V: Forsvaret skal sikre, sexkrænkelser ikke er en del af værnepligten

Af Karsten Lauritzen (V)
Medlem af Folketinget og forsvarsordfører for Venstre

Forvaret er en særlig institution. I princippet bliver soldater uddannet til at dræbe. Det må siges at være en ekstraordinær jobbeskrivelse. Men selvom militæret er noget særegent, er det ikke underlagt særregler.

I hvert fald ikke hvad angår blufærdighedskrænkelser og almindelig god opførsel blandt kolleger.

Det er vigtigt at gøre klart. I den seneste tid har der nemlig været flere mediehistorier om sexkrænkelser, mobning og chikane af især kvindelige værnepligtige og ansatte i Forsvaret.

Som Venstres forsvarsordfører anerkender jeg fuldt ud, at problemet eksisterer. Og jeg mener, at Forsvaret bør tage de nødvendige forholdsregler, så også kvinder kan gennemføre rekruttiden og eventuelt efterfølgende ansættelse uden at blive antastet.

Jeg læser historierne med stor bekymring
Mens ét er at anerkende, at krænkelser og sexchikane finder sted, er noget andet at opgøre, i hvilket omfang og i hvilken grad de forekommer.

For hvem bestemmer, hvornår man føler sig krænket? Det er naturligvis subjektivt – og hvad der er krænkende for den ene, kan være harmløst drilleri for den anden.

Karsten Lauritzen (V)
Folketingsmedlem og forsvarsordfører for Venstre

Den seneste undersøgelse af problemstillingen er fra 2003. Den viste, at 33 procent af militært ansatte kvinder på daværende tidspunkt havde oplevet kønskrænkende adfærd.

Selvom andelen af krænkede kvinder allerede dengang var for stor, kan man desværre ikke bruge undersøgelsen til at sige noget om, hvor udbredt fænomenet er i dag.

Jeg læser selvsagt tidens mange mediehistorier med bekymring, men vægrer mig samtidig lidt for at fare frem med forslag om lovgivning og regulering.

Derfor vil jeg gerne opfordre Forsvaret til at undersøge problemets omfang. Og på oplyst grundlag kan Forsvaret forhåbentlig finde de rette løsninger.

Vi skal ikke skyde gråspurve med kanoner
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man vil undersøge sexkrænkelser.

Hvis en undersøgelse alene hviler på selvrapportering – for eksempel en survey med spørgsmål af karakteren: “Er du nogensinde blevet seksuelt krænket? Svar ja/nej” – kan problemet let komme til at fremstå større, end det i virkeligheden er.

For hvem bestemmer, hvornår man føler sig krænket? Det er naturligvis subjektivt – og hvad der er krænkende for den ene, kan være harmløst drilleri for den anden.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at forklejne de problemer, der tydeligvis er i Forsvaret med sexchikane og lignende. Omvendt er jeg en varm tilhænger af princippet om ikke at skyde gråspurve med kanoner.

Befamling er ikke en del af værnepligten
Når det kommer til sexchikane og mobning, må Forsvaret altså på én og samme tid udvise handlekraft, rettighed omhu og besindighed.

Så meget desto mere, fordi der er en særlig og i vidt omfang bevaringsværdig kultur i Forsvaret.

Og ja, der er i høj grad tale om en ‘traditionel virksomhedskultur’ med både grov og morbid humor. Men også med en beundringsværdig korpsånd og et stærkt sammenhold.

Den del af kulturen synes jeg bestemt ikke, der bør ændres på.

I udgangspunktet mener jeg, at også unge rekrutter skal opleve den hårdhed og konsekvenspædagogik, som er et særkende ved værnepligten og Forsvaret.

Oversergenten må stadig gerne råbe eller tale grimt. Men befalingsmanden eller medrekrutten må under ingen omstændigheder krænke eller chikanere nogen. Uanset køn.