EL-kandidat: København må lade sig inspirere af berlinernes boligkamp

Det tyske valg blev en kæmpe skuffelse for venstrefløjen. Det var lige på vippen til, at der for første gang siden starten af 1990'erne ikke skulle være et parti til venstre for socialdemokraterne i Bundestag.

Så galt gik det dog ikke. Die Linke genvandt plads i parlamentet grundet nogle lidt komplicerede tyske valgregler, hvor kredsmandater veksles til større repræsentation.

Men ikke alt var ikke en katastrofe for venstrefløjen. Særligt ikke i Berlin, hvor der ud over valget til Bundestag var en lokalafstemning om kollektivisering af store boligudlejere. En afstemning, hvor et markant flertal stemte ja til kollektivisering af boligmassen. Det er helt sikkert et spændende nybrud i den fælles kamp for, at helt almindelige borgere kan bo i Europas storbyer.

Berlinerne vil tage boligerne tilbage

Afstemningen om boligkollektivisering var ikke en bindende afstemning. Derimod var der tale om en meningstilkendegivelse.

Indholdet var dog radikalt. Spørgsmålet var om et markant brud med, hvordan vi i dag ser på boligmassen i vores storbyer. Forslaget er nemlig en konkret mulighed for, at kommunen skal kunne opkøbe private udlejningsboliger. Altså en kollektivisering af boligmassen, eller med andre ord, real ekspropriation af boliger.

Forarbejdet var lavet af en boligsocialbevægelse, der igennem flere år har sat fokus på de urimelige boligforhold, der er i Berlin. En bevægelse, der har radikaliseret debatten i Berlin, samtidig med at boligpriserne kun er gået i vejret.

Problemerne, som vi ser i Berlin, er langt fra et isoleret problem. Derimod ser vi præcis samme udvikling i stort set alle andre storbyer i Europa – og i særdeleshed også i København

Frederik Werner Kronborg (EL)
Kandidat til kommunalvalget i København

Afstemningen bygger på en længerevarende kamp for at gøre noget ved boligudgifterne i Berlin. I 2015 blev der afholdt en afstemning om et huslejestop, der dog ikke vandt opbakning blandt borgerne.

I 2018 præsenterede Berlins byråd den første idé om, at der skulle indføres et huslejeloft. Dette kom til afstemning i 2020, hvor det blev vedtaget, at der ikke kunne indføres huslejestigninger i fem år. Det blev senere omstødt af Tysklands forfatningsdomstol.

Afstemningen søndag endte med et markant flertal for med 56 procent af stemmerne. Dette på trods af, at det eneste parti, der anbefalede et "ja," var Die Linke. Det er et tydeligt eksempel på, at der er opbakning til radikale løsninger på boligproblemerne på tværs af de almindelige politiske skæl.

Vi må lade os inspirere i København

Problemerne, som vi ser i Berlin, er langt fra et isoleret problem. Derimod ser vi præcis samme udvikling i stort set alle andre storbyer i Europa – og i særdeleshed også i København.

Det er et enormt problem, at vi ser en udvikling, hvor både unge, arbejdsløse og lavtlønnede presses ud af byerne. En udvikling, der i sidste ende betyder, at vi ender med uddøde byer, der kun har plads til kontorer og udlejning til turister.

I København har vi en udvikling, hvor det kun går en vej. Snart er det ikke længere muligt at bo i byen, hvis man har en helt almindelig lønmodtagerindkomst. Og virkeligheden er den, at vi står med et stort problem, hvor kun radikale løsninger vil kunne gøre en forskel.

Derfor er der god logik i, at vi i København lader os inspirere af berlinerne. For kravet om, at byens arealer skal tilhøre dem, der bor her, i stedet for nogle få spekulanter, er jo helt rigtig.

Samtidig kan vi også se på de sidste årtiers byudvikling, at det ikke alene er opførslen af nye boliger, der gør forskellen. For selvfølgelig skal vi bygge mere alment. Faktisk rigtig meget mere alment. Men vi bliver også nød til at have et politisk opgør med den eksisterende boligmasse.

Jeg skal ikke kunne sige, om den konkrete løsningsmodel fra Berlin er den rigtige i København. Og vi har heller ikke i Danmark beføjelser til at gå så vidt kommunalt.

Men tankerne og idéerne, der ligger bag, har simpelthen fat i noget rigtigt.