Arkitekter: Hvis København vil have mangfoldige boliger, må flere end de største aktører have lov at bygge

Men kigger man indenfor i boligerne, som er fulgt med i de nye byområder, er der til gengæld et slående fravær af mangfoldighed.

Boligplanerne er ganske enkelt gentaget i det uendelige fra Ørestad og frem til nu – med ganske få undtagelser – og om der opføres almen-, andels-, leje- eller ejerboliger, så er det skåret over samme grundopskrift; køkken-stue-alrum ud i ét, 7 kvadratmeter børneværelser, boligdybde på cirka 12 meter, altan.

Hvorfor denne hovedløse gentagelsesglæde når vi i øvrigt kan se evnen til at lære, forbedre og forædle, når det kommer til de nye bydeles offentlige rum?

Del byggeretten i mindre felter

I dag er rammen i København nemlig skruet sammen til fordel for meget store aktører på meget store grunde med byggeretter på mindst 10.000 kvadratmeter – og gerne på op mod 30.000 kvadratmeter, når det er grunde udlagt til boliger.

Resultatet er "pensionskassebyen": den samme størrelse byggeret, den samme finansiering, de samme entreprenører og rådgivere, de samme materialer, den samme ufleksibilitet.

Og ja, vi er også selv med her, men lad os få knækket den nød.

Mange politikere er i tidens løb blevet valgt på samme løfte uden at kunne levere flere betalbare boliger. Så hvilke knapper kan den nyetablerede Borgerrepræsentation skrue på?

Der er gode eksempler på, at mindre byggeretter skaber større mangfoldighed i boliger – en mangfoldighed, som regeringen også efterspørger i den nye arkitekturpolitik

Eva Ravnborg og Louis Becker
Hhv. arkitekt og direktør for Danmark samt arkitekt og global designchef, Henning Larsens Tegnestue

For os at se er en oplagt, og i København gennem de seneste mere 20 år en hidtil uprøvet, løsning, at der skal udbydes flere små grunde med byggeretter på 2.000 – 5.000 kvadratmeter.

Ved at dele byggeretterne i København i mindre felter, giver vi plads til mindre private byggefællesskaber efter gammelt forbillede, og så skaber vi samtidig arbejde til mindre entreprenører og lokale håndværkere, ligesom det også kan åbne for en større mangfoldighed i ejerformer, end vi har set de seneste 20 år i København.

Og endelig giver vi arkitekturen mulighed for at være noget andet end variationer over den samme investeringslogik.

Der er internationalt gode eksempler på, at mindre byggeretter skaber større mangfoldighed i boliger – en mangfoldighed, som regeringen også efterspørger i den nye arkitekturpolitik, der blev præsenteret i november 2025, hvor det fremgår, at der ønskes bedre forhold for førstegangskøbere, flere almene boliger, andelsboliger samt at flere kan eje deres egen bolig – også i de store byer.

Giv mindre firmaer adgang til byggesektoren

I Berlin har byen skabt mulighed for byggefællesskaber – baugruppen – hvor 10–12 familier kan bygge ejerboliger til kostpris med delte faciliteter såsom gæsteværelser, værksteder og gårdrum.

Det sænker udgifterne, øger kvaliteten og bidrager til mangfoldige løsninger – når kommunen bakker op, kan helt almindelige borgere blive bygherrer.

I Zürich er en tredjedel af boligmarkedet baseret på lejeboliger, hvor non‑profit kooperativer bygger på lange kommunale jordlejer og kostleje, så værdien bliver i fællesskabet, og huslejen er stabil.

I USA har vi arbejdet på projekter med krav til deltagelse af firmaer drevet af minoriteter, kvinder eller veteraner.

Krav, der gør, at mindre firmaer kan deltage i såvel designprocessen, byggeprocessen og som lejer i det endelige byggeri.

Pointen er klar: De mindre firmaer fra lokalmiljøet får adgang til byggesektoren og dermed opstår der plads til nye hænder og nye ideer.

Symptom på en systemfejl

By & Havn‑modellen har leveret infrastruktur og velfungerende bydele. Men når udbuddene systematisk favoriserer de store developere, inviterer vi færre med og får mere af det samme.

Det handler i sidste ende om, hvem der får lov til at bygge byen. Lige nu er byens vigtigste vidensperson ofte en ejendomsmægler, der ved hvad der "sælger."

Vi har glemt, at arkitektur er et brugsobjekt før den er et investeringsprodukt.

Eva Ravnborg og Louis Becker
Hhv. arkitekt og direktør for Danmark samt arkitekt og global designchef, Henning Larsens Tegnestue

Det er ikke en personlig anklage; det er et symptom på en systemfejl, hvor vi har glemt, at arkitektur er et brugsobjekt før den er et investeringsprodukt.

København er en by, verden kigger på. Vi har erfaringerne, og vi har fagligheden. Men vi kan stadig lære fra andre og vi skal turde at tage nogle nye dristige valg.

Byens udvikling stopper ikke med de fede rum mellem husene eller ned til vandet. Udviklingen skal bæres helt ind til boligen, så København bliver ved med at være en by, man kigger på for at lære noget af. En by til fremtiden, til alle.