruppe unge mennesker, der utvivlsomt er inspireret af Kim Wildes hit 'We're the Kids of America', står med en plakat: "Vi er Europas børn." 

Tbilisi symboliserer i disse uger Europas håb, vitalitet og frihedstrang. 

Det er svært ikke at være optimist, når jeg oplever de unge på Rustaveli. Ukuelige og med masser af overskud. 

Men hvor længe kan de holde ud? I uger og måneder i kulden - sneen ligger allerede på bjergene uden for Tbiliss. Mens studier og arbejde er sat på hold. 

Risikoen er, at Georgien ender som et nyt Belarus.

På den anden side som en af mine venner i Tbilisi siger: "Dette er Georgien. Alt kan ske."

Danmarks og EUs opgave må være at yde et bidrag til, at georgierne får mulighed for suverænt at vælge den vej, de ønsker at gå. Det fortjener de.