Krigsveteran: Jeg døde – og blev genoplivet til en udmattende kamp mod systemet

DEBAT: For den sårede soldat betyder hjemkomsten en ny og opslidende kamp, hvor der skal kæmpes for erstatning, for forståelse og for ikke at miste sig selv, skriver veteran Jacob Panton-Kristiansen (V).

Af Jacob Panton-Kristiansen (V)
Veteran og byrådsmedlem 

Jeg er såret soldat. Jeg har tjent mit land, og jeg har gjort det flere gange, og jeg har gjort det trofast. 

Jeg er stolt af min og andre veteraners indsats. Hvis det øvrige Danmark kunne se det, vi har set, føle det, vi har følt, og oplevet det, vi har oplevet, ville vores politikere nok vise en anden form for respekt og ydmyghed over for vores indsats.

Den sidste patrulje
Jeg kom til skade i januar 2012. Jeg var på min sidste patrulje, inden vi skulle hjem. Jeg blev sprængt i luften af en granat, efterfølgende skudt i armen, skudt i skulderen, tværs gennem låret og to gange i underbenet. Jeg blev strejfet 11 gange. Sammen med min besætning slog jeg fjenden ihjel. Jeg døde også, men blev genoplivet.

Jeg vågnede op i Danmark og var pludselig veteran. En lang genoptræning stod foran mig, og langsomt gik det op for mig, at jeg aldrig ville komme tilbage til det, jeg var før, og aldrig ville få mulighed for at tjene mit land på samme måde.

Min besætning var rejst videre på næste mission. Jeg stod alene tilbage på perronen og gloede. Toget var kørt videre, og du er ikke længere en del af det unikke fællesskab. Det gjorde voldsomt ondt.

Et bedrevidende system
Jeg blev hurtigt konfronteret med en virkelighed, hvor andre tager kontrol over ens liv.

Jeg blev præsenteret for et veterancenter, som havde en model, en plan og en idé. Jeg havde også en idé, men det var en dårlig idé.

Deres idé var, at jeg hurtigst muligt skulle blive civil, tage en anden uddannelse og glemme mine kompetencer som soldat – der er meget begrænset, måske endda slet ingen plads til en soldat, der ikke kan udsendes.

Jeg blev også hurtigt præsenteret for mennesker, som var kloge på, hvad der var bedst for mig. Mennesker, som aldrig havde været udsendt, endda aldrig været soldat. De var gode til at virke overbevisende, de var gode til netværk og gode til at lave penge – til sig selv.

Som veteran kan man have den ulempe, at man bare følger efter. Især hvis fristelsen er stor. Man mangler overskuddet til at se hele billedet, og hvad planen bagved er. Der er desværre fremtrædende folk i veteranmiljøet, som bruger veteranerne som et trinbræt til karriere eller til at hæve en fed løncheck hver måned.

Prisen er simpel. Du skal bare følge med.

Behandles som kriminelle
Samtidig med at du er et offer for plattenslagere, mistænkeliggøres du af Arbejdsskadestyrelsen, nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Du skal finde dig i at blive håndteret som en kriminel.

Du skal forklare dig, du skal bevise, du skal klage, og du bliver nødt til at få fat på en god advokat. Har du ikke en god advokat, bliver du så sikkert som amen i kirken snydt for det, du er berettiget til.

Min sag har taget næsten syv år nu. Efter 14 dage, hvor jeg stadig lå på hospitalet og ikke var kommet ud af min seng, afsluttede ASK min sag: Nul procent i men-grad. Jeg skulle klage for første gang. Efter to år blev jeg lovet en afgørelse, som senere blev udskudt et år på grund af dårlig ledelse og omstrukturering.

Efter fire år blev min sag afsluttet. De havde vurderet mit underben og glemt alt om arm, skulder, lår og hjerneskade. Jeg klagede igen, og vurderingen blev en ommer. Efter seks år er alle speciallægeerklæringer forældede og skal laves forfra.

Til sidst bliver det en besættelse, som fylder dit liv med frustration og bitterhed. Erstatningen betyder noget for dit liv. Det afgør din fremtid, og om du kan blive i dit hus og dine faste rammer.

Erstatningen giver dig en anderkendelse fra staten og giver dig et skulderklap, du har behov for. Det giver dig en bedre accept af dig selv og din situation.

Et nyt fællesskab
Tilbage i foråret 2014 valgte jeg selv at tage styring over mit liv. Jeg var godt træt af, at andre skulle tjene penge på mit navn, fortælle mig, hvad der var bedst for mig, og forsøge at slette mine kompetencer som soldat.

Jeg startede en forening for sårede soldater, hvor hovedformålet var at skyde, drikke kaffe, spise kage og fortælle historier. Vi skulle skyde, fordi det ligger i vores DNA. Det minder os om at være soldater, og det holder os fast i vores identitet som soldat. Noget, vi er stolte af. Der kom hurtigt mange til.

Vi inviterede de pårørende med. De pårørende er en stor, glemt gruppe. De er også sårede. De har også ydet en indsats. Det er ikke sjovt at få en opringning om, at du har mistet din soldat, eller at han er såret for livet.

Vi fik også de fagfolk med, som har opereret os. De er også en glemt gruppe. De har måttet lukke øjnene på nogle af vores kollegaer. De har foretaget nogle grimme opringninger. De er bekymrede for os.

Vi blev hurtigt mange, og flere kom til. Jeg kunne mærke, hvordan alle gerne ville det, og alle ville gerne være en del af fællesskabet. Ingen tjente penge på os, vi byggede det selv op, og vi gjorde, hvad vi ville.

Netværket voksede. Vi lavede gode sponsoraftaler, hvor veteranerne sammen er ude og yde en indsats for at modtage sponsorater. Alle deltog i arbejdet og planlægningen. Alle havde små opgaver, og foreningen blev til fælleseje. Veteranernes forening: Veteranskytterne, Danmarks Sårede Soldater.

Det næste skridt
I dag har vi netværk i hele verden, som gerne vil hjælpe os. Vi har små virksomheder, hvor veteranerne arbejder og tjener penge til hinanden og sig selv.

Vi har taget sagen i egen hånd og gør, hvad der er godt for os – i vores eget navn. Vi er gode ambassadører for Danmark og rejser ud i verden og promoverer danske virksomheder og Danmark. Vi gør en forskel igen.

Jeg har bygget en holdbar forening op. Det er på tide, jeg tager det næste skridt og ser, om jeg kan rette op på Danmark indefra. Jeg har meldt mig ind i politik. Jeg sidder i kommunalbestyrelsen ved Stevns Kommune og er opstillet til Folketinget i Sjælland Storkreds.

Politik er blevet min nye slagmark.
 
Glædelig flagdag til alle.

---------------------------

Jacob Panton-Kristiansen er uddannet landmand. Han begyndte i Forsvaret i 2001 og har rang af oversergent og kampvognskommandør. Han har været udsendt fem gange, senest i Afghanistan, hvor han blev alvorligt såret. Jacob Panton-Kristiansen er stadig i Forsvaret som underviser og rådgiver. 

Forrige artikel Veteran og folketingskandidat: Læg ikke forsvaret i hænderne på EU Veteran og folketingskandidat: Læg ikke forsvaret i hænderne på EU Næste artikel Forsvarets ansatte: Vi betaler, når politikerne skal sende et signal Forsvarets ansatte: Vi betaler, når politikerne skal sende et signal