Danmark drukner: Tør Christiansborg prioritere, hvem der skal beskyttes?

”Vi har oplevet nogle voldsomme vejrhændelser de seneste måneder, som har ført til omfattende skader for mange boligejere og kommuner. Det viser med al tydelighed, at vi ikke er godt nok rustet mod fremtidige stormfloder. Regeringen lægger stor vægt på, at der kommer mere tempo på kystbeskyttelsen af Danmark," skriver miljøminister Magnus Heunicke (S) i et mailsvar til Altinget.

Regeringens udspil er bedre end ingenting, men der skal langt større ressourcer til, hvis vi for alvor skal være rustet mod fremtidige oversvømmelser, mener Karsten Arnbjerg-Nielsen. Han peger på, at det vil kræve investeringer i samme størrelsesorden, som Folketinget med det nationale kompromis har besluttet at afsætte til militær oprustning af Danmark, hvis man skal kystsikre, bygge diger og sikre os mod stigende vandstand. 

Og her taler man 18 milliarder kroner om året. 

Magnus Heunicke lægger ikke skjul på, at den kommende klimahandlingsplan kun er et skridt på vejen. 

"Det her er regeringens første klimatilpasningsplan, men med den når vi ikke i mål. Den er et skridt på vejen, og vi fortsætter arbejdet med at tilpasse Danmark," skriver miljøministeren til Altinget. 

Studier har vist, at det vil kræve 4.000 kilometer diger at dæmme op for alle problemer med oversvømmelse forårsaget af stormflod. Men vi hverken kan eller bør sikre alle områder af Danmark mod oversvømmelser, understreger Karsten Arnbjerg-Nielsen, som efterlyser en politisk diskussion af, hvilke områder af Danmark, der skal beskyttes. 

"Vi har brug for en overordnet diskussion af, hvor naturen skal vinde, og hvor vi mennesker skal vinde,” siger han.

Køge Bugt-byerne vil nok være oversvømmet om 75 år. 

Henrik Vejre
Professor i landskabsforvaltning, Københavns Universitet

Samme holdning har Henrik Vejre, der er professor i landskabsforvaltning ved Københavns Universitet: 

“Vi kan ikke kystsikre hele Danmarks mere end 8.000 kilometer kystlinje, og vi kan ikke forhindre alle vandløb i at blive oversvømmet. Derfor bliver vi nødt til benhårdt at prioritere, hvad vi vil beskytte og ikke beskytte,” siger han. 

Gør man ingenting, vil det ramme tusindvis af boliger rundt i landet, og selv dele af hovedstaden kan ende under vand. 

Ifølge Karsten Arnbjerg-Nielsen er der reelt kun to muligheder for at håndtere fremtidens oversvømmelser og højere vandstand i de udsatte områder; flyt eller beskyt. 

Det haster med at få taget hul på en politisk prioritering på et statsligt niveau, mener begge eksperter. 

“Politikerne må jo tage bestik af, hvad vi har råd til, og hvad vi vil udsætte skatteborgerne for. Der skal laves en liste over, hvad der skal prioriteres, og det skal gøres snart, for ellers kommer vi i store problemer,” siger Henrik Vejre, som tilføjer, at det formentlig kun giver mening at give "hård beskyttelse" til omkring fem procent af det danske areal. 

Spørgsmålet er, om vi er klar til at lade dele af fremtidens Danmark stå under vand?

Men lad os først tage et kig på det, der venter os, hvis vi ikke gør noget. 

Dyre dråber 

Vand i store mængder, de forkerte steder, er ødelæggende - og dyrt for samfundet.

Skybruddet i København i 2011 kostede seks milliarder kroner i forsikringsudgifter, mens vinterstormen Bodil i 2013 har sat sig spor i landskabet, der stadig kan ses i dag.

I takt med, at middelvandstanden stiger, vil stormflod og oversvømmelser blive mere hyppige. 

En stormflod, som statistisk i dag kun forekommer én gang hvert 20. år, vil mod slutningen af århundredet være en hændelse, der statistisk vil vise sig cirka hvert tredje år. Det betyder konkret, at stormflod vil ramme syv gange oftere. Det er i et "mildt" klimascenarie, hvor verdens lande nogenlunde lever op til klimamålene i Parisaftalen. Sker det ikke, ser vi frem mod stormflod rammer 12 gange oftere eller 39 gange oftere end i dag, vurderer DMI. 

