Energibranchen og Dansk Erhverv: Christiansborg er på slingrekurs. Den grønne udvikling sker i kommunerne

Thomas Aarestrup Jepsen
Politisk direktør, Green Power Denmark
Ulrich Bang
Vicedirektør, Dansk Erhverv, ansvarlig for bolig, klima, energi og miljø, Dansk Erhverv, medlem, Rådet for Energieffektiv Omstilling, Klimarådets Dialogforum, rådgivningsgruppemedlem, KU Science
Vi er gået ind i et kommunalt valgår, hvor meldinger om forsinkelser, fordyrelser og aflyste ambitioner for udbygningen af vedvarende energi på land skaber unødvendig usikkerhed.
Det er rent ud sagt uhensigtsmæssigt, faktisk decideret træls, at politisk nølen nu risikerer at spænde ben for den grønne udvikling i Danmark.
Derfor er det opløftende at se, at en lang række kommuner ikke ryster på hånden, men i stedet holder fast i deres planer om at opstille meget mere sol og vind og arbejder ufortrødent videre.
Kommunerne viser med deres klare udmeldinger i nærværende medie, at de tager det ansvar på sig.
De har set skriften på væggen: Vedvarende energi er ikke alene vejen til en mere sikker og uafhængig energiforsyning – den baner også vej til økonomiske gevinster.
Den grønne omstilling skaber både arbejdspladser og åbner lokale udviklingsmuligheder. Mere end 100.000 mennesker er i dag beskæftiget i den danske, grønne energisektor – et tal, der kun kommer til at stige i fremtiden, i takt med at vi omstiller vores energisystem til grønne energiformer.
Samtidig er strøm fra sol og vind den absolut billigste energiform, der giver den laveste energiregning. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om at tage et ansvar på sig, det er også sund fornuft for vores alles pengepung.
Danmark taber tid
Vi har derfor ikke tid til slingrekurs og halve målsætninger. Sagen er magtpåliggende – vi skal i gang med at opstille mere sikker energi i en stadigt mere usikker verden – og den verden venter ikke på politisk konsensus.
Kommunernes vedholdenhed er en drivkraft for Danmarks grønne fremtid.
Thomas Aarestrup Jepsen og Ulrich Bang
Hhv. politisk direktør og vicedirektør, Green Power Denmark og Dansk Erhverv
Hver gang, at blikkene flakker, og ambitionerne viger på Christiansborg, risikerer vi at tabe afgørende tid.
At borgmestrene stålfast opfordrer til at holde fast i de nationale ambitioner om en firedobling af elproduktionen fra sol og vind på land, er ikke bare et eksempel på kommunernes vedholdenhed – det er bydende nødvendigt.
De seneste års globale begivenheder viser, at det er vigtigere end nogensinde før, at vi får vores energiforsyning på egne hænder.
Vi mener helt ærligt, at det fortjener respekt, at hverken global politisk uro eller national usikkerhed får lokalpolitikerne til at ryste i bukserne ude i kommunerne.
Kommuner gør Danmark grønnere
Borgmestrene insisterer med en prisværdig ildhu på at gennemføre den grønne omstilling. De sender et klokkeklart signal til Christiansborg – den grønne omstilling sker ikke af sig selv. Det er anerkendelsesværdigt, at lokalpolitikere sætter sig selv på spil, og deres viljestyrke burde møde opbakning fra et samlet Christiansborg.
Den grønne omstilling kræver vilje og handling, og at man lytter til lokale ønsker – også når den møder modvind eller bliver besværlig. Viljen til at sætte handling bag ordene mangler borgmestrene heldigvis ikke.
Vi står med muligheden for at skabe et mere bæredygtigt og selvforsynende Danmark. Den chance må vi ikke forpasse, og her har kommunerne vist, at de er klar til at tage teten.
Kommunernes vedholdenhed er en drivkraft for Danmarks grønne fremtid. Deres indsats rækker langt ud over lokalområderne og viser vejen for resten af landet.
Fra Green Power Denmark og Dansk Erhverv skal der derfor lyde en højlydt tak og skulderklap til de borgmestre, som helt konkret bidrager til et mere sikkert og grønt Danmark med en mere lokal vedvarende energiproduktion, værdiskabelse, opbakning og inddragelse i den grønne omstilling.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Vigtig klimastatus sat på pause af regeringsforhandlingerne: "Det må betyde, at der er politisk indblanding”
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april






















