Danmarks første energiminister: Klimamål ligner kejserens nye klæder

KRONIK: Det afgørende spørgsmål efter indgåelsen af den nye klimaaftale er, om det betyder et skifte væk fra dyrkningen af runde årstal til gennemførelsen af mere håndfaste beslutninger. Den nye aftale giver ikke noget klart svar på dette, skriver tidligere S-minister Poul Nielson.

Af Poul Nielson
Forhenværende energiminister (S), udviklingsminister og EU-kommissær.

Da Danmark i 1979 fik sin første energiminister, var truslerne til at tage og føle på: Vi behøvede ikke at tale om nødvendighedens politik, for at man forstod problemerne med forsyningssikkerhed, betalingsbalancen, olieimporten og utilstrækkelig varetagelse af samfundets interesse i Nordsøen.

Det var ikke klimaforandring, der var problemet, men miljøproblemer med forsuring og skovdød på grund af kul og svovlholdig olie.

Aftalen om undergrunden i 1981 skabte en ny situation med øget aktivitet og nye aktører ved siden af DUC (Shell, Texaco, Chevron og APM). Det var nødvendigt for staten at anlægge og vinde en voldgiftssag, førend koncessionshaveren forstod, at de nye forpligtelser skulle respekteres.

Vi skabte forsyningssikkerhed og forbedrede miljøet med naturgassen. Sammen med den store satsning på udbygning af kraftvarmeforsyningen, der krævede større investeringer end naturgasprojektet, løftede aktiviteterne i Nordsøen i årene efter Danmark ud af betalingsbalanceklemmen. Det, vi lavede dengang, kan passende kaldes "råderummets moder".

Danskudviklet spidsteknologi
Røggasrensning blev et effektivt svar på forureningsproblemet, både for kraftværkerne og forbrændingsanlæggene – og er det stadig. Det var også danskudviklet spidsteknologi.

Atomkraft blev reelt afskrevet i januar 1980. Forskning og udvikling og direkte støtte til udbredelsen af vedvarende energi blev prioriteret højt. Specielt vindmøllerne blev set som et strategisk satsningsområde.

Der var en parallelitet mellem fjernvarmesektorens succes med eksport af dansk teknologi og den bevidste industripolitiske tankegang, der skabte det danske vindmølleeventyr, blandt andet understreget af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds fremsynede engagement i Vestas.

Ikke alt lykkedes. Biogas, primært baseret på landbruget, lykkedes stort set ikke. Styringen af processen i reaktoren var et problem. Vi rettede henvendelse til Novo og Carlsberg Laboratoriet, som havde ekspertisen, men reaktionen fra dem begge var, at man ikke var interesseret i at indgå i et samarbejde med staten om dette.

Men Lov om Varmeplanlægning fra 1979 var en succes. Det var et sjældent eksempel på egentlig fysisk planlægning, som muliggjorde en økonomisk og forsyningsmæssig rationel disponering af afgrænsningen mellem udbygningen af fjernvarme og naturgas. Tilslutningspligt blev mest anvendt i forbindelse med fjernvarmeudbygningen, men generelt ikke særlig meget anvendt.

Vidtløftige satsninger
Efter regeringsskiftet i 1982 var der fortsat et flertal i Folketinget bag den energipolitik, der blev formuleret i 1979-1982. Det var vigtigt, fordi der var tale om store, helt konkrete og langsigtede satsninger.

Drivkraften var ikke nogle abstrakte måltal knyttet til nogle årstal engang i fremtiden. Denne politiske arbejdsform har i det nye århundrede grebet om sig i et sådant omfang, at man nok må forvente en udbredelse af allergi mod runde årstal.

Problemet er, at jo mere man arbejder på den måde, jo større er risikoen for, at man kommer til at forveksle opstillingen af målene, der kommer til at se besnærende konkrete ud ved at knytte dem til årstal, med, at man så rent faktisk har gjort noget konkret.

Dette er naturligvis ikke noget, der kun har hærget energisektoren. For eksempel har manglen på sammenhæng mellem planer og faktisk handling angående landbrugets skadelige udledninger jo ligefrem ført til, at det gav mening at nummerere de successive vandmiljøplaner.