I december udgav De Økonomiske Råd (DØR) – også kaldet de økonomiske vismænd – en analyse af de økonomiske aspekter omkring stormflod. 

Tager man udgangspunkt "mellemscenariet" fra FN’s Klimapanels (IPCC), hvor temperaturen frem mod 2100 stiger med 2,7 grader, kigger vi ifølge vismændene ind i en fremtid, hvor udgifterne til skader efter stormflod femdobles. Således vil de forventede årlige skadesomkostninger fra oversvømmelse, som i 2023 vurderes at udgøre to milliarder kroner, i 2123 beløbe sig til 10 milliarder kroner eller mere.

Kommuner må sikre sig - hvis de har råd 

Som det er i dag, er det op til kommunerne selv at sikre deres kyster og områder, der er udsatte i forbindelse med stormflod eller vandstigninger. 

Men vand holder ikke tilbage for kommuneskilte. Og nabokommuner har ikke altid samme interesser og økonomi. Derfor rummer det decentrale ansvar for klimasikring en indbygget udfordring, fordi diger og beskyttelse af for eksempel sommerhusområder ofte løber på tværs af kommunegrænser. 

Kniber det med pengene, kan kommunerne søge finansiering fra kystbeskyttelsespuljen, der blev etableret med Finansloven for 2019. I 2021 besluttede den daværende S-regering sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet at afsætte 350 millioner kroner ekstra til puljen, som med SVM-regeringens udspil til en klimahandlingsplan nu har udsigt til at blive suppleret med 150 millioner kroner mere.

Vi har brug for en overordnet diskussion af, hvor naturen skal vinde, og hvor vi mennesker skal vinde. 

Karsten Arnbjerg-Nielsen
Rådgiver inden for klimatilpasning

"Det er dyrt at sikre os mod stormfloder. Men det kan mange steder være dyrere at lade være, for skader på huse og infrastruktur kan være enorme, det har vi lige været vidner til. Derfor har regeringen også foreslået at forlænge den statslige kystpulje i 2024, så kommunerne også i år kan søge om tilskud til finansiering af kommunale kystprojekter. Det er en håndsrækning til de kommuner og grundejere, som har nytte af projekterne," skriver miljøminister Magnus Heunicke (S) i et mailsvar til Altinget. 

Meget tyder dog på, at kystbeskyttelsespuljen med den nuværende størrelse langt fra rækker til at imødekomme kommunernes efterspørgsel. Det fremgår af ansøgningsrunden for 2023, hvor der trods et loft på 150 millioner kroner samlet blev ansøgt støtte til diger og kystsikring for 1,1 milliarder kroner. 

I november kom tænketanken Concito med en rapport, der tog temperaturen på klimatilpasningen – og dermed også kystsikring – i landets kommuner. Heri advokerer tænketanken for, at staten bør udstikke den overordnede og langsigtede ramme for kystsikringen i Danmark. 

Også De Økonomiske Råd finder det uhensigtsmæssigt, at beslutninger om kystsikring i dag skal træffes af landets kommuner. I analysen fra december skriver vismændene, at det kan føre til, at “ufordelagtige projekter gennemføres”, og at forhandlinger om, hvem skal der finansiere projekterne, “kan risikere at udskyde projekter”. 

Vismændene opfordrer derfor til, at kystsikringsprojekter fremover bør finansieres af dem, som har gevinst af projektet, ud fra et proportionalt nytteprincip.  

Partier efterlyser national plan 

På Christiansborg ønsker flere partier en national klimahandlingsplan, som går betydeligt længere end ambitionerne i regeringens udspil. 

“Vi skylder de danskere, som oplever at blive revet op fra den dagligdag, de kender, fordi de ikke kan bo i deres hjem, eller som igen og igen må se deres have blive oversvømmet, at vi politisk tager klimatilpasning alvorligt. Og det mener jeg ikke, at man gør, hvis ikke man laver en national klimatilpasningplan,” siger Signe Munk, der er klimaordfører og politisk ordfører for SF. 

Signe Munk anerkender, at der er behov for prioritering, og at ambitionen ikke skal være at redde hele Danmark fra at blive berørt af stormfloder i fremtiden. 

“Først og fremmest skal vi beslutte os for, hvad vi klimatilpasser til. Altså; hvad er det for temperaturstigning, man tilpasser til, og hvor mange år frem. Selvfølgelig skal der også laves en prioritering i forhold til, hvor de største værdier er henne, og hvad er mest udsat. Vi må starte der, hvor problemerne er størst,“ siger hun. 

