Troels Lund: Vi kan først levere på Nato-krav i midten af 2030'erne

De øvrige Nato-lande kommer til at vente længe på, at Danmark kan levere de militære kapaciteter og løfte de opgaver, som vi har påtaget os, erkender fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Der kommer til at gå rigtig, rigtig lang tid før Danmark kan leve op til de såkaldte styrkemål, som Nato har udstukket til os. Sådan lyder meldingen fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

For selvom SVM-regeringen lægger op til at tilføre 143 milliarder kroner til det danske Forsvar og bringe det danske forsvarsbudget op på varigt at udgøre mindst to procent af bruttonationalproduktet, så kommer den militære effekt til at lade vente på sig.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har et kæmpe efterslæb, da vi i gennem mange, mange år med skiftende regeringer ikke har prioriteret at nå to procents-målsætningen. Derfor skal vi et godt stykke ind i den kommende forligsperiode, inden vi kommer til at kunne levere på det. Så det er realistisk set først i midten af 2030'erne, at vi kan levere på alle de styrkemål, som Nato har stillet,” sagde Troels Lund Poulsen, da han tirsdag formiddag fremlagde SVM-regeringens udspil til et nyt 10-årigt forsvarsforlig.

Læs også

I november sidste år vurderede embedsmænd i Forsvarsministeriet i et internt notat, at Danmark i dag kun lever op til to af de ni såkaldte styrkemål, som Nato har opstillet til os. Det er en række kapaciteter, som vi skal kunne stille med, og en række opgaver vi skal kunne påtage os, som en del af det kollektive forsvar af Nato-alliancen.

Alliancen er nemlig en form for sammenskudsgilde, hvor vi hver tager nogle retter med. Danmark har fået tildelt ni retter og opgaver. Vi leverer kun på de to af dem.

Udsultet Forsvaret

Dansk Folkeparti er et af de partier, der meget gerne vil være med i det kommende forsvarsforlig. Partiet ærgrer sig over, at opfyldelsen af styrkemålene ligger langt ude i fremtiden.

”Det er desværre vilkårene, fordi vi har udsultet Forsvaret og ikke gjort det, som vi skulle. Det kommer bare til at tage tid. At opbygge et forsvar er ikke nemt. Det tager tid, og det har vi forståelse for,” siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører Alex Ahrendtsen.

Nye styrkemål i fremtiden

Den fungerende forsvarsminister peger på, at Nato's styrkemål udvikler sig løbende. Der kommer nye styrkemål i 2025, som kan indflydelse på hvad det er for krav, Danmark måtte blive mødt med, pointerer Troels Lund Poulsen.

Læs også

Arktis og rigsfællesskabet er det geografiske område, som regeringen vil prioritere højest i den konkrete udmøntning af forsvarsinvesteringer i fremtiden. Og netop Arktis kan meget vel blive et område, som i fremtiden vil blive tillagt større betydning, når fremtidens styrkemål skal opstilles.

”Der kommer nye styrkemål i fremtiden, som helt sikkert kommer til at omfatte noget, som ikke i dag er en del af vores styrkemål. Der er det min forventning, at det, der handler om Arktis, også vil blive afspejlet i den forbindelse,” siger Troels Lund Poulsen og fortsætter:

”Med den sikkerhedspolitiske situation, som vi befinder os i, bliver vi nødt til at investere mere i sikkerheden i rigsfællesskabet og det høje nord. Det siger sig selv. Og det er der også en stigende opmærksomhed på hos de øvrige Nato-lande.”

Sættemøder torsdag

Troels Lund Poulsen har tirsdag indkaldt partierne i den nuværende forsvarsforligskreds til orientering om regeringens udspil, og torsdag indbyder ministeren til de første sættemøder. SVM-regeringens plan er at lande en overordnet rammeaftale inden juli, og så lade forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen lande en række delforlig om Arktis, Østersøen og cyberforsvar, når han efter planen er tilbage til efteråret.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Alex Ahrendtsen

MF (DF), medlem, Nationalbankens repræsentantskab
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

0:000:00