
Den mangeårige auktionarius Jesper Bruun-Rasmussen er død. Han blev 83 år gammel.
Det oplyser auktionshuset Bruun Rasmussen. Han døde 9. marts i sit hjem i Taarbæk omgivet af sin familie.
Jesper Bruun-Rasmussen var i årtier en central figur i dansk auktionsliv og særligt kendt fra auktionshuset Bruun Rasmussen Kunstauktioner, hvor han stod for et utal af auktioner og blev kendt for sin karakteristiske brug af auktionshammeren.
Han trådte ind i familievirksomheden som 17-årig og blev i 1972 medejer af auktionshuset.
I 37 år stod han i spidsen for virksomheden og var med til at udvikle den til et af Europas største auktionshuse. Under hans ledelse blev virksomheden udvidet med opkøb af andre auktionshuse, filialer blandt andet i Aarhus og introduktion af auktioner på nettet.
I marts 2022 solgte familien Bruun Rasmussen Kunstauktioner til det britiske auktionshus Bonhams.
En tidligere kollega Kasper Nielsen kalder ham i et opslag på Linkedin en markant skikkelse i branchen.
“Jesper var den mest markante skikkelse i det nordeuropæiske auktionsliv og satte gennem generationer et tydeligt præg på branchen. Han havde et skarpt blik for kunsten og en særlig evne til at gøre auktionen til en begivenhed i sig selv.”
Jesper Bruun-Rasmussens børn, Alexa Bruun Rasmussen og Frederik Bruun Rasmussen, har begge arbejdet i familievirksomheden.
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Forsker anklager rapport om bustiltag for at male et skønmaleri: "Det er noget fusk"
- Dansk Persontransport: Turistbusser er en vigtig del af infrastrukturen. Men Københavns Kommune risikerer at svække dem
























