Vent, hvad? Vil Finland fortsat stå uden for Nato? Ja, og det kan være helt rigtigt for dem

Et finsk medlemskab af Nato vil ekskludere hovedprincipperne for finsk sikkerhedspolitik: væk ikke den russiske bjørn, smid ikke en håndgranat ind i det i forvejen delikate naboskab, og hold russerne helt tæt til kroppen.

Placeholder image
USA's præsident, Joe Biden, og Finlands præsident, Sauli Niinistö, mødtes fredag 4. marts. Blandt andet for at diskutere Finlands partnerskab med Nato. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Længe skulle finske statsministre ligne den russiske bjørn, som de har gående lige på den anden side af den 1340 km lange landegrænse mod Rusland.

Den tidligere statsminister Paavo Lipponen, der regerede mellem 1995 og 2003, og som talte så langsomt og velovervejet, at man kunne nå på toilettet under et punktum, kom meget tæt på den standard. Og med sine 194 cm kunne han imponere såvel venner som fjender. Matti Vanhanen, der sad som premierminister mellem 2003 og 2010, var endnu højere, nemlig 198 cm.

Faktisk kan man nok lave en regel for finske statsministre efter Den Kolde Krig: Jo mere brun bjørn, og jo tættere på to meter i højden, jo større chance for at blive siddende i Statsministeriet.

Finnerne er ikke revolutionære, de er ikke ude på at redde andre end sig selv i udenrigspolitikken.

Anne Sofie Allarp

Der er ikke meget brun bjørn over den nuværende 36-årige statsminister Sanna Marin, der har siddet siden 2019, og som efter en nordisk målestok må betegnes som petit. Der er allerhøjst noget baby-panda. Men den finske udenrigspolitiske doktrin kan hun tilsyneladende. Og det tegner godt for hendes overlevelseschancer i det finske demokrati, der i disse år er præget af hyppige skift på netop statsministertaburetten.

For det, der er vigtigt for finnerne i udenrigspolitikken, er overlevelse. Finnerne er ikke revolutionære, de er ikke ude på at redde andre end sig selv i udenrigspolitikken. De er så langt fra aktivister, man kan komme på det europæiske kontinent. De observerer magten, de kalkulerer og de er pragmatiske.  

Det har alt med landets historie at gøre. Svenskerne forærede Finland til Rusland i 1807. Finland blev herefter storfyrstendømmet Finland under det russiske kejserige frem til 1917, hvor Finland erklærede uafhængighed efter oktoberrevolutionen i Rusland.

Russerne lod Finland erklære sig uafhængige, men i august 1939 lavede den sovjetiske leder Josef Stalin og Nazityskland Molotov-Ribbentrop-pagten, i hvilken Finland blev anset som sovjetisk 'interessesfære'

Og få måneder senere, 5. oktober 1939, blev Finland bedt om at afstå områder, der kunne tjene som militærbaser til sikring af Sovjetunionens næststørste by Leningrad. Finland afslog og måneden efter startede Vinterkrigen via en sovjetisk såkaldt false flag-operation.

Da krigen sluttede ved udgangen af den samme vinter, havde en antalsmæssigt underlegen finsk hær givet den røde hær så mange bank, at prisen i døde soldater for det af sovjet erobrede finske territorie har indskrevet finnerne i historien som en særlig barsk modstander.

Vi vil se et længere tilløb til finsk medlemskab af Nato, end mange af os forestiller os. Og det er faktisk også ok.

Anne Sofie Allarp

Ved en senere fredsaftale indgået i 1941 lovede Finland Sovjetunionen neutralitet, en aftale der blev lavet om i 1992, uden dog at ændre væsentligt på det forhold, at finnerne bruger uforholdsmæssigt meget tid på at vurdere stemningen på den anden side af den østlige grænse.

Og landet har holdt sig alliancefri. Og mens det deltager i det nordiske samarbejde NORDEFCO, og blandt andet derigennem har meget kontakt med Nato, har det fastholdt den position også efter Sovjetunionens kollaps.

Men det russiske angreb på Ukraine har aktualiseret den finske alliancefrihed. Og der har været intens international summen om finsk og svensk medlemskab af Nato de seneste måneder, ikke mindst efter at den finske præsident Sauli Niinistö i december i en tale sagde, at Rusland ikke skulle bestemme om Finland er inde eller ude af Nato. 

Læs også

Og det summer også nationalt. Meningsmålinger har vist i både Finland og Sverige, der har sin egen historie med neutralitet, at der i begge befolkninger er stigende opbakning til at søge medlemskab af Nato. Og et borgerinitiativ om at afholde en folkeafstemning om, hvorvidt Finland skulle tilslutte sig Nato, samlede de nødvendige 50.000 underskrifter på mindre end en uge, hvilket tvinger parlamentet til at debattere det.

Og alt det virker jo til at have åbnet en dør til et helt medlemskab af Nato, og ikke bare det siden 2014 og annekteringen af Krim-halvøen intensiverede samarbejde. Og det ville flugte med den del af den europæiske offentlighed, der kræver nul-tolerance, fællesskab og skarp konfrontation med Rusland.

Men det ville ekskludere hovedprincipperne for finsk sikkerhedspolitik: væk ikke den russiske bjørn, smid ikke en håndgranat ind i det i forvejen delikate naboskab, og hold russerne helt tæt til kroppen.

Og derfor er der også kommet meget mere beherskede signaler fra den finske præsident og regering, frem til torsdag, hvor den finske forsvarsminister, Antti Kaikkonen, mødtes med USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, og her lukkede debatten ved at sige, at nu er ikke det rette tidspunkt.

Og derfor vil vi se et længere tilløb til finsk medlemskab af Nato, end mange af os forestiller os. Og det er faktisk også ok.

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kommende kronikredaktør, Berlingske (1/9-22)
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser