Regeringen lander bred aftale om ny klimalov: ”I dag har vi skrevet danmarkshistorie”

AFTALE: Et bredt flertal i Folketinget er fredag aften blevet enige om en ny klimalov, der slår fast, at Danmark skal reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Formentlig den mest ambitiøse klimalov i verden, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Danmark skal have en ny og mere ambitiøs klimalov.

Det står fast, efter klimaminister Dan Jørgensen (S) fredag aften kunne træde ud fra forhandlingslokalet i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og sammen med syv andre folketingspartier præsentere den nye aftale.

”Det er en klimalov, som er meget ambitiøs. Det er en klimalov, som formentlig gør, at vi har den mest ambitiøse klimalov i verden,” sagde Dan Jørgensen.

Det er kun Liberal Alliance og Nye Borgerlige af alle Folketingets partier, der ikke er med i aftalen. Forhandlingerne startede tilbage i starten af september, men har først taget fart i november.

Skriver danmarkshistorie
Den nye klimalov skal sikre, at Danmark når i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Og at Danmark bliver helt klimaneutralt senest i 2050.

Med aftalen lægges der også op til, at der skal laves delmål – det første skal fastsættes i 2020 for 2025 – ligesom Klimarådet får en styrket rolle at spille som rådgiver for den førte klimapolitik. Der skal også nedsættes et borgerting, hvor borgerne skal kunne få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.

”I dag har vi skrevet danmarkshistorie. Vi går nu allerforrest i kampen mod klimaforandringerne med en ambitiøs, bindende klimalov, som sikrer handling,” siger Enhedslistens Pernille Skipper i en pressemeddelelse, hvor hun tilføjer:

”Jeg vil gå så langt som til at kalde det her for vores største politiske sejr. Enhedslisten var det ene af kun to partier, der gik ind i valgkampen med kravet om 70 procent reduktion af klimagasser i 2030. I dag er den målsætning fundamentet i klimaloven.”

LA forlod forhandlinger
Klimaministeren var også glad for, at aftalen landede tids nok til at tage den med til de internationale klimaforhandlinger i Madrid i næste uge.

”Jeg er stolt af, at jeg kan vise den her aftale frem til COP25 i næste uge til mine udenlandske kollegaer,” sagde han.

Bag aftalen står alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Liberal Alliance valgte at forlade forhandlingerne tidligere fredag aften, fordi de mente, der var for lidt fokus på, at den grønne omstilling ikke må koste arbejdspladser.

DF: Aftale sikrer fleksibilitet
Den bekymring har Venstre delt i forhandlingerne, men har alligevel ikke haft problemer med at være en del af aftalen.

”Vi glæder os over at have landet en aftale, der tager hensyn til dansk konkurrencekraft, sikrer, at den fremadrettede grønne omstilling sker på en hensigtsmæssig måde, og så har aftalen et globalt udsyn. Så Venstre kan se sig meget flot i den her aftale,” sagde klimaordfører Thomas Danielsen (V).

Dansk Folkeparti har tidligere været skeptisk omkring en klimaaftale med 70 procents-målsætningen, men klimaordfører Morten Messerschmidt var fredag aften godt tilfreds.

”Jeg er glad for den måde, det er endt på her. Vi har nogle klare mål, men vi har samtidig også en fleksibilitet, som gør, at hvis der er problemer i 2027 og 2028, så kan vi finde en løsning sammen,” sagde Morten Messerschmidt.

Klimaloven skal nu lovbehandles i Folketinget og skal så efter planen følges op med konkrete klimahandlingsplaner i foråret. Her skal det gøres konkret, hvad det er for tiltag, klimamålene skal nås med.

Forrige artikel Rigsrevisionen med hård kritik af beskyttelsen af grundvandet Næste artikel På få måneder blev alle politikere klimakrigere. Hvad var det egentlig, der skete? På få måneder blev alle politikere klimakrigere. Hvad var det egentlig, der skete?
Regeringen udskyder endnu engang beslutning om oliejagt

Regeringen udskyder endnu engang beslutning om oliejagt

OLIEJAGT: Regeringen har valgt at udskyde beslutningen om ny oliejagt i Nordsøen, og ønsker denne gang, at beslutningen skal spille ind i de kommende klimahandlingsplaner. Det burde ellers være en "no-brainer" at sætte en slutdato for oliejagten, mener Greenpeace.