Kronik: Her er fire scenarier for coronakrisens konsekvenser for grøn omstilling

KRONIK: Politikerne forberedte sig på at løse klimakrisen, men blev overmandet af den akutte coronakrise. Hvilke konsekvenser får pandemien for den grønne omstilling, spørger journalist Klaus Ulrik Mortensen, der opstiller fire scenarier og vover et forsøg på et svar.

Af Klaus Ulrik Mortensen
Journalist, stifter af Aksiom og fhv. redaktør på Altinget

En måned efter, at en redaktør fra TV 2 fik konstateret, at han med sig i kufferten hjem fra Italien havde slæbt Danmarks første tilfælde af coronavirus, er alting forandret.

Medierne fokuserer kræfterne på konsekvenserne af coronakrisens hærgen over landet. Og med lukkede skoler, konkurstruede virksomheder og – i skrivende stund – 90 dødsfald relateret til covid-19 er der nok at tage fat på.

Men midt i opinionens undtagelsestilstand pibler spørgsmål fra fortiden frem. Og ja, fortiden er i denne sammenhæng ikke længere end en måned væk.

Hvad nu med den grønne omstilling?

Risikerer vi, at vi i vores bestræbelser på at bekæmpe corona brænder så mange penge af, at der ikke er råd til at tage hånd om klimaet, når virussen er slået ned?

Eller er coronakrisen snarere den generalprøve i samfundssind, som gør, at vi om lidt er klar til at tage fat på den egentlige krise, klimakrisen?

I et forsøg på at besvare disse spørgsmål beskriver jeg her fire scenarier for coronakrisens udvikling. Og vil samtidig anskueliggøre, hvilke konsekvenser de enkelte scenarier har for den grønne omstilling. Til sidst giver jeg et forsigtigt bud på, hvor vi ender.

Jeg bygger scenarierne op omkring to akser: Længden på krisen (X). Og samfundets syn på den grønne omstilling (Y). Jeg har døbt de fire scenarier: Back to normal, krisebevidsthed, tilbage til 10’erne (velfærd) og mutation (dyb recession).

(Artiklen fortsætter under grafen)

Scenario 1: Back to normal
Her vender vi relativt hurtigt tilbage til hverdagen.

De sidste ugers hårde indsats mod virussen betaler sig: Danskerne smitter ikke længere hinanden i kritisk omfang. Lægerne på intensivafdelingerne kan følge med. Folk kan møde på arbejde igen. Og skoler, daginstitutioner, restauranter og kulturinstitutioner åbner så småt igen.

Grænserne vil stadig være ekstra bevogtede. Og rejser man til Danmark fra hårdt ramte områder, skal man have en god grund til at skulle ind i landet. Efter nogle måneder vil også smittespredningen i udlandet falde. Og de globale økonomiske tandhjul vil så småt finde tilbage til deres sædvanlige leje.

Men ikke alt er, som det plejer. Mette Frederiksen og resten af Christiansborg har lært, at det godt kan betale sig at træffe dyre politiske beslutninger. Strategien om at lukke Danmark ned virkede. Og den indsigt tager regeringen med ind i klimaarbejdet.

En forhøjet CO2-afgift synes ikke længere så farlig. Ligesom hensyn til vækst og økonomisk ulighed ikke tårner sig som uoverstigeligt forhindringer frem mod 70-procentsmålet i 2030.

Effekt på grøn omstilling
Dette er det åbenlyse ønskescenarie. Efter en periode på lavt blus er den grønne omstilling tilbage i højsædet. Staten og virksomhederne har ganske vist brændt en masse penge af på økonomiske hjælpepakker, men pengene pumpes ud i samfundet igen. Og efter at have trillet tommelfingre i sofaerne er danskerne klar til at puste liv i samfundsøkonomien.

Men væksten vil ikke ligne den, som vi så før og efter finanskrisen. Vi drømmer ikke længere om fladskærme, samtalekøkkener og charterrejser til Thailand. Der har sneget sig en ydmyghed ind i danskernes sind. Vi har set, hvor alvorligt det kan gå, når naturen opfører sig anderledes end ventet, og det betyder, at den grønne omstilling for alvor får fat i danskerne.

Alt dette er vand på klimabevægelsens mølle. Endvidere har krisen vist politikerne værdien af professionel rådgivning. Mette Frederiksen tordner ikke længere mod konsulentbranchen, men indser, at den samme professionelle vejledning, der førte hende gennem coronakrisen, også skal hjælpe hende i den – langt mere alvorlige – klimakrise.

