Debat

Alternativet: Hæstorp har endegyldigt bevist, at hun blot er en gentagelse af Frank Jensen

Lynetteholmen er officielt blevet den slimede skovsnegl, man skal sluge, hvis man vil have indflydelse i københavnsk politik. Det er dybt udemokratisk og giftig revolverpolitik, skriver Emil Sloth Andersen (ALT). 

Overborgmester Sophie Hæstorp-Andersen (S) har én gang for alle vendt Rådhusets rødgrønne flertal ryggen, skriver Emil Sloth Andersen (ALT).
Overborgmester Sophie Hæstorp-Andersen (S) har én gang for alle vendt Rådhusets rødgrønne flertal ryggen, skriver Emil Sloth Andersen (ALT).Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Emil Sloth Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

6. juni 2023 var en kulsort dag for københavnerne og i Københavns politiske historie.

Partierne, der på Københavns Rådhus udgør flertallet bag Dubai-Øen Lynetteholm, har besluttede med en ny aftale at holde stædigt fast i de asfalterede traditioner og kyniske magtdemonstrationer, der har plaget hovedstaden siden Frank Jensens dage som overborgmester. 

Med den nye aftale har SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Konservative og ikke mindst Socialdemokratiet besluttet, at byudviklingen i København skal styres med Lynetteholmen som præmis.

Læs også

Dermed er den kunstige ø, som meningsmålinger viser, at flertallet i befolkningen er lodret imod, udpeget som den slimede skovsnegl, man skal sluge, hvis man vil inviteres til leg med Rådhusets magtpartier.

Det er usmagelig og udemokratisk revolverpolitik, og overborgmester Sophie Hæstorp-Andersen (S) har én gang for alle vendt Rådhusets rødgrønne flertal ryggen.

Udemokratisk gidseltagning

Det behøvede ikke være sådan. Slet ikke.

Men i stedet for at udnytte det progressive, rødgrønne flertal, som københavnerne stemte ind i Borgerrepræsentationen ved det seneste kommunalvalg, har Socialdemokratiet og Sophie Hæstorp valgt at køre både Enhedslisten og os i Alternativet totalt over. Vi måtte læse om aftalen i medierne.

Partierne bag aftalen binder sig på at klappe to budgetforlig af i streg sammen, og det er dybt giftigt. Præcis som det var under Frank Jensen

Emil Sloth Andersen (ALT)
Medlem af Borgerrepræsentationen

Overborgmesteren har cementeret, at hun blot er en gentagelse af Frank Jensen, der som bekendt tidligere bad Rådhusets øvrige partier om at acceptere Lynetteholmen og byggeriet på Amager Fælled, hvis de ville være med i det københavnske budgetforlig.

Den frygtstyrede type gidselstagningspolitik fortsætter nu – og med kulsorte resultater. Det er udemokratisk. Børn og socialt udsatte borgere skal ikke tages som gidsel i kampen for Lynetteholmen.

Det er desuden værd at nævne, at Lynetteholmen allerede overskrider de planlagte budgetter. Som det er kendt fra både Nordhavn og Papirøen, skal den finansieres blindt af de dyrest mulige grundsalg, og det vil betyde, at lejlighederne på øen vil blive udbudt til liebhaverpriser, som københavnere med almindelige indkomster ikke har en jordisk chance for at betale.

Metoden og modellen er velkendt, og det foregår alt sammen i ly af byudviklingsselskabet By & Havn, hvor der i øvrigt ikke kan søges aktindsigt.

Læs også

SF og Radikale svigter

Den nye aftale er dybt deprimerende, fordi den grundlæggende afliver al nytænkning i københavnsk politik. I Alternativet vil vi for eksempel gerne sætte miljø, klima og billige boliger før profitjagten. Det ser svært ud nu. 

Partierne bag aftalen binder sig på at klappe to budgetforlig af i streg sammen, og det er dybt giftigt. Præcis som det var under Frank Jensen, lukker de ned for en progressiv politisk kurs. 

Et eksempel er problemet med byens tunge biltrafik. I Alternativet vil vi hæve beboerlicensen markant, så vi kan bruge pengene til at finansiere kortere skoledage, flere undervisningstimer med to lærere til én klasse og flere pædagoger i fritidstilbuddene.

Læs også

Engang havde den idé formentlig fået støtte fra SF og Radikale Venstre, men med den nye alliance med Konservative er den type politik formentlig lagt i graven. Bilerne er effektivt sat før byens børn.

Naturligvis vil vi i Alternativet fortsat kæmpe konstruktivt og bringe vores mandater i spil. Vi opgiver ikke kampen for en mere bæredygtig by.

Men lad os dog ikke være naive. De rødgrønne vælgere, der gav os et jordskredsvalg, er blevet kørt over. Det nye rådhusflertal har totalt ignoreret det budskab, som vælgerne sendte os efter valget. Det rødgrønne håb er erstattet af frygtstyring og revolverpolitik.

Det er sort for københavnerne. Men der findes et bedre og grønnere alternativ, og det fortsætter vi med at kæmpe for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Frank Jensen

Fhv. justits- og forskningsminister og MF (S), fhv. S-næstformand, fhv. overborgmester
cand.oecon. (Aalborg Uni. 1986)

Emil Sloth Andersen

Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Universitet, 2019)

0:000:00