Debat

Arkitekt og ph.d.studerende: Ud med p-pladser og ind med delebiler

Færre parkeringspladser i København er et oplagt sted at starte for at gen-demokratisere gaden. Samtidigt kan tiltag med gratis el-bilspladser og plads til alternative transportformer accelerere den grønne omstilling, skriver Jakob Steen Christensen og Robert Martin.

Vi skal gøre plads til deletransporten i København.
Vi skal gøre plads til deletransporten i København.Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En tredjedel af byens p-pladser skal fjernes i København. Det mener Socialdemokraterne med Sophie Hæstorp Andersen i spidsen. 

Dét er en vision, som vi deler, og er overbeviste om vil lægge et solidt fundament for en fremtid, hvor København forbliver verdens grønne bannerfører, og hvor miljø og livskvalitet går op i en højere enhed.

Begynd med boliggaderne
Erstat parkeringspladserne i boliggaderne med boligkvalitet, der understøtter mangfoldighed og fællesskab i grønne omgivelser. 

Parkeringspladserne har overtaget vores lokale gademiljø og hverdagsrum, og ligesom biodiversitetskrisen har lært os; monofunktionel brug af vores gader, skubber arterne fra hinanden og efterlader os med døde og forladte gademiljøer.

Ifølge Københavns Kommune kan én delebil erstatte 5-10 private biler.

Jakob Steen Christensen og Robert Martin
Hhv. partner og arkitekt samt erhvervs-ph.d.-studerende

66 procent af Københavns samlede vejareal består af vejbaner og gadeparkering. Dette på trods af at bilejerskabet i København er 29 procent per husstand og 70 procent af alle rejser i København foregår til fods, cykel eller via offentlig transport.

Gaden er et offentligt areal, og det er en udemokratisk fordeling af vores arealer, i hvert fald hvis vi stemmer med vores mobilitetsvaner. Samtidig ser vi også, at fremtiden byrum og gader må indrettes smartere for at imødekomme nye mobilitetsformer, klimaforandringer med hedebølger og ekstrem regn og en stadig voksende befolkning. 

Giv plads til delte transportformer
Efter den første tredjedel af parkeringspladserne er fjernet, foreslår vi, at den næste tredjedel parkeringspladser målrettes delte transportformer såsom delebiler, delecykler, (pænt parkerede) el-løbehjul og drop off-områder til post og varelevering. 

En undersøgelse foretaget af COWI viser at cirka hver fjerde bil på Vesterbro og Østerbro er en weekendbil, altså en bil som holder stille fra mandag til fredag.

Ifølge Københavns Kommune kan én delebil erstatte 5-10 private biler. Men andre ord, fremtidens København skal altså ikke genopfinde hjulet, vi skal bare lære at deles om det.

Usikkerheden omkring delebilen gør dog, at flere fravælger den til fordel for egen bil. For hvordan kan man være sikker på, om delebilen er tilgængelig på dette rette tidspunkt og det rette sted?

Ved at overdrage en tredjedel af p-pladserne til delte transportformer, herunder delebiler med faste stampladser lige uden for hoveddøren, vil usikkerheden forsvinde og samtidig accelerere omstillingen til el-biler langt hurtigere, end det sker i dag.

Beboelsesgader burde omstruktureres efter en mobilitetspyramide, hvor gående og cyklende har første prioritet, derefter delte transportformer og til sidst den private bil.

Jakob Steen Christensen og Robert Martin
Hhv. partner og arkitekt samt erhvervs-ph.d.-studerende

Den sidste tredjedel
Som en del af vores forslag, vil den sidste tredjedel af parkeringspladserne til privat parkering bevares i en overgangsperiode, men finansielt skruet sammen således, at vi støtter den grønne omstilling. 

Det kan gøres ved, at elbiler i en overgang parkerer gratis, ligesom benzin og dieselbiler bliver markant dyrere end i dag. Ladestandere skal også følge udviklingen, og de kan placeres mellem parkeringspladserne i stedet for på fortovet, der i forvejen er proppet med cykler. 

Forhåbentligt vil den delte løsning vinde frem, og på sigt kan den private parkering udfases. Grundtanken må være at så meget som mulig af det offentlige areal benyttes til fælles løsninger.

Der er i dag cirka 130.000 private biler i København og faktisk lige så mange ikke-offentlige parkeringspladser i København på private arealer og kælderanlæg. Vi har altså oceaner af parkeringsareal i København, som vi skal blive bedre til at udnytte.

Byer formes af vores transportvaner
Byer og byliv bliver formet af måden vi prioriterer vores transportformer på. Ligesom vi fra barnsben er opvokset med madpyramiden og lært frasen ’du bliver hvad du spiser’, kan man sige det samme om byens gader, hvor gadens sundhed og velvære afhænger af hvilke mobilitetsformer, vi fodrer den med.

Beboelsesgader burde omstruktureres efter en mobilitetspyramide, hvor gående og cyklende har første prioritet, derefter delte transportformer og til sidst den private bil. Vi skal prioritere de miljøvenlige og aktive transportformer. Dét er fundamentet for den attraktive by.

Tænk stort, start småt og omstil hurtigt
Store trafikplaner for København er tidskrævende og omkostningstunge at gennemføre. Vi bør derfor starte i det små, nedefra og op og gradvist opskalere. Starte med pilotprojekter for udvalgte gader, høste erfaringer, udvide omfanget til flere gader, dernæst boligområder, bydele, og senere hele byområder.

Kvaliteterne ved at følge mobilitetspyramiden vil være håndgribelige. Beboerne vil hurtigt se hvordan bilfyldte lokalmiljøer blive til grønne og rekreative byrum. De vil se fordelene ved ændret transportvaner og fremskynde udviklingen fra privat til delte transportformer. De vil se, at den store vision for København starter i det små, i boliggaden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00