Scenarie 2: Krisebevidsthed
Trods alle forsøg på at bremse virussen i opløbet trækker krisen ud. Efter to måneders nedlukning af skoler, daginstitutioner og detailhandlen er der ikke umiddelbare tegn på, at vi er i stand til at besejre naturen.

Vi må acceptere, at præmisserne for vores samfund ændrer sig markant. Politikerne kan ikke holde kunstigt liv i detailhandlen og oplevelsesøkonomien længere. Mange virksomheder lukker ned, og arbejdsløsheden stiger markant.

Alligevel bevarer vi en grundlæggende optimisme i samfundet. En følelse af at stå tættere sammen. Krisen har lært os, at vækst og materielle goder ikke er genvejen til lykke. Hver uge offentliggøres der nye satellitbilleder, som viser, hvordan coronakrisen har renset luften over kronisk forurenede metropoler. Analyser viser, at vi efter år med CO2-rekorder endelig har fået vendt kursen. Det går op for verdenssamfundet, at corona har givet os nøglen til en ny fremtid.

En fremtid, hvor vi ikke har brug for flyrejser på tværs af verdensdele for at binde verden sammen. Måneders hjemmearbejde og selvvalgt isolation har skabt fundamentet for en ny økonomi. Halvtomme kølediske har lært os, at aftensmaden ikke skal indeholde kød for at være vellykket. Og så videre.

Kort sagt vil vi også efter coronakrisens hærgen forsøge at holde fast i så mange positive sideeffekter af den globale økonomiske krise som muligt.

Effekt på grøn omstilling
Krisen vil på kort sigt ramme den grønne omstilling langt hårdere. Der er ikke penge i samfundet til at holde hånden under det kludetæppe af afgiftslempelser og støtteordninger, som forsøger at styre klimaet på rette kurs.

Politikerne drøfter ikke længere CO2-afgifter og millioner af afgiftsfritagede elbiler i gaden. Andre mere jordnære opgaver er i fokus.

Men også erhvervslivet vil være varsom med, hvilke tiltag de sætter i søen. Virksomhedernes altoverskyggende interesse er at holde gang i hjulene. Energieffektiviseringer og bidrag til grøn omstilling vil i første omgang ikke længere være en prioritering.

Regeringens klimapolitiske partnerskaber vil tabe pusten. Hvorfor anstrenge sig for at understøtte en dagsorden, som allerede er på rette spor. Har vi ikke gjort nok ved at lukke produktionen og transporten ned, synes logikken hos virksomhederne at være.

Men på længere sigt vil krisebevidstheden også trænge ind på direktionsgangene. Ganske enkelt fordi forbrugerne efterspørger det. Og her vil der være et marked for at understøtte den bevægelse. Et marked, som i høj grad vil ligne det, som vi kender i dag, men blot forstærket.

Den næste vækstbølge vil i endnu højere grad hægte sig op på bæredygtig udvikling. Målet er ikke længere at vende tilbage til februar 2020. Men at få økonomi og klima til at gå hånd i hånd.

Scenario 3: Tilbage til 10’erne (velfærd)
Vi spoler tiden tre måneder frem til slutningen af juni: Efter et vanvittigt comeback er det lykkedes FC København at hente FC Midtjyllands forspring fra coronapausen på 12 point. Og foran 35.000 berusede og barmavede fans i Parken fejrer de nu mesterskabet med primalskrig og svedige krammere.

Til de flestes overraskelse fik bolden lov at rulle allerede efter påske. EM på hjemmebane var blevet udskudt til 2021. Og så var der plads til at afslutte sæsonen på normal vis.

Og den overraskende drejning i Superligaen er på mange måder et passende billede på de forandringer, som coronakrisen trak ned over samfundet. Alt synes sært velkendt. Den grønne krisebevidsthed, som de seneste år har spredt sig fra bekymrede folkeskoleelever og universitetsstuderende og hele vejen til Mette Frederiksen og Dansk Industri, er ikke længere til at få øje på.

Ganske vist trak virussen sig tilbage som resultat af politikere, borgeres og virksomheders anstrengelser og opofrelser. Det lykkedes mennesket at besejre naturen. Men frem for at se det som en lektie i ydmyghed, blev det på Christiansborg tolket som udtryk for, at vi – samfundet, danskerne – stadig kan levere resultater, når lokummet for alvor brænder på.

