Jørgen Henningsen: Energibranchen bør kigge indad efter TV 2-program

DEBAT: TV 2-program sætter fingeren på det faktum, at Danmark ikke er foregangsland, når det kommer til en reducering af CO2-udledning. Derfor bør energibranchen hilse debatten om CO2-neutral biomasse velkommen, mener Jørgen Henningsen.

Af Jørgen Henningsen
Debattør, seniorrådgiver ved European Policy Centre og forhenværende direktør i EU-Kommissionen

Lars Aagaard fra Dansk Energi, Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme og seks medunderskrivere er et i åbent brev 13. september ude med riven i anledning af TV 2's program om den tvivlsomme klimaeffekt af især importerede træprodukter som energikilde i el- og varmesektoren.

Det er lidt trist læsning.

Vi oversvømmes jo ikke ligefrem af kritisk journalistik nu om dage, og det må vel være legitimt at kritisere et og andet, hvis kritikken er berettiget, uden nødvendigvis også at skulle redegøre for alt det, der ikke nødvendigvis er kritisabelt.

Det synes brevskriverne åbenbart ikke.

Simpelthen forkert og misvisende
Når der er særlig grund til at hilse TV 2's program om emnet velkommen, skyldes det ikke mindst, at det er lykkedes dem at få et problem frem i langt større offentlighed, end hvad vi andre i årevis har forsøgt, men uden held.

Kort sagt: Vores officielle CO2-emissionsopgørelse tegner et langt mere optimistisk billede, end hvad der er klimamæssigt relevant. Også selv om det er i overensstemmelse med gældende EU-regler.

Men værre end det. Man kunne forvente, at brevskrivernes krav om korrekthed også afspejledes i deres åbne brev. Det er ikke tilfældet.

Problemet starter allerede mindre end ti linjer inde i brevet, hvor det anføres, at "biomassen har fortrængt klimasynder nummer 1: kullet".

Det er simpelthen forkert eller i det mindste stærkt misvisende.

Vindenergi har fortrængt kul
Energistyrelsens seneste basisfremskrivning viser, at vi fra en elproduktion, der oprindelig var næsten 100 procent baseret på kul, i dag kun bruger 30 procent fossilt (kul og naturgas) til elproduktion og hele 70 procent vedvarende energi. Fornemt.

Men biomassen udgør kun de 20 procentpoint, og sol og (helt overvejende) vind de 50 procentpoint. Det er altså først og fremmest vindenergi, der har fortrængt klimasynderen kul.

Og når vi ser frem mod 2030, skønner Energistyrelsen, at kun sølle cirka 10 procent af elproduktionen vil komme fra biomasse, mens 90 procent kommer fra vind og sol.

I fremtiden har vi overhovedet ikke brug for biomasse til at fortrænge kul.

Det stemmer i øvrigt også godt med, at det bortset fra korte perioder med usædvanligt høje elpriser overhovedet ikke betaler sig at producere el på basis af biomasse – det være sig dansk eller udenlandsk.

I virkelighedens danske verden er biomasse helt overvejende af interesse for fjernvarmesektoren.

Tør jeg vove en påstand – uden dokumentation? Ikke først og fremmest fordi den er grøn, men fordi den er billigere end afgiftsbelagt naturgas.

Det er påfaldende, at brevet flere gange nævner biomasse i forbindelse med kraftværkerne, men fuldstændigt forbigår fjernvarmeværkerne.

Undskyld, ikke fuldstændigt: I brevets sidste afsnit når de lige at komme med sammen med kraftvarmeværkerne, de sidste mindre og mindre betydningsfulde.

Ønsker brevskriverne CO2-neutral biomasse?
Et andet og ikke mindre væsentligt punkt: biomassens påståede CO2-neutralitet. 

De dele af TV 2's udsendelse, som jeg har set, handlede først og fremmest om, hvorvidt biomasse som påstået af brancheorganisationerne og tilladt efter gældende EU-regler kan anses for CO2-neutral.

Ud over de kendte begreber "bæredygtig" og "CO2-neutral" opererer brevet med en for mig ny tredje sondring: god eller dårlig biomasse. Branchen ønsker kun at bruge "god" biomasse, men hvad betyder det? Blot bæredygtig eller også CO2-neutral?

