Debat

Dansk Erhverv og hotelrådgiver: Drop Matador-spillet med Københavns hoteller

Vil man udvikle byens hotelkapacitet, må Københavns Kommune tage højde for, hvordan bydelene udvikler sig og diversiteten blandt hotelgæsters behov, skriver Lars Ramme Nielsen og Christian Kielgast.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er historisk stor interesse fra internationale investorer og hotelkæder for at investere i København, og det har i Københavns Kommune ført til en analyse af udviklingen i byens hotelkapacitet, der udkom kort før jul.

Analysen viser blandt andet, at politikerne på Københavns Rådhus ønsker at sprede turismen mere ud i byen efter en logik, der siger, at hvor der er hoteller, er der også mange turister. Kommunen burde dog snarere spørge sig selv om, hvorfor hotellerne i dag vælger at placere sig, som de gør.

Intet er overladt til tilfældighederne, og viden og data er blevet analyseret grundigt, inden et nyt hotel bliver opført på de dyre kvadratmeter i København. Der kigges på god logistik, seværdigheder, oplevelser, levende byliv og frem for alt, hvad hotelgæsterne efterspørger.

Derfor kan man ikke bare tro, at man kan tvangsflytte hotellerne til forstæderne, for så risikerer man at fjerne incitamentet til at bygge nye hoteller.

Så i stedet for at spille Matadorspil med hotellerne, bør Københavns Kommune kigge på, hvordan flere dele af byen kan udvikles med øje for oplevelser, seværdigheder og levende byliv, der kan være med til at tiltrække turister. Hvor skal Københavns nye Nyhavn ligge?

Man kan ikke bare tvangsflytte hotellerne til forstæderne, for så risikerer man at fjerne incitamentet til at bygge nye hoteller

Lars Ramme Nielsen og Christian Kielgast
Markedschef i Dansk Erhverv og partner i Nordic Hotel Consulting

Væksten er flyttet ud af Indre By

Et andet blindt spot i den analyse, der ellers skal ligge til grobund for den næste generation af hoteller, er, at der kun overfladisk er blevet kigget på, hvor de nye hoteller det seneste årti har placeret sig.

Det fremgår, at 75 procent af værelserne på hoteller og vandrehjem er placeret i Indre By og på Vesterbro, men går man et spadestik dybere, så er den største vækst i hotelvolumen sket i nye områder som Kalvebod Brygge og i Ørestaden. Med med den nye metrolinje til Nordhavn og snart også til Sydhavn, er det også blevet attraktivt at placere hoteller her.

I det seneste årti har hotellerne også åbnet sig mere op for byens borgere og virksomheder. Det er derfor en fejlslutning at tro, at hoteller kun er til for turister.

De fleste hoteller vil også gerne være noget, for dem der bor i og udenfor København. Klasseeksempler på dette er de to nyere hoteller, Villa Copenhagen ved Hovedbanegården og Hotel 25 hours ved Rundetårn. Store historiske bygninger, der transformeret til hoteller med restauranter og barer, der har åbnet sig for byens borgere og besøgende.

Hoteller i vild forvandling

Analysen fortæller heller ikke om den forvandling, som hotellerne i byen har gennemgået det seneste årti.

Læs også

Udvalget af hoteller i København er blevet meget mere mangfoldigt. Førhen lå de fleste hoteller i den solide mellemskala, og der var meget lidt variation i prisen for et hotelværelse. Det billede har ændret sig markant.

I dag har København en mangfoldig hotelscene, og der findes hoteller på hele skalaen: Luksus, boutique, hotellejligheder og budget. Og et mere mangfoldigt hotelprodukt giver også en mere mangfoldig gæsteprofil. København er i dag attraktiv for gæster, der søger den ypperste luksus, foodies, der rejser efter Michelinstjerner, og backpackers, der med overnatning på et hostel i Nordvest oplever Københavns kant.

Kommunens analyse nævner selv, at en mulig konsekvens ved et administrationsgrundlag er, at der primært etableres budgethoteller. Det er vigtigt at sikre et diversificeret samlet hoteludbud samt beliggenhed og relevans, der varierer meget fra segment til segment. En one-size fits all tilgang til hoteller og beliggenhed fungerer ikke.

Vi glæder os til dialog med kommunen og stiller gerne vores viden til rådighed. En hotelanalyse bør favne de dynamikker, der råder i hotelmarkedet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør for turisme, kultur og oplevelseøkonomi, Dansk Erhverv
cand.scient.pol (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00