Forskere: Et boligudspil uden retning løser ikke boligkrisen

Den boligpolitiske aftale fra den forrige regeringsperiode, der indeholdt flere perspektivrige udspil om styrkelse af den almene boligsektor, genindførelse af den spekulationsfri andelsbolig og en åbning af bedre vilkår for byggefællesskaber i Danmark, er tilsyneladende lagt død – måske allerede ved regeringsskiftet?

Kommunalpolitisk håndsrækning

Regeringens boligudspil er først og fremmest kendetegnet ved sin timing: tre uger før kommunalvalget.

Særligt Socialdemokratiet havde måske behov for at understøtte Pernille Rosenkrantz-Theils valgkamp med et initiativ, der kunne sætte gang i det næsten kollapsede almene boligbyggeri i København.

Rammebeløbet skal hæves, så det igen kan lade sig gøre at bygge nye almene boliger i København – og de nærmeste omegnskommuner. Og Århus kom nok med for at sikre den regionale balance.

Så længe byudviklingen styres efter et ensidigt økonomisk fokus – for at skabe finansiering til metro og anden infrastruktur – får vi næppe mange flere billige boliger i byen.

Søren Christensen, Anker Brink Lund, Mette Lis Andersen og Jes Møller

Det er uklart, hvad det forhøjede rammebeløb i praksis vil betyde for huslejerne i det almene nybyggeri – et kvalificeret bud er højere huslejer, da grundkøbspriserne ikke ser ud til at være underlagt ny regulering.

Den socialdemokratiske håndsrækning til Rosenkrantz-Theil blev ledsaget af en håndfuld andre initiativer uden stor indre sammenhæng, men kendetegnet ved et mere landsdækkende perspektiv:

• Mulighed for at kræve 25 procent ejerboliger i nye lokalplaner.
• Mere fleksible kreditvurderinger for førstegangskøbere.
• Forlængelse af afdragsperioder på realkreditlån fra 30 til 40 år.

Den samlede buket er hverken særligt smuk eller visionær, og spørgsmålet er, om den nu – efter kommunevalget – bliver omsat til ny lovgivning. Hvis regeringen er klar til at gøre noget ved uligheden på boligmarkedet, iler vi her med lidt input.

Der er brug for et anderledes perspektivrigt boligpolitisk grundlag, der kan sikre mere blandede byer, hvor der er plads til alle befolkningsgrupper i både store og små byer, og hvor gode boliger i hele landet kan belånes og omsættes, så ingen bliver stavnsbundet.

Og samtidig konkrete initiativer, der kan ændre på den voldsomme ulighed geografisk og mellem generationerne og sætter civilsamfundet i spil som aktiv medaktør.

Civilsamfundet har tidligere spillet en afgørende rolle i boligforsyningen. Byggeforeningerne i slutningen af 1800-tallet, andelsbevægelsen og de første almene selskaber voksede ud af lokale initiativer, hvor lægeforeninger, håndværkere, fagforeninger og naboer gik sammen for at sikre gode og betalbare boliger.

Organiserende fællesskaber der blomstrede, fordi staten og kommunerne stillede rammer og gode muligheder for finansiering til rådighed, mens ejerskabet var lokalt og kooperativt.

I dag dominerer storskalabyggeri drevet af professionelle investorer, og boliger produceres primært i standardiserede formater under markedsbetingede prisniveauer og begrænsninger i kommunernes handlemuligheder.

Flere nyere projekter anviser alternativer: KAB’s AlmenBolig+, hvor der er en langsigtet organisering af bylivet i en bydelsforening. Musicon i Roskilde, hvor ejere, lejere og kulturinstitutioner mødes med reel beslutningskompetence. Og Køge Kyst, hvor et budget muliggør investeringer i både fysiske fornyelser, kultur og byliv.

International inspiration

Også internationalt er der viden og inspiration at hente. I Tyskland er der det velafprøvede ‘Baugemeinschaften’ – byggefællesskaber, hvor kommende beboere går sammen om projekter for at sikre både indflydelse, økonomi og social mangfoldighed.

I Holland har de ‘Zelfbouw’ – selvbyg, hvor borgere selv påtager sig bygherrerollen og derved reducerer omkostningerne markant, samtidig med at de får større frihedsgrader og engagement i boligens udformning.

Konkrete boligpolitiske initiativer, der peger samme retning, kunne være:

• Mulighed for at fastlægge ejerformer i lokalplaner - både ejer-, lejer-, andel-, almene og fællesskabsorienterede boliger.
• En moderne version af den spekulationsfri andelsbolig.
• Bedre vilkår for bo- og byggefællesskaber i lovgivningen.
• Regulering af kommunernes udbudsvilkår med henblik på regulering af grundpriser, der kan reducere huslejeniveauer.
• Huslejeregulering i det private udlejningsbyggeri.
• Beskatning af værdistigninger på ejerboliger.

Samtidig kunne en nytænkning af By & Havns forretningsmodel (som i øvrigt blev foreslået i valgkampen) være hjælpsom til at demokratisere byudviklingen i København.

Så længe byudviklingen styres efter et ensidigt økonomisk fokus – for at skabe finansiering til metro og anden infrastruktur – får vi næppe mange flere billige boliger i byen.

Valgkampen talte sit tydelige sprog – demokratisk træthed og irritation, der sammen med regeringsudspillet har vækket mange aktører – politikere, fagfolk, forskere og borgere.

Boldene er spillet op til de modige politikere og partier, der sætter sig i spidsen for – sammen med civilsamfundet – at videreføre dialogen om, hvordan boligpolitikken igen kan blive en politisk mærkesag.