Fagforeninger og Greenpeace: Vi skal flytte målstregen for Danmarks klimaneutralitet til 2040

I slutspurten frem mod det seneste folketingsvalg var der gevaldigt skred i klimadagsordenen, og klimalov og 70 procent-mål endte i det såkaldte forståelsespapir. Nu har klimaet igen stået højt på vælgernes dagsorden, og det parlamentariske grundlag bag den seneste regering ser denne gang ud til at kunne samles omkring et fremrykket mål for klimaneutralitet.

Her siger klimaloven i dag senest 2050, men der er efterhånden stærke indicier på, at det vil være for sent, især hvis Danmark skal yde et bidrag, der modsvarer både vores historiske ansvar for udledninger og ikke mindst vores muligheder som et rigt og teknologisk veludviklet land.

Den vigtigste indikation kommer fra de nuværende løfter fra landene i Parisaftalen. Her har blandt andre Det Internationale Energiagentur (IEA) gjort klart, at vi som verdenssamfund er på vej til at skyde væsentligt over de samlede udledninger, der kan budgetteres med, hvis temperaturstigningerne skal holdes inden for aftalens mål. Og at vi i 2050 kan ventes at være ganske langt fra en netto-nul udledning.

En ny og skærpet dato vil helt overordnet øge sandsynligheden for, at vi også i fremtiden kan leve i størst mulig tryghed, selvom vi næppe bliver helt fri for nogle af konsekvenserne af klimaforandringerne

Mads Flarup Christensen, Camilla Gregersen, Aske Nydam Guldberg og Reiner Burgwald

De store klimamåls natur - både herhjemme og ude i verden – betyder, at vi aldrig kan vide, hvad det helt rette årstal skal være. Simpelthen fordi målene er baseret på drivhusgas-budgetter, og hvert eneste års udledninger dermed er med til at definere, hvornår vi skal stoppe helt med at have en negativ udledning. Det var netop den erkendelse, der førte til et opgør med den omdiskuterede hockeystav og et tilføjet 2025-mål i den hjemlige politiske verden.

Medarbejdere skal være en del af løsningen
Fra store dele af fagbevægelsen og de grønne organisationer kan vi i fællesskab fuldt tilslutte os ønsket om at vise vejen ved at flytte målstregen markant for Danmark. Og det kan oplagt forankres i et regeringsgrundlag inden for den nærmeste fremtid.

En ny og skærpet dato vil helt overordnet øge sandsynligheden for, at vi også i fremtiden kan leve i størst mulig tryghed, selvom vi næppe bliver helt fri for nogle af konsekvenserne af klimaforandringerne som hyppigere forekomster af kraftige storme, tørke og flere skovbrande.

At rykke skæringsdatoen frem fra 2050 vil samtidig gøre det uundgåeligt, at medarbejdere på alle niveauer i samfundet bliver en del af løsningen, uanset om det gælder den mad, man laver i kantinen, de indkøb, man gør i kommunen, hvor meget man arbejder hjemmefra, og hvordan man pendler – med kollektiv trafik, samkørsel eller på elcyklen frem for alene i en fossilbil.

Vi har derfor også brug for politiske beslutninger, som sikrer tilstrækkelige kompetencer til at gennemføre omstillingen overalt på arbejdsmarkedet.

Ultimativt bakker vi op om at flytte målstregen, fordi vi også tror på, at der faktisk ligger rigere liv og venter for vores medlemmer i fagforeningerne og befolkningen som helhed. Liv med flere fællesskaber, når vi skal deles fornuftigt om klodens ressourcer, hvor vi køber ting af højere kvalitet og spilder og fråser mindre.

Politikere bør være ærlige om omkostningerne
Vi sætter stor pris på, at Danmarks seneste regeringsparti giver udtryk for at være blevet klogere siden seneste valg, hvor man frygtede, at tempoet i omstillingen ville blive for højt til befolkningen. Når vi går sammen på tværs af fagbevægelse og grønne organisationer er det netop også for at vise, at der absolut ikke er grund til at sidde på hænderne på Christiansborg og afvente befolkningens velvilje. Den er der.

Hvis politikerne savner rygdækning, kan de kaste blikket på diverse målinger fra valgkampen, hvor et flertal satte klimaet op blandt de vigtigste dagsordener

Mads Flarup Christensen, Camilla Gregersen, Aske Nydam Guldberg og Reiner Burgwald

En accelereret grøn omstilling vil uundgåeligt kunne mærkes, for vi kommer ikke udenom at ændre livsstil og vaner. Adfærdsregulerende tiltag, hvor priser afspejler de reelle omkostninger for miljø og klima, kan føre til afsavn. Politikerne bør være ærlige omkring det, men også have modet til at understrege nødvendigheden og tydeliggøre de positive sider af forandringerne. Det er derfor en nært forestående beslutning om klimaafgifter i alle sektorer er altafgørende.

Afgifterne bør netop være høje nok til at sikre en nettonul-udledning fra Danmark allerede i 2040. Og vi når i øvrigt aldrig målet, hvis ikke landbruget også kommer med i en ny æra i vores samfund, hvor ting begynder at have en pris, der afspejler miljø- og klimakonsekvensen ved produktionen. Udover at fordyre bør man omvendt belønne god klimaadfærd, og gevinsterne vil dermed blive mere tydelige.

Hvis politikerne savner rygdækning, kan de kaste blikket på diverse målinger fra valgkampen, hvor et flertal satte klimaet op blandt de vigtigste dagsordener. Den forventning skal det nyvalgte folketing levere på med en ny dato for et klimaneutralt Danmark og en accelerering af de mange redskaber, det vil kræve. Også selv om de kan mærkes.

Vi skal i fagbevægelsen, ude på arbejdspladserne og fra de grønne organisationer nok gøre vores for at få alle med. Den tillid kan man godt vise befolkningen.