Hans Kristian Skibby, der er miljøordfører for Danmarksdemokraterne, vil ikke pege på, hvilke områder af Danmark, der skal beskyttes af kystsikring, og hvilke der er ikke skal. 

“Jeg synes, at man skal have fokus på de steder, hvor der er størst befolkningstæthed, og hvor de største værdier er på spil. Og det er jo, hvor det er hele bysamfund, der kommer i klemme. De vil jo nok altid vægte højere end andre steder,” siger han. 

Katrine Robsøe, der er miljøordfører i Radikale Venstre, mener, at de seneste måneders hændelser med oversvømmelse viser, hvor meget det her haster med at lave mere kystsikring. 

“Vi er nødt til at få en national plan for det her, så vi ved, hvad vi kan gøre, og hvor mange penge vi skal bruge. Det er ikke fair, at der sidder lokalsamfund, der gang på gang kan se, at deres huse og virksomheder bliver oversvømmet. Det er vi nødt til at reagere på,” siger hun. 

Radikale og SF er også enige om, at vi i øjeblikket ikke bruger tilstrækkeligt med penge på kystsikring. 

“Der sidder en masse kommuner med gode projekter, der ikke kan få støtte, og så står man i stedet bagefter med kæmperegninger, når det går galt. Det er heller ikke langtidsholdbart,” siger Katrine Robsøe. 

Det nuværende niveau på cirka 150 millioner kroner årligt til kystsikring er langt fra tilstrækkeligt, vurderer ekspert i kystsikring Karsten Arnbjerg-Nielsen. 

"De seneste år har vist, at det er rigtigt, når jeg og andre i snart mange år har sagt, at det beløb kun rækker til lappeløsninger. Der er behov for langt større beløb, og at nogle af pengene ikke bruges til traditionel kystsikring," siger han. 

Med "utraditionel kystsikring" mener Karsten Arnbjerg-Nielsen at prioritere, hvilke områder man vil redde, men også at hjælpe folk til at flytte, at øge beredskabet, at lære folk, hvordan de mindsker skader, når ulykken sker og sikre særlige områder lokalt. 

Vestkysten favoriseres 

I dag fordeles regningen for kystsikringsprojekter ud fra det såkaldte nytteprincip, hvor de boligejere, der har nytte af kystsikringen, er med til at betale. Et princip, som regeringen har lagt op til at holde fast i med udspillet til en klimatilpasningsplan.

Flere hovedstadsborgmestre har i Altinget kritiseret nytteprincippet. Kystsikring i hovedstadsområdet bliver en meget bekostelig affære, fordi store mængder kritiske infrastruktur i området, herunder offentlig transport, lufthavnen samt motorveje skal beskyttes, påpeger borgmestrene. 

Det er også faldet flere borgmestre uden kystlinje for brystet, at langt størstedelen af midlerne i regeringens udspil til en klimatilpasningsplan er møntet mod Vestkysten. 

En prioritering, som ikke nødvendigvis er specielt hensigtsmæssig, hvis man spørger Karsten Arnbjerg-Nielsen: 

“Klimapåvirkningen er større i de indre farvande end ved Vestkysten, fordi vi har højere stormfloder ved Vestkysten,” siger han med henvisning til, at der er større forskel på flod og ebbe ved Vestkysten. 

Fredet natur spænder ben 

Et andet element, der kan begrænse os i vores kampen mod naturen, er vores trang til at beskytte den. 

De såkaldte Natura 2000-områder er udpeget af EU og har til formål at beskytte bestemte arter og naturtyper. Dem har vi 250 af i Danmark, og de udgør 9 procent af landarealet og 28 procent af havarealet. 

Udfordringen er, at man som udgangspunkt ikke må opføre kystsikringsanlæg i områderne, men også, at naturen får brug for at flytte sig. Derfor mener Karsten Arnbjerg-Nielsen, at man bør åbne for at flytte Natura 2000-områderne.

“Områderne er jo valgt ud fra, hvor flora og fauna er lige nu, men på grund af klimaforandringerne bør økosystemerne i kystzonen hvert år rykke to kilometer nordpå og fire millimeter opad. Derfor mener jeg, at Natura 2000-områderne er nødt til at være dynamiske i stedet for at være statiske,” siger den tidligere DTU-professor.

