Hans Toft stopper som Gentofte-borgmester efter 28 år

FRATRÆDELSE: Efter knap 28 år har Danmarks nuværende længst siddende borgmester, Hans Toft (K), meddelt, at han ikke ønsker at genopstille ved kommunalvalget i november. Han fratræder borgmesterposten i Gentofte 15. maj.

Efter 28 år som borgmester har Hans Toft (K) valgt at fratræde posten. Michael Fenger (K) er derfor blevet indstillet til borgmesterposten.
Efter 28 år som borgmester har Hans Toft (K) valgt at fratræde posten. Michael Fenger (K) er derfor blevet indstillet til borgmesterposten.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Jon Michelsen

Gentofte-borgmester Hans Toft (K) har valgt ikke at genopstille til det kommende kommunalvalg.

I samme forbindelse meddeler han, at han efter næsten 28 år vil fratræde borgmesterposten til maj.

Det oplyser Konservative i Gentofte i en pressemeddelelse.

Hans Toft blev for første gang borgmester i Gentofte i 1993. 28 år og syv kommunalvalg senere sidder han stadig på posten. Men nu er tiden snart slut:

”Jeg ser med meget stor glæde tilbage på de mange fantastiske år som kommunens borgmester – og også i stor taknemmelighed for altid at kunne dele en aktiv hverdag med Gentofte-borgere i alle aldersgrupper; de mindste børn og skolebørn, unge, voksne og ældre – alle har for mig været med til at skabe en stor glæde, inspiration, nye idéer og initiativer i hverdagen,” udtaler den afgående borgmester i meddelelsen.

Videre fremgår det i meddelelsen, at et enigt kandidatudvalg i Den Konservative Vælgerforening i Gentofte i forbindelse med Hans Tofts udmelding vil opstille Michael Fenger (K) som kommende spidskandidat.

I samme forbindelse har Hans Toft i samarbejde med den konservative gruppe valgt at indstille Michael Fenger som afløser for borgmesteren, der ønsker at fratræde 15. maj i år. En indstilling, der glæder den kommende borgmester:

”Jeg glæder til, at jeg i min nye rolle skal fortsætte det positive og konstruktive samarbejde med min egen gruppe, de øvrige politiske grupper samt kommunens dygtige organisation. Alt med henblik på at sikre, at Gentofte fortsat skal være et godt sted at leve, bo og arbejde og fortsat udvikles med en god service og med en effektiv administration,” udtaler Michael Fenger i meddelelsen.

En konservativ kommune
Michael Fenger har været medlem af Gentoftes kommunalbestyrelse i 11 år, hvor han blandt andet har været formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Ifølge borgmesterens indstilling vil Fenger overtage borgmesterposten allerede fra 15. maj i år. Dog skal han se frem til et kommunalvalg, der finder sted i november måned.

Her skal han blandt andet konkurrere mod Venstres nyvalgte spidskandidat, Morten Løkkegaard (V), der på nuværende tidspunkt er medlem af Europa-Parlamentet såvel som 2. viceborgmester i Gentofte Kommune. 

Desuden blev Løkkegaard ved kommunalvalget i 2017 valgt ind i kommunalbestyrelsen som det eneste Venstre-medlem, hvor han overgik den daværende spidskandidat Louise Feilberg (V).

Men det bliver noget af en opgave, Løkkegaard har foran sig, hvis han skal gøre sig forhåbninger om en borgmesterpost. Ved kommunalvalget i 2017 modtog Konservative hele 58,1 procent af stemmerne, mens Venstre modtog 6,6 procent af stemmerne.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Toft

Fhv. borgmester, Gentofte (1993-2021), advokat
cand.jur. (Aarhus Uni. 1976)

Morten Løkkegaard

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (V), MEP (V), Næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00