Og i modsætning til coronavirussen ånder klimaet os ikke lige så aggressivt i nakken. Det haster ikke mere, end det jager, fortalte Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen hinanden, da de på det fælles pressemøde besluttede at udskyde klimahandlingsplanen til 2021. Lige nu er der vigtigere ting at tage sig til.

Grænselukningen viste sig i øvrigt at være en succes. Ikke nok med, at vi bremsede virussen. Vi fik samtidig det laveste antal asylansøgere nogensinde, så det kræver stadig pas at komme ind i Danmark ved alle overgange.

Effekt på grøn omstilling
Det er svært ikke at få flashbacks til årene efter Cop 15-sammenbruddet i Bella Centeret. Vi gjorde, hvad vi kunne, kan politikerne fortælle hinanden, men verdens gang kom i vejen, og nu er der altså vigtigere ting at håndtere.

De penge, der skal bruges til at søsætte nye initiativer, vil i høj grad skulle komme fra private og filantropiske lommer. Regeringen har allerede brugt rådighedsbeløbet to gange på at holde hånden under erhvervslivet og ramte lønmodtagere, så CO2-afgifter, elbiler og havvindmølleparker må afsøge alternative finansieringskilder.

Nogle virksomheder og organisationer vil oppe sig og vise, at regeringens manglende lederskab ikke skal ligge fremtiden til last. Men den brede holdning vil være, at hvis politikerne ikke længere går forrest, så behøver industrien heller ikke.

Vi er med andre ord strandet i det velkendte dilemma: Nemlig hvordan man løser langsigtede problemer i en verden optaget af kortsigtede hensyn?

Det store spørgsmål vil være, hvordan vælgerne reagerer ved folketingsvalget senest i 2023. Mange af de unge, som pjækkede fra skole for at give klimaet hånden og politikerne fingeren under valgkampen i 2019, er nu gamle nok til selv at stemme. Og hvis deres klimaindignation er intakt, vil frøene være sået for en ny alternativ klimapolitisk bevægelse, som kan bringe den grønne omstilling tilbage på Christiansborg.

Scenario 4: Mutation (dyb recession)
Mutation.

Der skete det, der for alt i verden ikke måtte ske. Coronavirussen undergik en række mutationer og vendte tilbage i en endnu stærkere version, som ikke blot smittede de danskere, som allerede en gang var sendt i frivillig eller ufrivillig karantæne.

Den udgjorde nu også en alvorlig trussel mod alle danskeres sundhed – og ikke kun ældre, svækkede borgere.

Nu er der ikke længere nogen, der håner eller negligerer regeringen drakoniske tiltag. Selv de hjemsendte studerende er holdt op med at holde spontane fester i forkrampede lejligheder på Nørrebro.

Nu er det alvor. Og det betyder også, at klimaet er væk. Altså helt væk fra dagsordenen.

Effekt på grøn omstilling
Det mest bemærkelsesværdige i dette skrækscenarie er, at der ikke er nogen tilbage til at begræde fraværet af den grønne dagsorden.

Hvor miljø- og klimabevidste danskere i årtier har revet sig i håret af frustration over, at store tredjeverdensøkonomier som Kina og Indien ikke tog klodens udfordringer alvorligt, forstår de nu, hvordan ens verdensbillede ser ud, når kortsigtede udfordringer skygger for horisonten.

Hvem har overskud til at bekymre sig om verden om 100 år, når man ikke ved, om ens børn overlever måneden ud. Det er den barske virkelighed i den nye coronakrise. Og selv om langt hovedparten af alle danskere kommer ud af krisen med livet i behold (virussens dødelighed ligger i den muterede form stadig på cirka 1 procent), betyder den forhøjede usikkerhed, at alle er i faregruppen.

Læg dertil, at arbejdsløsheden er kravlet op over 15 procent. Og skatterne sendt på himmelflugt. I en sådan virkelighed må klimaet komme i anden række. Sådan er det bare.

Hvor ender vi så?
Det er altid farligt at lægge hovedet på blokken og spå om fremtiden. Men omvendt bliver scenariebeskrivelser hurtigt en gratis omgang, hvis ikke man gør forsøget.

Lad os starte med at bevæge os ned ad X-aksen: Lige nu er der ikke meget, der tyder på, at krisen er hurtigt overstået.

Ganske vist er laboratorier verden over i færd med at udvikle vacciner med coronavirus. Og selv om det kan give legitim grund til håb om en hurtig mirakelkur, fortæller eksperterne, at det er alt det, der kommer efter det medicinske gennembrud – test, produktion og udrulning – der tager længst tid.

