Debat

Enhedslisten i København: By & Havn har et ansvar for at skabe et aktivt byliv i Ørestad Syd

By & Havn har for nylig sikret et aktivt byliv i Nordhavn, hvor de har købt plads til caféer og butikker i stueetagerne. Den samme tilgang er der behov for i Ørestad Syd, så der både er plads til almene boliger og et aktivt byliv, skriver Line Barfod (EL), borgmesterkandidat i København.

By & Havn har et ansvar for at sikre, at Ørestad Syd har plads til både almene boliger og et aktivt byliv, skriver Line Barfod (EL), borgmesterkandidat i København.
By & Havn har et ansvar for at sikre, at Ørestad Syd har plads til både almene boliger og et aktivt byliv, skriver Line Barfod (EL), borgmesterkandidat i København.Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg var for nylig inviteret ud at gå (i stærk blæst) i kvarteret tæt på Vestamager Metrostation, Asger Jorns Alle med videre. Et kvarter, der er udviklet af By & Havn.

Her er de sidste byggerier snart klar. Der er mange spændende byggerier - blandt andet nogle med genbrug af byggematerialer.

Og snart kommer der et parkeringshus med taglandbrug, ligesom ØsterGro på Østerbro og om lidt i Nordhavn. 

Et godt byliv kræver butikker og caféer
Men som flere andre steder i byen er de almene boliger det, der kommer sidst på Asger Jorns Alle.

Og de mange private bygherrer har primært haft fokus på boliger og på dagligvarebutikker, der kan sikre det mest nødvendige til beboerne.

Men skal man have et godt byliv, så skal der også være specialbutikker, caféer og andre aktiviteter.

Det har By & Havn indset i Århusgade-kvarteret i Nordhavn, hvor de valgte at købe stueetagerne tilbage fra developerne og hyre et firma til at sikre spændende specialbutikker, restauranter med videre.

Nu hvor butikslivet er etableret, har By & Havn trukket sig igen.

Men desværre har By & Havn endnu ikke valgt den samme strategi i kvarteret ved Asger Jorns Alle.

Det er fuldt forståeligt, at de lokale beboere ønsker, at der kommer et aktivt butiksliv i kvarteret. Det er der brug for.

Line Barfod (EL)
Borgmesterkandidat i København

Bygherrerne er ikke blevet mødt af nødvendige krav
De mange private bygherrer er heller ikke blevet mødt med krav om at reservere stueetagerne til butikker og andre aktiviteter til gavn for lokalområdet.

Der er en initiativrig beboer, der har åbnet Cafe Cobra med økologiske fødevarer og lokale events.

Det var en café, jeg selv havde lyst til at bruge meget tid på. Men én cafe er ikke nok til at skabe et byliv for et helt kvarter.

Nu skal så de almene boliger bygges. Generationernes byhus i træ med både ungdomsboliger, seniorbofællesskab og familieboliger.

Jeg synes, det er et spændende byggeri og ovenikøbet med rimelige huslejer.

Men her kommer så kravet om specialbutikker og café til gavn for lokalområdet. Det er fuldt forståeligt, at de lokale beboere ønsker, at der kommer et aktivt butiksliv i kvarteret. Det er der brug for.

Færre boliger betyder højere husleje
Det er bare ikke rimeligt, hvis det bliver til et valg mellem almene boliger og butiksliv.

Almene boligorganisationer er underlagt en lang række lovkrav og begrænsninger. Herunder krav om, at der skal være fælleslokaler til beboerne.

Hvis politikerne beslutter, at hele stueetagen skal anvendes til butikker med videre til lokalområdet, så skal fællesarealerne være et andet sted i bygningen.

Og så bliver der færre boliger. Og dermed færre til at betale de samme udgifter. Hvorefter huslejerne stiger.

Samtidig er butiksudlejning ikke en spidskompetence for almene boligorganisationer.

Så hvis de ikke kan finde lejere til butikkerne, så stiger huslejerne i boligerne, fordi de skal betale for de tomme kvadratmeter.

Det er muligt, hvis man vil.

Line Barfod (EL)
Borgmesterkandidat i København

By & Havn skal træde i karakter
Jeg mener, at den bedste løsning vil være, hvis By & Havn går aktivt ind og enten finder en privat investor, der vil købe de cirka 600 kvadratmeter af stueetagen, der lige nu er sat af til butikker.

Eller at By & Havn selv aktivt sikrer spændende butikker og caféer, måske en god restaurant -ligesom de har gjort i Århusgadekvarteret.

Det kunne endda være, at man kunne finde et par sociale iværksættere, der kunne tænke kreativt og starte en socialøkonomisk redesignbutik med værksted.

Her kunne nogle af beboerne i seniorbofællesskabet måske oplære nogle af de unge fra ungdomsboligerne i gamle håndværk og håndarbejde.

Og så burde man lægge pres på de private ejere af de øvrige ejendomme på Asger Jorns Alle, så de også er med til at sikre et varieret butiksliv.

Der er brug for at finde løsninger, der sikrer både almene boliger og et rigt butiksliv. Det er muligt, hvis man vil.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00