Debat

Plastaktører og miljøorganisationer: Her er vores ønsker til plasthandlingsplanen

DEBAT: Plastikhandleplanen bør indeholde klare rammer for produktionen af plast, så den kan indgå i en cirkulær økonomi og midler til implementering. Et højt ambitionsniveau er nøglen til at gøre Danmark til grønt foregangsland, skriver en række aktører fra industrien og grønne organisationer.

At skabe rammerne for produktion af
plast, der lettere kan indgå i en cirkulær økonomi, bør understøttes politisk, mener en række aktører på plastområdet. 
At skabe rammerne for produktion af plast, der lettere kan indgå i en cirkulær økonomi, bør understøttes politisk, mener en række aktører på plastområdet. Foto: /ritzau/Finn Frandsen/
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Thomas Drustrup
Adm. direktør i Plastindustrien
Claus Ekman
Direktør i Det Økologiske Råd
Maria Reumert Gjerding
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening
Henrik Beha Pedersen
Direktør i Plastic Change

De senere år er der kommet mange billeder på, hvordan plast påvirker naturen.

De fleste husker billedet af svanen fra Sortedamssøen i København, der havde bygget rede af plastikposer. Historier som den er opsigtsvækkende og triste.

Den gode nyhed er, at der er meget, vi kan gøre for at blive bedre til at genanvende plast og sikre, at plasten ikke havner i naturen. Plast er nemlig på mange måder et godt materiale, når vi bruger det rigtigt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Derfor er vi rigtig glade for, at regeringen nu forhåbentligt snart vil præsentere den længe ventede plasthandlingsplan.

Vi håber – både som repræsentanter for industrien og de grønne organisationer – at ambitionsniveauet bliver sat højt, så vi kan gøre Danmark til grønt foregangsland på plastområdet og sætte turbo på plastbranchens grønne omstilling. Bedre plasthåndtering er en vindersag for alle.

Den kommende danske plastikhandlingsplan skal selvfølgelig være i tråd med EU's plaststrategi, men den må gerne være mere ambitiøs.  

Thomas Drustrup, Claus Ekman, Maria Reumert Gjerding og Henrik Beha Pedersen
Hhv. Adm. direktør i Plastindustrien, direktør i Det Økologiske Råd, præsident i Danmarks Naturfredningsforening og direktør i Plastic Change

Hvad handleplanen bør indeholde
Derfor vil vi også gerne give inputs til, hvad regeringen bør have med.

Først og fremmest skal vi blive langt bedre til at sortere plastaffaldet – både i husholdningerne og i det offentlige rum.

I dag er der forskellige rammer for sorteringen i kommunerne, og det giver meget forskelligartede affaldsfraktioner, som det er svært at skabe værdi ud af.

Derfor håber vi, at plasthandlingsplanen vil sikre, at der bliver skabt fælles nationale rammer for plastsorteringen på tværs af landets 98 kommuner. Det vil gøre det lettere både for virksomheder og borgere.

Cirkulært design skal understøttes
Dernæst skal der skabes klare rammer for produktionen af plast, så den plast, vi bruger i dag, lettere kan indgå i en cirkulær økonomi. Det kræver blandt andet, at industrien bliver bedre til at designe produkter, der kan genbruges eller genanvendes.

Processen er i gang, men bør understøttes politisk. Regeringen har faktisk allerede et solidt grundlag at arbejde videre på, da industri, NGO’er, detailhandel med flere har udviklet en fælles designguide til cirkulær plastemballage.

Der skal afsættes midler til at understøtte implementering af den, så vi sikrer, at cirkulært design vinder indpas i industrien, butikkerne og hos forbrugerne.

Samtidig bør den offentlige sektor skubbe på gennem indkøbsstrategier, der kræver, at plastikprodukter er designet til genanvendelse, lavet af genanvendt plast eller med aftaler om tilbagetagning af produktet.

Endelig er der en række lavthængende frugter, hvor mindre indsatser vil have stor betydning for miljøet.

For eksempel skal havne i dag betale afgift for at komme af med fiskernes plastaffald. Det bør være let at afskaffe den afgift som incitamentet til, at affald fra havet kommer med i land.

Den kommende danske plastikhandlingsplan skal selvfølgelig være i tråd med EU's plaststrategi, men den må gerne være mere ambitiøs.

Vi ser frem til miljøministerens kommende udspil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Ekman

Energiattaché, det danske generalkonsulat i Silicon Valley, Californien
cand.scient., ph.d. i eksperimentel fysik (København Uni.)

Henrik Beha Pedersen

Stifter og bestyrelsesformand, Plastic Change
Master i Environmental Biology, Roskilde Universitet

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00