Et konservativt bud er derfor, at vi ikke står med en bredt distribueret vaccine før om tidligst 12-18 måneder.

I en analyse fra The Atlantic beskriver Ed Yong tre veje ud af coronakrisen: To korte og en lang. Desværre er konklusionen, at begge hurtige udveje er stærkt usandsynlige eller risikobehæftede.

Den første mulighed er, at alle lande på tværs af kloden for slået coronavirussen ned på samme tid. Det vil forhindre virussen i at blusse op igen, som vi allerede så småt ser det i Kina og Singapore. Den gode nyhed er, at den strategi faktisk lykkedes med sars i 2003. Den dårlige nyhed er, at corona i modsætning til sars snart har spredt sig til alle verdenshjørner.

Den anden mulighed er, at vi skynder os at opbygge den flokimmunitet, der betyder, at virussen ikke kan finde nye værter at smitte igennem. Det er blandt andet denne strategi, som direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak gør sig til forsigtig fortaler for i fredagens udgave af Politiken. Denne strategi har dog den høje risiko, at den afføder overbelagte hospitaler med døende patienter på gangene. Eller med andre ord: italienske tilstande.

Tredje og sidste udvej er den lange flade kurve. Altså Danmark nuværende strategi. Her forsøger vi med håndholdt styring af virussen over tid at opbygge den beskrevne flokimmunitet. Men det kan tage tid. Lang tid. Måske en slags latent undtagelsestilstand på flere år, hvor vi hele tiden skal være parat til at lukke samfundet ned, hvis nu den skulle sprede sig hurtigere, end hospitalerne kan følge med.

Det mest sandsynlige scenarie er derfor, at vi står med en langvarig krise.

Men hvor på Y-aksen havner vi så?
Her kan vi støtte os til økonomernes teser om, hvordan den globale økonomi reagerer på coronavirussens nedlukning af samfundet.

Håbet er, at vi kommer til at følge et V-scenarie. Det vil sige en situation, hvor økonomien efter at have taget et voldsomt dyk relativt hurtigt kommer på fode igen. Her ser man coronakrisen som et ekstremt hårdt, men udefrakommende chok, der ikke som finanskrisen bunder i strukturelle problemer.

En sådan udvikling ser man eksempelvis i Kina, som trods omfattende nedlukninger i januar og februar kun så arbejdsløsheden vokse med et enkelt procentpoint. Det giver håb om, at økonomien hurtigt kan finde tilbage til sit tidligere jeg.

Modsat det resiliente V-scenarie finder man det frygtede L-scenarie. Her tager økonomien et voldsomt dyk – og stagnerer efterfølgende på dette nye, lave niveau. Frygten er blandt andet baseret på Europas efterspil på finanskrisen i 2008. Her betød strikse økonomiske krav, at de europæiske lande først kom ud af recession i 2013, mens USA med en langt mere ekspansiv finanspolitik allerede var i vækst igen i 2009.

Når Nicolai Wammen på vegne af regeringen pumper astronomiske milliardbeløb ud i samfundet, er det altså for at undgå, at Danmark falder ned i L-scenariet.

Men det er spørgsmålet om, hvordan de mange milliarder kommer til at gøre gavn i samfundet, der afgør, hvordan den grønne omstilling håndteres.

Bliver det et krav, at de tiltag, der skal dreje samfundshjulene i gang, skal fokusere på bæredygtige tiltag – eksempelvis infrastruktur til grøn transport, vindmølleparker og grønnere offentlige indkøb. Eller går pengene snarere til motorveje og branchesubsidier uden krav om samfundsansvar?

Her vælger jeg at tro på, at regeringen har stor nok respekt for efterklangen fra det klimavalg, der for snart et år siden bragte den til magten, at den økonomiske hjælp kommer med krav om bæredygtigt fokus.

Og går de profetier i opfyldelse, ender vi i en mild udgave af det krisebevidste scenarie.

Forrige artikel Plastindustrien: Giv producenter ansvar for genanvendelig emballage Plastindustrien: Giv producenter ansvar for genanvendelig emballage Næste artikel Fjernvarmeaktører: Klimapartnerskabets anbefalinger ser mest på potentialerne for el. Det er en skam Fjernvarmeaktører: Klimapartnerskabets anbefalinger ser mest på potentialerne for el. Det er en skam