Vent, hvad? Vil Finland fortsat stå uden for Nato? Ja, og det kan være helt rigtigt for dem

Længe skulle finske statsministre ligne den russiske bjørn, som de har gående lige på den anden side af den 1340 km lange landegrænse mod Rusland.

Den tidligere statsminister Paavo Lipponen, der regerede mellem 1995 og 2003, og som talte så langsomt og velovervejet, at man kunne nå på toilettet under et punktum, kom meget tæt på den standard. Og med sine 194 cm kunne han imponere såvel venner som fjender. Matti Vanhanen, der sad som premierminister mellem 2003 og 2010, var endnu højere, nemlig 198 cm.

Faktisk kan man nok lave en regel for finske statsministre efter Den Kolde Krig: Jo mere brun bjørn, og jo tættere på to meter i højden, jo større chance for at blive siddende i Statsministeriet.

Finnerne er ikke revolutionære, de er ikke ude på at redde andre end sig selv i udenrigspolitikken.

Anne Sofie Allarp

Der er ikke meget brun bjørn over den nuværende 36-årige statsminister Sanna Marin, der har siddet siden 2019, og som efter en nordisk målestok må betegnes som petit. Der er allerhøjst noget baby-panda. Men den finske udenrigspolitiske doktrin kan hun tilsyneladende. Og det tegner godt for hendes overlevelseschancer i det finske demokrati, der i disse år er præget af hyppige skift på netop statsministertaburetten.

For det, der er vigtigt for finnerne i udenrigspolitikken, er overlevelse. Finnerne er ikke revolutionære, de er ikke ude på at redde andre end sig selv i udenrigspolitikken. De er så langt fra aktivister, man kan komme på det europæiske kontinent. De observerer magten, de kalkulerer og de er pragmatiske.  

Det har alt med landets historie at gøre. Svenskerne forærede Finland til Rusland i 1807. Finland blev herefter storfyrstendømmet Finland under det russiske kejserige frem til 1917, hvor Finland erklærede uafhængighed efter oktoberrevolutionen i Rusland.

Russerne lod Finland erklære sig uafhængige, men i august 1939 lavede den sovjetiske leder Josef Stalin og Nazityskland Molotov-Ribbentrop-pagten, i hvilken Finland blev anset som sovjetisk 'interessesfære'. 

Og få måneder senere, 5. oktober 1939, blev Finland bedt om at afstå områder, der kunne tjene som militærbaser til sikring af Sovjetunionens næststørste by Leningrad. Finland afslog og måneden efter startede Vinterkrigen via en sovjetisk såkaldt false flag-operation.

Da krigen sluttede ved udgangen af den samme vinter, havde en antalsmæssigt underlegen finsk hær givet den røde hær så mange bank, at prisen i døde soldater for det af sovjet erobrede finske territorie har indskrevet finnerne i historien som en særlig barsk modstander.

Vi vil se et længere tilløb til finsk medlemskab af Nato, end mange af os forestiller os. Og det er faktisk også ok.

Anne Sofie Allarp

Ved en senere fredsaftale indgået i 1941 lovede Finland Sovjetunionen neutralitet, en aftale der blev lavet om i 1992, uden dog at ændre væsentligt på det forhold, at finnerne bruger uforholdsmæssigt meget tid på at vurdere stemningen på den anden side af den østlige grænse.

Og landet har holdt sig alliancefri. Og mens det deltager i det nordiske samarbejde NORDEFCO, og blandt andet derigennem har meget kontakt med Nato, har det fastholdt den position også efter Sovjetunionens kollaps.

Men det russiske angreb på Ukraine har aktualiseret den finske alliancefrihed. Og der har været intens international summen om finsk og svensk medlemskab af Nato de seneste måneder, ikke mindst efter at den finske præsident Sauli Niinistö i december i en tale sagde, at Rusland ikke skulle bestemme om Finland er inde eller ude af Nato.