Debat

Fjernvarmen til Venstre: Skal den ene borgers frihed betales af naboen?

DEBAT: Thomas Danielsen (V) har helt ret i, at man med ny lovgivning skal overveje konsekvenserne for såvel forbrugere som selskaber. Men det er bare ikke det, regeringen gør med forslaget om at ophæve tilslutnings- og forblivelsespligten, skriver Kim Behnke.

Foto: Pressefoto/Dansk Fjernvarme
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Behnke
Vicedirektør i Dansk Fjernvarme

Når man laver lovgivning med tilbagevirkende kraft, gør man klogt i nøje at vurdere konsekvenserne for såvel forbruger som selskaber.

Sådan siger Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, i Altinget 1. november i et indlæg, der handler om, hvorfor regeringen vil ophæve forbrugerbindingerne i fjernvarmen.

Det har Venstres energiordfører helt og aldeles ret i, men det er desværre bare ikke det, man gør med det nye lovforslag. 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Som en del af forhandlingerne om energiaftalen fra i sommers besluttede et bredt politisk flertal at ophæve forbrugerbindingerne fremadrettet. Det var det, man politisk blev enige om.

Nu har vi så set udkast til det lovforslag, der skal udmønte den del af aftalen. Og det vil være synd at sige, at der er en lige linje til det, man i den energipolitiske aftale blev enige om, og det, som der rent faktisk står i lovforslaget.

I spørgsmålet om, hvorvidt forblivelsespligten skal ophæves, må man spørge sig selv, hvorvidt den enkelte borgers ret til frihed kan stå højere end naboens.

Kim Behnke
Vicedirektør i Dansk Fjernvarme

Her foreslås det nemlig, at tre områder får ophævet muligheden: Nye forsyningsområder, der enten bliver pålagt eller ikke pålagt krav om forbrugerbindinger OG eksisterende forsyningsområder uden nuværende forbrugerbindinger.

Dermed er der reelt tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft, hvor de kommuner og selskaber, der baserer deres økonomi og varmeproduktion på en udvidelse af et fjernvarmeområde, får revet tæppet væk under sig.

Er din lykke vigtigere end min?
I Dansk Fjernvarme er vi store tilhængere af øgede frihedsgrader. Men i spørgsmålet om, hvorvidt forblivelsespligten skal ophæves, må man spørge sig selv, hvorvidt den enkelte borgers ret til frihed kan stå højere end naboens.

Hvis denne forpligtelse ophæves, vil et realistisk scenarie være, at en forbruger, der af forskellige grunde kan opvarme sit hus billigere eller mere idealistisk end gennem den kollektive opvarmning, vil træde ud af fællesskabet. Dermed vil de efterlade såvel de faste omkostninger som eventuel gæld til naboen og de andre i fællesskabet, der måske ikke har samme mulighed.

Så bliver prisen på opvarmning i fællesskabet lige en tand dyrere, hvormed det for endnu en forbruger bedre kan betale sig at skifte til en individuel løsning. Det hæver igen prisen for de tilbageværende, og snart er der kun de få til at betale udgifterne for de mange og oven i det betale den resterende gæld.

Udhul ikke mulighederne for grøn fjernvarme
Thomas Danielsen gengiver helt korrekt, at det blot er cirka halvdelen af den samlede danske fjernvarme, der er gennemført med brug af bindingerne. Men det betyder ikke, at den resterende halvdel ikke nyder godt af muligheden af at kunne bringe forbrugerbindingerne i spil.

Det er ikke ualmindeligt, at den blotte tilstedeværelse af muligheden for at anvende tilslutnings- og forblivelsespligt berettiger, at kommunen kan udstede en kommunegaranti. Dermed får fjernvarmeselskabet mulighed for, med garantien i lommen, at optage lån hos KommuneKredit, der netop sikrer forsyningssektoren attraktive, lavtforrentede lån.

Det kan man selvfølgelig godt have som ideologisk mål at forhindre. Men det koster også noget – konkret at forsyningssektoren så skal optage lån på det private lånemarked til højere renter, og at fjernvarmeselskaberne skal refinansiere de eksisterende lån for cirka 20 milliarder kroner, som de i dag har optaget hos KommuneKredit.

Dansk Fjernvarme mener, at det vil udhule fjernvarmeselskabernes muligheder for altid at levere grøn og attraktiv fjernvarme, samtidig med at det vil sikre bedre samspil mellem el og varmeforsyningen - i modsætning til alternativet med mange individuelle varmepumper.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Danielsen

Transportminister, MF (V)
lastvognsmekaniker, bankrådgiver (Sparekassen Holstebro 2009)

0:000:00