Juraprofessor: Menneskerettighederne er skabt for at sikre mindretallets rettigheder. Ny erklæring gør op med det princip

Meget få tilfælde

På trods af at Danmark hvert år udviser tusindvis af personer, behandlede Menneskerettighedsdomstolen sidste år blot 75 klager mod Danmark, hvoraf 66 blev afvist. Det efterlod ni domme, og Danmark blev fundet at have krænket EMRK i fire.

Én sag handlede om mangelfuld efterforskning af en voldtægt og førte til en krænkelse af artikel 3. En anden sag omhandlede en blodtransfusion til et medlem af Jehovas Vidners trossamfund og førte ikke til nogen krænkelse. De resterende sager angik udvisning, hvoraf Danmark tabte tre.

I den mest omtalte af disse fandt Domstolen, at udvisningen af en irakisk statsborger, født i Aalborg, stred mod EMRK. Det skete alene, fordi et formelt tidsbegrænset indrejseforbud reelt fungerede som et permanent forbud – og ikke fordi den udviste reelt ikke havde nogen tilknytning til Irak.

Ser man på et længere tidsperspektiv, bliver billedet endnu tydeligere. I de seneste ti år har Domstolen behandlet 37 danske udvisningssager, hvoraf Danmark har tabt syv. Tallene står mildest talt ikke mål med de politiske kræfter, der bruges på dette emne.

Alligevel hævder kritikere, at problemet ikke blot er de sager, Danmark taber, men alle de udvisninger, der angiveligt ikke gennemføres på grund af EMRK. Jeg har aldrig set et dokumenteret tal for dette, og det har kritikerne tilsyneladende heller ikke.

Større skønsmargin

En rapport fra Oxford Universitet, der gennemgår britiske data, viste, at kun 0,73 procent af udenlandske kriminelle fik medhold i en udvisningssag baseret udelukkende på menneskerettigheder.

Selv hvis man medregner alle sager, hvor menneskerettigheder spiller en rolle, er andelen blot 3,5 procent. Der er ingen grund til at tro, at tallene i Danmark er dramatisk anderledes, idet retsgrundlaget er det samme.

Desuden har Menneskerettighedsdomstolen i de senere år lagt øget vægt på subsidiaritetsprincippet og staters skønsmargin. Det betyder, at Domstolen i højere grad undersøger, om nationale systemer til rettighedsbeskyttelse er tilstrækkelige, og i mindre grad selv foretager en ny afvejning af rettigheder og modstående hensyn.

Læser man erklæringen, fremstår den mere politisk end juridisk.

Jacques Hartmann

Denne udvikling blev også fremhævet i et lovforslag fra den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i 2018. Her anførtes: "Der synes imidlertid i Menneskerettighedsdomstolens nyeste praksis at være en bevægelse i retning af, at Domstolen har givet medlemsstaterne en større skønsmargin."

Med andre ord: Den domstol, der igen og igen karikeres som "aktivistisk", er selvsamme domstol, som i 2018 blev rost for sin tilbageholdenhed. Det er ikke Domstolen, der siden har ændret kurs, men den politiske fortælling.

På trods af disse beskedne tal foreslår de 27 lande nu for første gang i EMRK’s historie at begrænse eller endda fjerne menneskerettighedsbeskyttelsen for en hel kategori af personer: "udenlandske kriminelle". Det omfatter i praksis også personer, der er født og opvokset her i landet.

En politisk erklæring 

Læser man erklæringen, fremstår den mere politisk end juridisk. De fleste forhold, der fremhæves, er allerede gældende ret. Der står for eksempel, at "det klare udgangspunkt" er, at medlemsstater kan udvise udlændinge dømt for alvorlig kriminalitet.

Men det er allerede gældende ret. Erklæringen hævder også, at artikel 3 om forbud mod umenneskelig og nedværdigende behandling "bør begrænses til de mest alvorlige forhold". Men sådan fortolkes bestemmelsen allerede.

Hvis menneskerettighederne ændres, så et bestemt mindretal ikke længere kan beskyttes, åbner man døren for flertallets tyranni.

Jacques Hartmann

Det mest alvorlige er dog forslaget om, at den absolutte beskyttelse mod "umenneskelig og nedværdigende behandling" ikke bør forhindre medlemsstater i at træffe "proportionale" afgørelser om udvisning. Her må man som jurist sige fra.

Forbuddet er, som ophavsmændene selv skriver, absolut. Hvis de 27 stater mener, at proportionalitet skal kunne tilsidesætte en reel risiko for umenneskelig behandling, foreslår de i realiteten at ophæve forbuddets absolutte karakter, det vil sige at tillade umenneskelig behandling.

Det lugter af populisme

Man kan kalde det realpolitik. Man kan kalde det symbolpolitik. Eller måske snarere populisme. Men man bør i det mindste være ærlig om, at de foreslåede ændringer ikke handler om at beskytte systemet, men om at ændre selve fundamentet for Europas menneskerettighedsorden. Og ændringerne fremsættes ikke på grundlag af en saglig, eller for den sags skyld ærlig, diskussion.

Her kunne man for eksempel nævne den meningsmåling, som Weekendavisen offentliggjorde 4. december 2025, og som fremstilles som udtryk for et "folkekrav" om et opgør med konventionerne, men som metodisk primært måler tilslutning til værdiladede symbolord uden entydigt indhold.

Hvis menneskerettighederne ændres, så et bestemt mindretal ikke længere kan beskyttes, åbner man døren for flertallets tyranni.

Det er bekymrende, fordi menneskerettighederne ophører med at være egentlige rettigheder i det øjeblik, de gøres afhængige af flertallets sympati. De blev skabt netop for at forhindre, at bestemte grupper igen kunne stilles uden for det retlige fællesskab.

Menneskerettighederne gælder i princippet for alle, men i praksis er de skabt for at sikre, at flertallet ikke kan tilsidesætte mindretallets grundlæggende rettigheder. Det er netop den udvikling, vi ser i denne erklæring.