Debat

Eldrup-kommissionen: Vores forslag adskiller sig markant fra bomringen

Vi foreslår et system for trængselsafgifter, som er langt billigere at etablere end bomringen, der krævede investeringer i infrastruktur og vejlukninger, skriver Eldrup-kommissionens medlem, Otto Anker Nielsen.

Forslaget om trængselsafgift i København har mange potentielle fordele. Vi vil være ærgerlige, hvis forslaget hurtigt begraves, skriver Otto Anker Nielsen fra Eldrup-kommissionen.
Forslaget om trængselsafgift i København har mange potentielle fordele. Vi vil være ærgerlige, hvis forslaget hurtigt begraves, skriver Otto Anker Nielsen fra Eldrup-kommissionen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Otto Anker Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har i Kommission for grøn omstilling af personbiler foreslået, at man nærmere undersøger indførelse af trængselsafgifter i København.

Personbiler pålægges allerede i dag mange afgifter, og det gennemsnitlige niveau svarer ifølge kommissionens analyser nogenlunde til omkostningerne for samfundet.

Men disse omkostninger fordeler sig meget skævt, idet omkostninger i form af ulykker, støj, partikelforurening og ikke mindst trængsel i de store byer og i myldretiden er væsentligt højere end afgiftsniveauet, mens de overbeskattes uden for byerne.

Temadebat

Skal vi have en trængselsafgift i hovedstaden?
Borgmestre, forskere og støttepartier til regeringen kræver en trængselsafgift i hovedstaden, hvilket regeringen har afvist.

Debatten er blusset op, efter at Kommissionen for grøn omstilling af personbiler – også kendt som Eldrup-kommissionen – foreslog, at bilister, der kører i Københavns og Frederiksbergs miljøzoner, skal betale en afgift.

Det er ikke første gang, at kørselsafgifter i udvalgte områder giver debat. S-R-SF-regeringen måtte i 2012 efter massiv modstand skrinlægge planerne om en betalingsring omkring København.

Men den gamle betalingsring og den nye trængselsafgift tåler ifølge Eldrup-kommissionen ikke sammenligning, fordi det nye forslag adskiller sig gennem "potentielle fordele" i forhold til samfundsøkonomi, trafikale effekter, trængselsgevinster og miljøgevinster.

Altinget giver i en temadebat ordet til forskere, interessenter og politikere, som vil debattere, hvorvidt de vil have en trængselsafgift i hovedstaden, og hvordan de vil sikre, at afgiften bekæmper trængsel uden at forværre mobiliteten.

Her er deltagerne:

  • Anne Valentina Berthelsen (SF), transportordfører og medlem af Folketinget
  • Daria Rivin, rådgiver indenfor klima og transport, Rådet for Grøn Omstilling
  • Erik Hjulmand, formand, Cyklistforbundet i København
  • Hans Toft (K), borgmester, Gentofte Kommune 
  • Kristian Pihl Lorentzen (V), transportordfører og medlem af Folketinget
  • Lars Weiss (S), overborgmester, Københavns Kommune
  • Otto Anker Nielsen, medlem af Eldrup-kommissionen og professor og leder ved Division for Transport på Danmarks Tekniske Universitet
  • Peter Lanng Nielsen, formand, DI Hovedstaden 
  • Rasmus Vestergaard Madsen (EL), transportordfører og medlem af Folketinget
  • Raymond Johansen, borgmester, Oslo Kommune
  • Simon Aggesen (K), borgmester, Frederiksberg Kommune 
  • Susanne Krawack, seniorkonsulent indenfor transport og mobilitet, Concito
  • Thomas Møller Thomsen, direktør, FDM.

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Dette forklarer, at en minutbaseret trængselsafgift trods det allerede høje afgiftsniveau giver en samfundsøkonomisk fordel med et overskud på cirka 240 millioner kroner om året, som det fremgår af kapitel fem i vores rapport.

Forslaget adskiller sig dermed markant fra bomringen, der var samfundsøkonomisk tabsgivende, og fra Trængselskommissionens GPS-system, der havde en usikker samfundsøkonomi og dertil en stor teknologirisiko.

Vil opnå retfærdig betaling
Vi foreslår et system, som er langt billigere at etablere end bomringen, der blandt andet krævede investeringer i infrastruktur og vejlukninger og ikke mindst igangsættelsen af et omfattende, offentligt it-projekt.

I stedet kan kontrolteknologien fra den eksisterende miljøzone for lastbiler i København og Frederiksberg genbruges, og brugerne kan benytte selvregistrering via app-løsninger på samme måde som med parkeringsbetaling og tilsvarende private leverandører kan stå for udviklingen.

Et minutbaseret system vil desuden ret præcist kunne regulere trængslen. Her vil korte bilture ind i betalingszonen kun koste lidt, mens de med en bomring ville være uforholdsmæssigt dyre. Lange bilture hele vejen gennem byen vil derimod koste mere.

Og ture internt i byen, som med en bomring ville være helt gratis, vil også skulle betale. Dermed kan man opnå en mere retfærdig betaling i forhold til trængsel, uheld, støj og forurening, og man kan samtidig undgå stor omvejskørsel uden om ringen og øget parkering lige uden for ringen.

Forslaget skal ikke begraves
Udfordringen ved forslaget er de store fordelingseffekter.

Bilister, der jævnligt kører i miljøzonen, kommer nemlig til at betale mere – også væsentligt mere end gevinsterne i form af især mindre trængsel. Samlet set får bilisterne merbetaling for cirka 0,5 milliarder kroner. 

Betalingen stammer først og fremmest fra bilister, der bor i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Derudover kommer en del af provenuet fra bilister fra Københavns forstæder, der jævnligt kører ind i zonen dels i forbindelse med pendling og dels i forbindelse med øvrige ture. Kun en meget lille del af provenuet stammer fra bilister bosat i andre dele af landet.

Det offentlige får et væsentligt ekstra provenu, og man kan forestille sig mange modeller for anvendelse af dette. De store fordelingsmæssige effekter bør dog tages med i overvejelserne om denne anvendelse. Tilbageførslen af provenuet bør derfor overvejes nærmere i et videre projektarbejde om systemet.

Desuden bør det undersøges, om en "fintuning" af takstniveauer og udvidelse af betalingszonen med differentieret takst har potentiale til yderligere fordele, og de systemmæssige udfordringer bør afdækkes.

Forslaget har mange potentielle fordele. Vi vil derfor beklage, hvis det hurtigt begraves.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00