Argumentet for den tilsyneladende handlekraftige årstalsfikseringsmetode er, dels at dette er nemmere at skabe politisk enighed om end at bide til bolle på de ikke altid populære men nødvendige tiltag, dels – som ikke mindst igen og igen fremhævet af Dan Jørgensen – at det giver en stor signalværdi.

Helt ærligt: Hvis vi for alvor skal tale signalværdi, så var det nok mere nyttigt for landet rent faktisk at få færdiggjort DSB/BaneDanmarks modernisering af jernbanesignalerne.

Det er da rigtigt, at de runde årstals metode også har en baggrund i det internationale klimadiplomati. Det er da også rigtigt, at alle forsøg på at skabe så bindende som muligt multilaterale aftaler om reduktion af klimaforandring naturligvis må støttes.

Men at se det som et håndgribeligt resultat, der kvalificerer Danmark til at kalde sig foregangsland, at vi sætter et højere tal end andre på, hvor vi gerne vil være i 2030, får nødvendigvis mange til at tænke på 'Kejserens nye klæder'. 

Politisk mobilisering til forandring handler selvfølgelig i et vist omfang om kommunikation. Men når Morten Østergaard (R) skruer sig op og her og nu kræver et regnestykke stillet op, så man kan regne baglæns fra 70 procent i 2030 til i dag, så er det demokratiske problem, at han bidrager til en misforståelse i befolkningen om, hvor kompliceret og krævende det faktisk er at levere det, der skal til for at realisere det flotte mål. Han er desværre ikke den eneste, der bidrager til dette.

Element af illusion
I alle årene har det været en udbredt forestilling hos mange, at vedvarende energi i særlig grad hænger sammen med decentrale løsninger og mindre styring, end hvad man forbinder med de klassiske komponenter i energisystemet.

Den forestilling vil vise sig at være 100 procent forkert, efterhånden som vi nærmer os en konkretisering af, hvordan baglænsregningen fra målet om et fossilfrit energisystem kan hænge sammen. Hovedelementet i det regnestykke er den gennemførte elektrificering.

Gennemført i en sådan grad, at de teknisk, miljømæssigt gode og nationaløkonomisk positive kraftvarmesystemer i Danmark allerede nu bliver set som et problem. Der er et farligt element af illusion i timingen.

Dilemmaet kommer tydeligt til udtryk på to punkter: Stillingtagen til 8. udbudsrunde og til formen for udbygning af vindkraft specielt baseret på nykonstruerede energiøer.

I begge sager er det tilsyneladende signalværdien, der er afgørende. Men det er vel ikke upassende at spørge, at hvis klimapolitikken for alvor skal tages alvorligt, hvorfor skal sagerne så ikke behandles og tages stilling til på samme realpolitiske og pragmatiske måde, som når samfundet i øvrigt bliver styret?

Der er noget pyramidalsk over energiøerne. Keop var godt nok en stor bygherre. Men vi har ikke råd til at se stort på, at rytmeproblemet taler imod de meget store initiale investeringer, førend vi får opstillet tilstrækkeligt med vindkraft.

Det virker heller ikke rationelt at placere konverteringen af el til flydende brændsel ude på disse øer. Det minder for meget om at gå over åen for at få våde fødder. Forestillingen om, at man med øerne koncentrerer vindkraften, er en illusion.

De store anlæg skal nødvendigvis under alle omstændigheder spredes over store områder til havs. Det er jo ingen skam, at udbygningen af vindkraft sker på et rationelt økonomisk grundlag.

Pinlig prop i det europæiske jernbanenet
En aflysning af 8. udbudsrunde betyder jo på ingen måde, at anvendelsen af olie og gas i Danmark reduceres. Hverken i 2030 eller i 2050. Det vil først og fremmest betyde tab af arbejdspladser i en højteknologisk sektor og efter al sandsynlighed tab af et provenu, som ellers kunne dække det efterslæb, der præger Danmarks jernbanenet.

Hvis klimarigtig transport skal tages alvorligt, så er en gennemgribende fornyelse af togdriften med elektrificering og moderne signaler virkelig noget, der batter, og noget, vi faktisk kan gøre. Gør vi det ikke, kommer Danmark fortsat til at ligge som en pinlig prop i det europæiske jernbanenet, som bliver mere og mere vigtig som alternativ til flyvning i Europa. Men det er måske for kedelig og konkret en sag til at blive taget alvorlig?