De EU-beskyttede naturområder har blandt andet udgjort et benspænd i Hjørring, hvor kommunen i 2022 anmodede EU om at få flyttet et Natura 2000-område for at kunne kystsikre et sommerhusområde. Samme problem har man i Dragør Kommune, som ellers sidste år fik bevilget 37 millioner kroner gennem den statslige kystbeskyttelsespulje. Men det er svært at opføre diger, når store dele af kyststrækningen omfatter Natura 2000-områder. 

Miljøminister Magnus Heunicke anerkender, at der kan være udfordringer i samspillet mellem natur- og miljøhensyn og klimatilpasning. 

"Derfor har vi i Klimatilpasningsplan 1 foreslået at igangsætte et nabotjek for at undersøge, hvordan andre EU-lande forvalter lovgivningen på natur- og miljøområdet i forhold til klimatilpasning, så vi kan hente inspiration til, hvordan vi kan gøre i Danmark," skriver han til Altinget. 

Radikale Venstre mener dog som udgangspunkt ikke, at man skal rykke på Natura 2000-områderne. 

“Det er vigtigt at fastholde, at et naturbeskyttelsesområde er statisk, så længe der er naturværdier at beskytte i det givne område. Men det er klart, at rykker økosystemet sig som følge af klimaforandringer, så må det være en konkret vurdering,” siger Katrine Robsøe.

Det her er regeringens første klimatilpasningsplan, men med den når vi ikke i mål. Den er et skridt på vejen, og vi fortsætter arbejdet med at tilpasse Danmark.

Magnus Heunicke (S)
Miljøminister

SF forsøger at træde samme balance. 

“Når det kommer til beskyttede naturområder som Natura 2000-områder, vægter det højt for SF at passe på dem. Når det er sagt, må vi se på alle de arealer, der er i spil, når vi skal lave en klimatilpasningsplan,” siger Signe Munk. 

Byer skal flyttes 

Trangen til havudsigt og de sidste mange års aggressive nybyggerier i havneområder er en anden grund til, at Danmark er dårligt rustet til fremtidens stormfloder. 

“Især i de sidste 20 år er vi blevet ved med at bygge byer i havet og ved vandløb og henover vandløb. Derudover er mange havneområder fejlplacerede og ikke klimasikret ordentligt. Det bøder vi for nu,” siger Henrik Vejre. 

“Vi skal stoppe det vanvid og standse ulykken,” advarer professoren fra Københavns Universitet. 

Muligvis har vi endda gjort ondt værre i de seneste år. 

I hvert fald vurderer de økonomiske vismænd, at vi i perioden 2009-21 har bygget mere i områder, som er i risiko for at blive ramt af oversvømmelse, end i områder uden risiko herfor. 

“Et andet vigtigt tilpasningstiltag mod oversvømmelse i kystområder er at mindske nybyggeri og aktiviteter i områder med risiko for stormflod,” skrev vismændene i analysen fra december. 

Henrik Vejre mener, at vi bør flytte de byer, som er placeret i områder med stor oversvømmelsesrisiko. Han peger på havneområder i Vejle og Nyborg, Københavns Sydhavnskvarter og mange sommerhusområder som eksempler på bebyggelse, som er fejlplaceret. Det er en politisk beslutning, hvilke områder, der skal beskyttes mod fremtidige oversvømmelser, men der kan være områder, som af kulturhistoriske hensyn skal beskyttes, understreger professoren.

Henrik Vejre har dog har en holdning til beskyttelsen af byerne tæt ved vandet langs Køge Bugt. 

“Køge Bugt-byerne vil nok være oversvømmet om 75 år. Så hvad er det rigtige at gøre? Gradvist at flytte dem højere op i terrænet. Så får vi nogle byområder, som man afvikler, men hvor der eksempelvis kan foregå kulturbegivenheder – området skal bare kunne tåle at blive oversvømmet,“ siger han. 

Mange sommerhusområder kunne desuden give noget “fed natur”, hvis man flyttede dem nogle kilometer ind i landet, argumenterer professoren. 

Tanken om at flytte hele byer eller byområder virker vild. Men det er slet ikke urealistisk, at det kan ske over de kommende årtier, mener Henrik Vejre:

“Det har vi altid gjort. På vores bedsteforældres tid boede de fleste mennesker ude på landet, og de flyttede ind til byerne.“