Det er på tide, at afledte klimaeffekter bliver oplyst ved nye fossile projekter

Indrømmet, det er en særdeles hård modstander, vi har valgt. Oddsene er på mange måder imod os. Men fossilindustrien, som Ineos tilhører, er samtidig den ubetinget største bidragsyder til klimakrisen.

Det er med andre ord en særdeles meningsfuld aktør at prøve at stoppe, hvis vi ønsker at bremse klimakrisen.

Men ikke nok med det: Der er det seneste år kommet en række juridiske afgørelser, der i kombination med et vedholdende civilt pres kan føre til en kæmpe klimasejr på dansk grund.

Projektet, der indebærer opførelsen af en fjernstyret boreplatform og en ny olierørledning, er en klimabombe uden lige. 

Esther Michelsen Kjeldahl
Medstifter og koordinator, Fossilfri Fremtid

Lad mig gøre status.

I april 2024 fik Ineos tilladelse til at udbygge Hejrefeltet. Tilladelsen blev givet af Energistyrelsens Center for Undergrund, der har fået bemyndigelse af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til at behandle alle ansøgninger om fossil udvinding i Nordsøen.

Det er nu udelukkende op til Ineos, om det vil investere i projektet. Ifølge den petrokemiske virksomheds seneste årsrapport forventer det at tage sin endelige investeringsbeslutning ved udgangen af 2025.

Projektet, der indebærer opførelsen af en fjernstyret boreplatform og en ny olierørledning, er en klimabombe uden lige. Ineos regner selv med, at det kan producere op mod 67 millioner tønder olie på Hejrefeltet over en tyveårig periode.

Ganger man dette med mængden af CO2 udledt per afbrændt olietønde, og den smule gas, feltet også indeholder, vil Hejrefeltet udlede op mod 35 millioner tons CO2. 

Selvom det er såre simpelt at lave dette estimat, har Ineos pudsigt nok ikke oplyst, hvor meget CO2 det forventer at berige atmosfæren med i den miljøkonsekvensrapport, som Ineos sendte ind til Energistyrelsen i december 2022. 

Her oplyste plastikgiganten nemlig kun de udledninger, virksomheden regnede med at producere i forbindelse med opførelsen af boreplatformen, den efterfølgende produktion og transport af olien og endeligt dekommissioneringen af boreplatformen efter endt brug.

De udledninger, der oplyses i miljøkonsekvensrapporten, beløber sig til samlet set 104 tusind ton CO2.

Det udgør blot 0,3 procent af de 35 millioner ton CO2, som Hejrefeltet vil udlede i hele sin levetid – altså en forsvindende lille del. 

Der er de senere år kommet en række afgørelser internationalt, som i vores optik bør føre til, at Energiklagenævnet annullerer Ineos' tilladelse til at udbygge Hejrefeltet.

Esther Michelsen Kjeldahl
Medstifter og koordinator, Fossilfri Fremtid

Som reaktion på Energistyrelsens tilladelse kaldte Fossilfri Fremtid, Greenpeace og Plastic Change i et fælles opråb beslutningen “ude af trit med virkeligheden, stik imod al sund fornuft og stik imod al klimavidenskab” samt “en dødsdom for mennesker og økosystemer i det globale syd”.

Men selvom Energistyrelsens beslutning var skuffende og dybt problematisk, kom den ikke som en overraskelse.

For der har historisk set ikke været praksis for, at olieselskaber oplyste miljøkonsekvenserne ved afbrændingen af olie, når de har søgt tilladelse til nye udvindingsprojekter. 

Vi står imidlertid i en så alvorlig situation med klimakrisen, at det er tid til at kigge de gamle praksisser efter i sømmene.

Det mente Greenpeace og deres advokater, som kort efter Energistyrelsens afgørelse sendte en juridisk klage til Energiklagenævnet med stor opbakning fra Fossilfri Fremtid. 

I klagen påpegede den grønne ngo blandt andet, at selskaber ifølge den europæiske miljølovgivning bør oplyse om de afledte miljøeffekter ved nye projekter.

Da udledningerne forbundet med afbrændingen af olien fra Hejrefeltet i høj grad må siges at tilhøre de afledte miljøeffekter, argumenterede Greenpeace i klagen for, at tilladelsen bør annulleres.

Greenpeaces klage er fortsat under behandling, og vi venter Energiklagenævnets afgørelse med et forventningsfuldt smil på læben.

For der er de senere år kommet en række afgørelser internationalt, som i vores optik bør føre til, at Energiklagenævnet annullerer Ineos' tilladelse til at udbygge Hejrefeltet.

I januar 2024 blev tilladelserne til tre norske oliefelter annulleret netop på grund af manglende oplysninger om CO2-udledninger forbundet til afbrændingen af olie. Sagen blev ført af Greenpeace og Natur & Ungdom.

Ligeledes blev tilladelsen til et planlagt kulprojekt i England annulleret i september 2024 på grund af manglende oplysninger om CO2-udledninger ved afbrændingen af kul.

Sagen blev ført af Friends of the Earth og South Lakes Action on Climate Change. Hele projektet blev officielt droppet i april i år. 

I januar i år blev tilladelsen til det kontroversielle Rosebank-felt i den britiske del af Nordsøen også annulleret af en dommer.

Denne gang ligeledes på grund af manglende oplysninger om de afledte CO2-udledninger ved projektet. Sagen blev ført af Uplift og Greenpeace.

Som reaktion derpå udsendte den britiske regering i juli i år nye retningslinjer til, hvordan fossile selskaber bør inkludere de afledte klimaeffekter ved fossile projekter.

Senest landede så den vildeste afgørelse fra EFTA-domstolen 21. maj i år, efter at en norsk domstol havde bedt om at få afklaring på, hvordan den skal forholde sig til spørgsmålet om de afledte klimaeffekter i forbindelse med miljøkonsekvensvurderinger af et kommende fossilt projekt.

Her afgjorde domstolen sort på hvidt, at fossile selskaber skal oplyse CO2-udledningerne forbundet til afbrændingen af de fossile brændsler, de udvinder.

Alt det tegner virkelig godt for vores sag.

Skal vi så bare læne os tilbage og vente på, at myndighederne klarer ærterne for os?

Selvfølgelig ikke. Dels kan vi ikke stole blindt på, at Energiklagenævnet vil afgøre sagen til klimaets fordel.

I så fald er det så igen udelukkende op til Ineos, om selskabet vil investere i Hejrefeltet, selvom beslutningen vedrører alle nulevende og fremtidige generationer. 

Selvom Ineos kæmper med økonomiske problemer, og det kan betyde, at de ikke vil investere i et langsigtet fossilt projekt, er håb ikke en acceptabel strategi.

Derfor må vi være vedholdende i vores arbejde med at gøre Ineos' ledelse opmærksom på, at Hejrefeltet vil føre en række forsinkende og fordyrende problemer med sig, således at omkostningerne ved at gå videre med Hejrefeltet bliver langt større end omkostningerne ved at droppe projektet. 

Og så skal vi kæmpe for, at de mange juridiske afgørelser, der jo egentlig er klokkeklare, bliver en integreret del af den danske praksis på området.

Hvis olie- og gasselskaber fremover bliver pålagt at oplyse de afledte klimaeffekter ved deres fossile projekter, vil de næppe kunne få lige så nemt ved at luske deres projekter gennem nåleøjet hos embedsfolkene i Energistyrelsens Center for Undergrund.

Vi har med andre ord juridisk vind i sejlene, men der er samtidig masser at tage fat på.