Forestillingen om, at vi ikke har brug for mobilisering af alle de ressourcer, vi har adgang til – inklusive opretholdelsen af aktiviteten i Nordsøen i de kommende år – er ganske enkelt uansvarlig.

Der er også et helt andet aspekt i denne sag: Grønland ser bestemt ikke ud til at ville frasige sig efterforskning af olie og gas. Det er jo også deres egen sag. Men tilbøjeligheden til en form for klimapolitisk nypietisme i visse kredse i Danmark kunne alligevel risikere at skabe en uheldig friktion i Rigsfællesskabet med kritik af, hvordan regeringen i Nuuk disponerer.

Ud fra en mere overordnet betragtning om vores strategiske interessevaretagelse i rammen af Rigsfællesskabet, så ville et tilbud om et aktivt og risikovilligt dansk partnerskab i aktiviteterne i Grønland på hele råstofområdet være et meningsfuldt element. Og med en fortsættelse af aktiviteterne i Nordsøen i endnu en årrække, ville vi kunne opretholde netop den ekspertise forvaltningsmæssigt, forretningsmæssigt og teknisk, som vil være et væsentligt aktiv i samarbejdet mellem København og Nuuk.

Miljøpolitikken er en afdeling for populære standpunkter
Den tid er forbi, hvor man fra dansk side kan læne sig tilbage i forestillingen om, at Rigsfællesskabet er uforanderligt, og at danske interesser under alle omstændigheder har en fortrinsret.

Det har gennem årene præget især miljøpolitikken, at det var afdelingen for populære standpunkter. Men som ovenfor anført vil den grønne omstilling kræve gennemførelsen af mange forskellige tiltag, som mærkeligt nok ikke spiller nogen særlig rolle i klimadebatten.

Tag blot spørgsmålet om forstærkningen af elnettet. Masser af protester præger allerede udbygningen i Jylland. Men hele nettet ud til de husstande, der skal bruge meget mere el til bilen, varmepumpen og så videre i den fossilfrie fremtid, skal jo graves ned overalt.

Vi taler – også her – om vital infrastruktur, som skal fastholdes som samfundets egen. En reel satsning på solceller forudsætter en forpligtelse til at anbringe dem på taget af fabrikker, sportshaller, lagerbygninger og så videre i stedet for at lade dette være et område overladt til mere eller mindre spekulative private investorer, som plastrer det ene landskab til efter det andet.

Vi er for lille et land til dette. Vi vil jo samtidig have mere fri natur. En reel satsning på biogas forudsætter en leveringspligt for landbruget og blandt andet fødevareindustrien af input til anlæggene.

Sådan er det også med affaldshåndteringen. Det er fint at mobilisere befolkningens engagement til at sortere. Men man skal passe på, at skrivebordsanalytikerne ikke får lov at køre ud ad tangenten i en sådan grad, at den gode miljømæssige, hygiejniske og økonomiske eksisterende løsning med kraftvarmen i forbrændingsanlæg presses ud, inden genanvendelse i sammenhæng med ambitiøs sortering kommer til at fremstå som egentlig løsning.

Her kan det blive en afgørende faktor, at Danmark simpelthen er for lille et land til, at den ultimative forkromede løsning vil være mulig.

Det afgørende spørgsmål efter indgåelsen af det imponerende og politisk brede klimaforlig er nu, om det betyder et skifte fra dyrkningen af runde årstal til gennemførelsen her og nu af konkrete beslutninger. Power-to-x på energiøerne og hele timingen i øvrigt for disse øer giver som eksempel ikke noget godt eller klart svar på dette.

* Ottende koncessionsrunde – også kaldet ottende udbudsrunde – handler om, at fire olieselskaber har indsendt ansøgninger til regeringen om at få tilladelse til at lede efter og siden udvinde ny olie og gas i den danske del af Nordsøen.

Forrige artikel Debat: Vi skal både investere i klimaforebyggelse og -tilpasning Debat: Vi skal både investere i klimaforebyggelse og -tilpasning Næste artikel Dansk Energi: Vi står ved en reguleringsmæssig korsvej Dansk Energi: Vi står ved en reguleringsmæssig korsvej