Debat

ARI: Disse kriterier skal liberaliseringen udmøntes efter

Der er flere hensyn, der er vigtige at tage i liberaliseringen af affaldssektoren. Forbrændingskapaciteten skal nedbringes, og de tilbageværende forbrændingsanlæg skal indrettes med fokus på ressourceudnyttelse og bæredygtighed.

Københavns forbrændingsanlæg.<i></i>
Københavns forbrændingsanlæg.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Niels Bukholt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Arbejdsdelingen er egentlig ganske klar. Vi - de private affalds-, ressource og genanvendelsesvirksomheder - har ikke nogen direkte aktie i, hvilke forbrændingsanlæg, der skal lukkes.

Vi respekterer, at det er en beslutning og en opgave, som primært de direkte berørte har en andel i. Men vi følger alligevel opmærksomt med i, hvordan det kommer til at lande. Resultatet får nemlig betydning for den samlede danske affaldshåndtering.

Vi bakker op om ambitionen om at genanvende mere affald og brænde mindre af. Derfor bakker vi også op om, at forbrændingskapaciteten skal tilpasses til behovet for forbrænding af danskproduceret affald.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan det sker. Grundlæggende vil vi opfordre til, at fokus lægges på, hvad de tilbageværende anlæg skal kunne - udover at levere varme.

Hensyn til ressourceudnyttelse, afstand og varme

Det er vigtigt at anerkende, at forbrænding af affald også i fremtiden vil være en integreret del af den danske affalds- og energiinfrastruktur. Der vil være affaldstyper, som det mange år ud i fremtiden vil give bedst mening at brænde af, og der vil også være restaffald fra genanvendelsesprocesserne, som i lang tid endnu giver bedst mening at brænde af.

Grundlæggende vil vi opfordre til, at fokus lægges på, hvad de tilbageværende anlæg skal kunne - udover at levere varme.

Niels Bukholt
Sekretariatsleder i Affalds- og Ressourceindustrien

Et eksempel på det sidste er det såkaldte shredder-affald. Det er affald, som kommer fra blandt andet gamle biler, udtjente vaskemaskiner eller nedbrudte køleskabe.

En stor del af det jern og metal, der er i affaldet, genanvendes heldigvis. Men der er også et restprodukt - en blanding af typisk plastik, tekstil og gummi fra de originale produkter, som efter endt behandling er blandet sammen med metalrester, glasskår, sten og så videre. En blanding, som i dag i stort omfang ender på deponi, men som det længe har været Danmarks nationale mål at forbrænde - for derved at udnytte ressourcerne bedre.

Et andet hensyn er, at der skal være anlæg spredt over hele landet, så det er muligt at sende affald til forbrænding indenfor en rimelig afstand.

Et tredje er, at forbrændingsanlæggene skal have mulighed for at komme af med deres varme året rundt. Anlæg i dele af landet er i dag forbundet til så små forsyningsnet, at de ikke kan komme af med varmen om sommeren og derfor oplagrer affaldet til vinteren kommer. Det er både dyrt og uhensigtsmæssigt og bør løses som en del af processen med at tilpasse kapaciteten. Affald skal kunne bortskaffes og udnyttes, når det opstår.

Den helt rigtige løsning

Udover at vi håber, at den type strukturelle kriterier får en rolle at spille, er der også andre og bredere kriterier, der bør vægte.

Fremtidens anlæg skal være så bæredygtige som muligt. Det handler blandt andet om, at det skal være anlæg, hvor det er realistisk at investere i teknologi til indfangning af CO2.

Niels Bukholt
Sekretariatsleder i Affalds- og Ressourceindustrien

Det er vigtigt, at de anlæg som står tilbage, er dem, hvorfra varmen kan udnyttes bedst muligt. Forbrænding af affald er en væsentlig kilde til fjernvarmen i mange byer. Der er et reelt hensyn at tage til, at der også i fremtiden skal være varme i radiatorerne - og til, at de tilbageværende anlæg kan levere mest mulig varme til flest mulige mennesker.

Yderligere bør det veje tungt, at fremtidens anlæg er så bæredygtige som muligt - eller kan blive det. Det handler blandt andet om, at det skal være anlæg, hvor det er realistisk at investere i teknologi til indfangning af CO2.

Disse - og med sikkerhed mange flere kriterier - bør tænkes ind i, hvordan forbrændingskapaciteten nedbringes. Det er ingen nem opgave, og vi har forståelse for, at det har været og stadig er svært at finde den helt rigtige løsning. 

Vi håber og tror dog, at det vil være muligt at komme i mål med en løsning, hvor fokus er på den bedst mulige indretning af sektoren fremadrettet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00