Det giver brevet ikke noget svar på. Det eneste, der kommer i nærheden af en "definition", er brevskrivernes påstand om, at TV 2 ønsker at få bekræftet, at "biomasse som helhed er dårligt for klimaet".

Resten af brevet må få én til at tro, at "god" biomasse er synonymt med bæredygtig biomasse. 

Sådan som jeg så udsendelserne, var sigtet først og fremmest at påvise, at de store mængder importerede træpiller og især træflis ikke fra et klimamæssigt synspunkt uden videre kan bogføres som CO2-neutrale. Det problem er ikke noget, som nogle uvenlige journalister på TV 2 har fundet på.

Flere og flere folk med forstand på de dele er i løbet af de seneste år blevet mere og mere kritiske over for den måde, som vi opgør – eller rettere ikke opgør – træprodukternes CO2-udslip.

Og jeg har personligt forsøgt at skabe gehør for problemet siden 2013, indtil videre uden megen succes.

Branchen har ikke behandlet lovet tillæg
Branchen (Dansk Energi og Dansk Fjernvarme) hævder stadig, at hvis deres virksomheder overholder den frivillige aftale 'Brancheaftale om sikring af bæredygtig biomasse', der blev indgået i 2014 og revideret i 2016, er der også taget forsvarligt hånd om biomassens CO2-udslip.

Men det er svært at få øje på, når man læser aftalen. Indledningen fremhæver godt nok CO2-udfordringen og springer hurtigt videre til at postulere, at bæredygtig biomasse er et vigtigt værktøj i denne sammenhæng.

Men når man kommer til afsnittet 'Krav til bæredygtig biomasse', handler det alene om bæredygtigt skovbrug.

Det kan man dårligt være imod, men hvad med CO2-neutraliteten?

Den kommer i et lille ekstra afsnit: 'Grænseværdier for CO2-udledning fra biomasseværdikæden'. Afsnittet forholder sig alene til det CO2-udslip, der hidrører fra produktion af brændslet, forarbejdning og transport og tillader i øvrigt et udslip på 25 procent af udslippet fra selve brændslet, altså biomassen.

Men ikke et ord om biomassens eget CO2-udslip.

Ved offentliggørelsen af aftalen i 2014 lovede branchen, at CO2-udslippet fra selve biomassen ville blive behandlet i et tillæg til aftalen i 2018. Det har vi stadig til gode.

Min konklusion er, at TV 2 med rette har sat fingeren på et ømt punkt i vores nationale forståelse af Danmark som et klimamæssigt foregangsland.

Det er indtil videre lykkedes branchen at holde problemet ude af den politiske debat om vores klimapolitik – ikke så overraskende, når man ser på, hvem der har noget i klemme, nemlig elværkerne, fjernvarmesektoren, Københavns Kommune og mange flere.

Det ville have været opmuntrende, hvis branchen havde vist lidt mere åbenhed til at diskutere et problem, som alt for længe har levet i mørke.

Forrige artikel Vandværker advarer: Nyt lovforslag går mod hensigten i politisk aftale Vandværker advarer: Nyt lovforslag går mod hensigten i politisk aftale Næste artikel Dansk Energi svarer på kritik: Biomasse gør varmen grønnere Dansk Energi svarer på kritik: Biomasse gør varmen grønnere
  • Anmeld

    Morten Hartmann · Direktør

    Indkik vs. udsyn

    At kikke indad er klart godt og nødvendigt, i mange sammenhænge, men at kikke udad og gerne fra et udsigtspunkt, der ligger så højt at man får det fulde overblik (forstår sammenhængene) er mindst lige så vigtigt.
    Kritisk journalistik er af TV2 måske blevet misforstået til, at man skal kritisere alt der kan kritisere uden at skele til de positive sidde i sagen, samt at man udviser en tilpas mængde kildekritik (ikke løber med den første vind)
    Dansk Energi og ikke mindst Dansk Fjernvarme har gjort et enormt arbejde med, at informere og dokumentere biomassens rolle, fordele samt ulemper, men når de nu opfordres til at kikke indad, bør det måske se på om kommunikationen udadtil har været god nok.
    En ting er i denne sag er helt sikkert blevet bekræftet, ift. god kommunikation; Modtageren bestemmer budskabet!