Debat

Alternativet: Den Grønne Boulevard er greenwashing på københavnernes regning

Den Grønne Boulevard vil eftersigende øge den samlede trafik på strækningen med op til 20 procent. Dermed lyder det som et milliarddyrt greenwashing-projekt, skriver Troels Chr. Jakobsen og Jonathan Ries.

Desværre er Den Grønne Boulevard en klimamæssig og økonomisk fiasko i sin nuværende form, skriver Troels Chr. Jakobsen og Jonathan Ries. 
Desværre er Den Grønne Boulevard en klimamæssig og økonomisk fiasko i sin nuværende form, skriver Troels Chr. Jakobsen og Jonathan Ries. Foto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix
Troels Christian Jakobsen
Jonathan Ries
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den Grønne Boulevard. Et grønnere København, hvor vi forvandler H.C. Andersens Boulevard til et grønt og rent mekka, et eventyr for cykler og bløde trafikanter, summende bier og blomster i flor. Bilernes rettigheder med støj og forurening skal væk fra boulevarden og ned under jorden i to tunneller, der strækker sig fra Åboulevard til Langebro. 

Det lyder jo som et projekt, der kunne være groet i Alternativets baghave. Men desværre er Den Grønne Boulevard en klimamæssig og økonomisk fiasko i sin nuværende form.

Den største synder er, at vi ikke får minimeret trafikken ved at anlægge to biltunneller. Tværtimod vil den samlede trafik på strækningen stige med op til 20 procent. Det viser projektanalyserne klart.

Trafikken og dermed CO2-udledningen vil altså stige – ligesom al betonen til biltunnelerne medfører stort CO2-udslip. Man sælger projektet som grønt og bæredygtigt, men det ender med greenwashing. 

Et rasende dyrt projekt

I Alternativet er vi selvfølgelig enige i, at vi skal have flere grønne områder i København. Men vi bør fokusere på tiltag og scenarier, der rent faktisk reducerer biltrafikken på overfladen frem for en tunnelløsning, der gør det modsatte.

De fleste bilister på boulevarden er ikke københavnere, ligesom at halvdelen af metrobrugerne ikke er det. Men det er kommunens borgere, der kommer til at finansiere projektet.

Troels Chr. Jakobsen (ALT) og Jonathan Ries (ALT)

Det er som om, at et flertal i Borgerrepræsentationen hopper fra det ene trafikale prestigeprojekt til det andet uden at forholde sig til den samlede fremtidige trafikudvikling. Her taler vi om de løbende forslag om for eksempel mere metro og Østlig Ringvej.

Vi bør i stedet arbejde på at forbedre mobiliteten i hele hovedstadsområdet. Alene ud fra et klima- og ressourcehensyn er en reduktion af biltrafikken med flere delebiler og bedre kollektiv trafik centralt for os i Alternativet.

Noget andet er, hvor skal de fem-ti milliarder kroner komme fra? Ja, vi kan muligvis finansiere tunnelen med brugerbetaling. Det kræver særlig tilladelse, hvilket nok ikke sker, og så står vi stadig tilbage med et rasende dyrt projekt.

I stedet vil prisen på mindst fem milliarder nok betyde, at vi skal sælge en masse grunde, og dermed bygge mere. På Den Grønne Boulevards frigjorte plads, og hvem ved; måske igen på Amager Fælled, når gælden presser sig på? Det taler altså også imod klima- og miljøvisionen.

Og imens den dyre og – alligevel ikke så – Grønne Boulevard sælges som vejen til en klimaførende hovedstad, er det som om, at partierne bag har glemt, at den dyre del af investeringen slet ikke er for københavnerne.

De fleste bilister på boulevarden er ikke københavnere, ligesom at halvdelen af metrobrugerne ikke er det. Men det er kommunens borgere, der kommer til at finansiere projektet. Derfor bør det i stedet være staten, der betaler, hvis anlægget af biltunnelen skal forstyrre det centrale København i årevis.

Læs også

Indfaldsvejens faldgruber

Alternativet elsker selvfølgelig det visionære, men ikke uden forankring i virkeligheden. Det nytter ikke at smide mange milliarder efter biltrafikken. Den billige og enkle løsning for Den Grønne Boulevard er at stoppe den gennemkørende trafik og fjerne flere af vejbanerne.

For vi bliver nødt til at fokusere på de svære problemstillinger og tage de valg, som ændrer vores adfærd, hvis vi gerne vil kalde vores investeringer grønne og bæredygtige.

Hvordan styrker vi mobiliteten i hovedstadsområdet? Hvordan dæmper vi biltrafikken? Hvordan udnytter vi byrummet bedre? Hvordan øger vi biodiversiteten? Hvordan understøtter vi den offentlige transport?

Det kunne Borgerpræsentationen prøve at finde svar på i den kommende kommuneplan, som er under udvikling i de kommende år. Så vi skaber en by for borgerne i København og en bedre mobilitet i hele hovedstaden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Christian Jakobsen

Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune, Freelance manuskriptforfatter og instruktør
National Playwright Education of Denmark Playwright (Grønnegade Teater 1997), dramatiker (Aarhus Teater)

Jonathan Ries

Ekstern erhvervsordfører og medlem af Nørrebro Lokaludvalg (ALT)
Msc i supply chain management (CBS, 2012)

0:000:00