Dansk Offshore: Olie og gas fra Nordsøen er nødvendig for at styrke Europas energiuafhængighed

Martin Næsby
Administrerende direktør, Dansk Offshore
Få dage før der blev udskrevet folketingsvalg, kom den siddende regering med en både nødvendig og klog melding:
Den vil undersøge muligheden for at forlænge licenserne til olie- og gasudvinding i Nordsøen frem til det aftalte produktionsstop i 2050 for at styrke den europæiske energiuafhængighed.
Meldingen er nødvendig, fordi Danmark og Europa i høj grad fortsat har brug for olie og gas, også under den grønne omstilling.
Afhængig af import
Vi kender tallene her og nu: For Europa gælder det, at over halvdelen af energien – 57 procent – kommer fra olie og gas. I Danmark viser tallene, at 37,5 procent kommer fra olie og 8,5 procent kommer fra naturgas.
Det er tal, der taler for sig selv – og for især Europa vil det fortsat gælde, at olie- og gasforbruget vil være betydeligt frem til 2050.
Også her er det af afgørende betydning for vores uafhængighed og vores økonomi, at olien og gassen i langt højere grad kommer fra Europa selv.
Martin Næsby
Administrerende direktør, Dansk Offshore
Det Internationale Energiagentur forventer, at EU i 2050 fortsat vil importere naturgas, selv om den årlige efterspørgsel forventes halveret fra cirka 330 milliarder kubikmeter i 2023 til cirka 165 milliarder kubikmeter i 2050.
EU's afhængighed af importeret olie og gas er meget stor. Således importerede EU-landene 94,8 procent af deres oliebehov og 85,6 procent af deres gasbehov fra lande uden for EU.
Heraf udgjorde gasimporten fra USA 25,4 procent af den samlede import af gas i 2025 i form af flydende naturgas (LNG).
Energipolitik er sikkerhedspolitik
Det handler ikke alene om energi. De europæiske industrier har brug for forarbejdede udgaver af råolie og naturgas til fremstilling af en meget stor mængde uundværlige produkter og råvarer.
Også her er det af afgørende betydning for vores uafhængighed og vores økonomi, at olien og gassen i langt højere grad kommer fra Europa selv.
Energipolitik er sikkerhedspolitik, og de senere års geopolitiske uro og situationen i Mellemøsten understreger yderligere behovet for, at vi i Danmark og Europa finder langsigtede løsninger på en energipolitisk situation, der kan udvikle sig kritisk.
De ressourcer, vi kan hente helt lokalt, skal hverken transporteres over store afstande eller importeres fra tvivlsomme regimer, vi ikke stoler på.
Martin Næsby
Administrerende direktør, Dansk Offshore
I Danmark giver Nordsøaftalen fra 2020, der har meget bred politisk opbakning, mulighed for, at eksisterende licenser kan forlænges frem til produktionsstoppet i 2050.
Der er altså ikke tale om nye licenser, men om forlængelser, der ligger helt inden for Nordsøaftalens rammer.
Både i Danmark og resten af Europa er der et stærkt og bredt ønske om, at vi skal overgå til vedvarende energi og nedbringe CO2-udledningerne.
Vi er godt på vej, men ikke i mål. Så længe vi ikke har etableret det nye energisystem og derfor endnu ikke fuldt ud kan erstatte olie og gas, giver det økonomisk og ikke mindst klimamæssig mening at udnytte lokale ressourcer.
De ressourcer, vi kan hente helt lokalt, skal hverken transporteres over store afstande eller importeres fra tvivlsomme regimer, vi ikke stoler på.
Sikre stabil overgang
Klimaargumentet er centralt. DTU har i rapporten “Dansk gas fra Nordsøen i et klimaperspektiv” fra 2025 sammenlignet udledning af drivhusgasser fra henholdsvis kul importeret til Europa og flydende naturgas (LNG) sejlet til Europa med udledning fra naturgas produceret i Danmark og eksporteret til Europa.
Analysen viser, at kul udleder cirka 66 procent flere drivhusgasser og importeret LNG cirka 14 procent flere drivhusgasser end naturgas produceret i Danmark med Tyra-feltet fuldt indfaset.
Som i 1970'erne giver det fortsat god mening, at vi i Danmark i energiforsyningsmæssig forstand frigør os fra lande, der rasler med sablerne og enten direkte eller indirekte truer vores nationale suverænitet.
Siden Ruslands invasion af Ukraine for nu fire år siden har Europa nedbragt sin import af russisk olie og gas massivt, og i Danmark har vi fundet sikkerhed og selvstændighed i at vide, at vi kan trække på vores egne ressourcer, samtidig med at vi er med til at levere energi til Europa.
Samtidig betyder det amerikanske brud med de historisk tætte bånd til Europa, at vi også bør fokusere på øget selvstændighed i forhold til den europæiske import af amerikansk flydende naturgas.
Vi bør frigøre os og udnytte, at vi har tilgængelige ressourcer selv.
Derfor handler fortsat udvinding af ressourcer i den danske Nordsø ikke om at bremse den grønne omstilling.
Den handler om at sikre stabil overgang til nye energisystemer. Ved at udnytte egne ressourcer styrker vi forsyningsuafhængigheden, reducerer de globale udledninger og mindsker afhængigheden af ustabile leverandører – samtidig med at vi fortsætter opbygningen af et grønnere energisystem.
- 100 elbusser mangler strøm fra Energinet: ”Det var slet ikke noget, vi tænkte kunne blive et problem”
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Eksperter har givet gode råd til Energinet: Sådan foreslår de at løse problemerne med elnettet
- Dansk Erhverv: Det er absurd, at en forældet havnelov kan hugge bremsen i for solcelleanlæg
- Kommunerne bør få lov til at skabe lokal grøn elproduktion uden om anlægsrammen
Nyhedsoverblik

Dan Jørgensen opfordrer europæerne til at arbejde hjemme

Ny energikrise får europæiske ledere til at kræve grønne forringelser

Sverige truer med at kappe energikabler til Danmark

Dan Jørgensen blev overhalet af virkeligheden inden stort udspil. Nu presser lande på for billigere strøm her og nu























