Debat

LA-kandidat: Emiraterne har realiseret Dan Jørgensens hockeystav med atomkraft

Det sidste årti har UAE bevist, at kernekraft er et effektivt middel til dekarbonisering. Vi skal i EU stoppe vores sabotage-politik overfor kernekraft og give alle emissionsfrie teknologier rimelige markedsvilkår, skriver EU-kandidat Thorbjørn Jacobsen.

Ligesom Danmark har UAE en historie som olie-eksporterende nation, og de har også indset, at fremtiden er fossilfri, skriver Thorbjørn Jacobsen.
Ligesom Danmark har UAE en historie som olie-eksporterende nation, og de har også indset, at fremtiden er fossilfri, skriver Thorbjørn Jacobsen.Foto: Sina Schuldt/AP/Ritzau Scanpix
Thorbjørn Jacobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når de Forenede Arabiske Emirater (UAE) er vært ved COP28 i Dubai, kan de fremvise en hockeystav af dekarbonisering, som Danmarks delegerede kun kan drømme om.

På bare 12 år har de bygget kernekraft-kapacitet svarende til det samlede danske elforbrug. Derfor håber jeg, at de danske deltagere vil tage ved lære af den succeshistorie, som araberne stolt vil fremvise til konferencen.

Ligesom Danmark har UAE en historie som olie-eksporterende nation, og de har også indset, at fremtiden er fossilfri. I 2008 besluttede de at undersøge mulighederne med kernekraft.

De gik i dialog med internationale myndigheder og begyndte at opbygge et vidensniveau helt fra bunden – og man kontaktede koreanske Kepco med henblik på at bygge værker med kendt teknologi.

Værket skulle være top-moderne og lavet efter alle sikkerhedsforskrifter. Dette arbejde er løbende tilset af det internationale energiagentur, og alt er lavet efter internationale standarder.

Læs også

Uafhængigt af vejret

UAE tog første spadestik til kernekraftværket Barakah i 2012, og har hvert år siden 2021 startet kommerciel produktion på en ny reaktor.

Vi skal stoppe vores sabotage-politik overfor kernekraft i EU øjeblikkeligt

Thorbjørn Jacobsen
Kandidat, Europa-Parlamentet (LA)

Når fjerde reaktor snart kører vil værket kunne producere over 40 TWh strøm om året, mere end hele Danmarks samlede elforbrug på 35 TWh.

Alt sammen fra ét eneste værk, som de næste cirka 60 år kan forsyne UAE med ren grøn strøm uafhængigt af vejret.

Jeg forstår godt ministerens frustration, når det tager 12 år at få en enkelt havvindmøllepark op at køre herhjemme.

Især fordi man skal bygge mindst 30 havmølleparker på størrelse med Kriegers Flak – Danmarks største – for at lave samme strøm som Barakah-værkets fire reaktorer.

Dertil kommer milliardinvesteringer i transmission og lagring af den fluktuerende strøm, samt osende kraftværker til backup, når det ikke blæser.

Dan Jørgensens hockeystav

Det sidste årti har UAE bevist, at kernekraft er et effektivt middel til dekarbonisering, præcis ligesom Sverige og Frankrig viste for 40 år siden.

Sverige gentager øvelsen for igen at blive en førende atomkraft-nation, og Danmark bliver et ”grønt efterfølger-land”, når vi om få år kan drage nytte af vores naboers erfaringer.

Vi står i dag samme sted, som UAE stod i 2008. Hvor araberne valgte at handle, stiller danske politikere sig fortsat i vejen for kernekraft herhjemme som i udlandet. Derved forsinker danske politikere den grønne omstilling.

UAE er lykkedes med at levere Dan Jørgensens berømte hockeystav, og mon ikke de også nok skal nå 'Net Zero 2050'?

Thorbjørn Jacobsen
Kandidat, Europa-Parlamentet (LA)

Vi skal stoppe vores sabotage-politik overfor kernekraft i EU øjeblikkeligt og give rimelige markedsvilkår for, at alle emmissionsfrie teknologier kan konkurrere frit.

Det vil sikre, at vores børnebørn kan indånde frisk, partikelfri luft og give bedre plads til landbrug og natur.

Jeg håber at COP28 vil blive en øjenåbner for atom-skeptiske danske politikere. UAE er lykkedes med at levere Dan Jørgensens berømte hockeystav, og mon ikke de også nok skal nå 'Net Zero 2050' som planlagt?

Når jeg kommer til Bruxelles, vil jeg kæmpe for, at kernekraft får samme vilkår i EU for hurtig sagsbehandling og fordelagtig finansiering som andre emissionsfrie teknologier.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thorbjørn Jacobsen

Ingeniør
Diplomingeniør i forretningsudvikling

Dan Jørgensen

Danmarks kandidat til EU-Kommissionen, fhv. minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024