Forsker: Grønlands forsyningsselskab lukker øjnene for vandmangel

Samarbejdet på tværs af sektorer mangler 
Det er korrekt, når Nukissiorfiit skriver, at borgere med vandtank i boligen kun skal betale for 50 procent af omkostningerne ved vandkørsel.

Men betale for kørslen – det skal borgeren. Og jeg har ofte oplevet, at folk har valgt ikke at bestille en ekstra vandkørsel, når tanken var tom, fordi de ikke havde råd – eller ikke-prioriterede penge til det.

Tilsvarende er det korrekt, når Nukissiorfiit skriver, at de overtog vandforsyningen fra kommunerne i 1998. Jeg valgte i kronikken af pladshensyn at skrive: "Få år efter indførelsen af Hjemmestyret i 1979 overtog Grønlands hjemmestyre GTO’s opgaver, og efterfølgende blev GTO sektoropdelt i en række selvstændige organisationer, hvor vandforsyning havnede hos energiselskabet Nukissiorfiit, medens kloakker blev en kommunal opgave."

Det, tænkte jeg, implicit indebar, at Nukissiorfiit ikke overtog vandforsyningen i 1979. Min centrale pointe var, at den sektoropdeling, der er foregået af Grønlands infrastruktur, reelt betyder, at der ikke foregår det nødvendige tværsektorielle samarbejde.

Det resulterer i, at væsentlige infrastrukturforbedringer ikke implementeres, fordi de enkelte offentligt ejede infrastrukturselskaber suboptimerer ud fra egne 'virksomhedsøkonomiske' interesser frem for at basere beslutninger på samfundsøkonomiske beregninger, folkesundhed og så videre.

Vandforsyning er et prioriteringsspørgsmål
Nukissiorfiit stiller spørgsmålstegn ved, om der findes en relativ simpel teknisk løsning for Upernavik by med 1.100 indbyggere, der ikke har noget vandforsyningsnet, fordi den lokale vandressource er for lille. Et spørgsmål, der undrer mig noget.

I foråret 2018 var jeg i regi af Nora under Nordisk Ministerråd ansvarlig for en tur til Færøerne for vandforsyningsprofessionelle og forskere fra de Vestnordiske lande.

Formålet var blandt andet at besøge vandforsyningen i Runavik Kommune, hvor de har etableret en rørledning under fjorden for at sikre tilstrækkelige mængder godt vand til fiskeindustrien på fjordens anden side. På turen deltog en medarbejder fra Nukissiorfiit.

Og i sommeren 2019 havde jeg den samme gruppe, inklusiv to medarbejdere fra Nukissiorfiit, med til Upernavik for at vurdere muligheder og tekniske udfordringer ved at kopiere løsningen fra Runavik. 

Afstanden fra Upernavik til naboøen Akia, hvor der er rigeligt med godt drikkevand, er betydeligt kortere end rørføringen under fjorden ved Runavik og havdybden mindre. Samtidig er sundet mellem Upernavik ø og Akia beskyttet mod, at der kommer store isfjelde ind og ødelægger en rørledning.

Det er med andre ord et spørgsmål om økonomi og dermed om prioriteringer, om man vil vælge at udnytte vandpotentialerne på naboøen Akia og sikre en vandforsyning af Upernaviks 1.100 indbyggere, der muliggør en kloakering af byen.

Børn boltrer sig i spildevandssøer
At en fjerdedel af Grønlands befolkning benytter tørkloset, medfører i sig selv en potentiel risiko for smittespredning.

Dertil kommer, at "gråt spildevand" (afløb fra køkkenvask, eventuelt brusebad, vaskemaskine med videre) ledes direkte fra det enkelte hus ud til terræn og løber ned over fjeldsider og veje, hvor det daner sumpede områder og små søer.

Det er ikke ualmindeligt at se mindre børn lege i disse spildevandssøer med lejetøjsbåde eller tilsvarende – og hvem ved, hvad det vand indeholder? Om vinteren fryser "det grå" spildevand til store isdannelser i brunlige nuancer, der ofte besværliggør færdsel, specielt til fods.

For at sikre den nødvendige hygiejnestandard er der for langt de fleste bosteder i Grønland et stort behov for kloakering eller alternative løsninger som de slamtanke i boligerne, der blev nævnt i kronikken. En sådan løsning kræver vand og dermed et samarbejde mellem Nukissiorfiit og kommunerne, der står for kloak og spildevandshåndtering.

Personligt finder jeg det er trist, at Nukissiorfiit ikke i højere grad vælger at bidrage til debat om, hvordan vi kan forbedre forsyningsforholdene for alle de mennesker, der i dag ikke har tilstrækkeligt vand i boligen til at sikre den nødvendige hygiejnestandard og dermed forebygge spredning af covid-19 eller andre epidemier og pandemier.

Den store udfordring er at få etableret et velfungerende vandnet, vandkørsel samt kloak eller anden toiletløsning til alle – og det forudsætter flere steder, at vandforsyningskapaciteten øges. Det er naturligvis ikke en opgave, som Nukissiorfiit kan løfte alene.

Det er derfor, at jeg i kronikken peger på rigsfællesskabet og dets forpligtelser i forholdt til FN's 17 Verdensmål.