S-politiker: For mange udlændinge nasser på alt det, der gør København til en tryg by

Kaare Dybvad (S) har ret, når han i sin bog "Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker" advarer os om, at denne gruppe vil blive et problem, fordi de udfordrer vores sammenhængskraft.

Det skal vi tage alvorligt i København, hvor vi allerede kan mærke konsekvenserne af, at vi ukritisk har åbnet vores byport på vid gab.

To verdner, der eksisterer parallelt

I Ørestaden er det under halvdelen af beboerne, der har dansk oprindelse. Konsekvensen er, at området er en spøgelsesby sammenlignet med resten af København.

Der er få frivillige aktiviteter i lokalområdet, få små lokale butikker og mange danskere flytter væk, så snart de kan finde en billig lejlighed i et hyggeligere kvarter.

Et andet billede ser vi Nørrebro. Her ligger caféer, der sælger matcha latte og fastelavnsboller, side om side med arabiske tøjbutikker. På cafeerne sidder akademikere, der taler dansk og engelsk, men der tales somalisk og arabisk i hijab-butikken. Det er ikke mangfoldighed. Det er to verdner, som eksisterer parallelt.

Når vi accepterer, at store grupper bor og arbejder i København uden at lære dansk, så gør vi fællesskabet valgfri og fragmenteret. Også det demokratiske fællesskab.  

Kasper Stisen (S)
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Udlændige bidrager med deres skattekroner, men det koster kulturelt, socialt og demokratisk at have dem i København. Derfor var jeg også uenig i mit eget partis omfavnelse af valgplakater på fremmedsprog.

For når vi accepterer, at store grupper bor og arbejder i København uden at lære dansk, så gør vi fællesskabet valgfri og fragmenteret. Også det demokratiske fællesskab.

Det aspekt overser kritikere af Kaare Dybvads pointer. Radikales Samira Nawa kalder det et "skræmmebillede" og "udskamning" og Politikens Marcus Rubin skriver i en leder, at der er "ingen grund til at fremmane spøgelser."

Samtidig forholder kritikerne sig ikke til, hvordan man kan være træner i den lokale fodboldklub uden at kunne tale dansk? Hvordan deltager man i boligforeningens generalforsamling eller læser nyheder om et politisk forslag, når man ikke forstår sproget? Udlændinge er ikke Natteravne. Færre er medlem af en fagforening. De kan ikke have ansvaret for klassekassen.

Det kunne accepteres, hvis udlændinge kun var her kortvarigt som "gæstearbejder," men 40 procent af den udenlandske arbejdskraft bliver i Danmark i mere end ti år. I et helt årti kører de på frihjul af fællesskabet.

Mere opsøgende og ny lovgivning

Det er ikke spøgelser og skræmmebilleder, men en vinderkold konstatering. Udlændinge, som ikke lærer dansk, bidrager kun med skattekroner, men nasser på alt det, som gør København til en tryg og sammenhængende by.

I kommunerne har vi et stort ansvar, for at handle på Kaare Dybvads advarsel og sætte ind med en massiv sprogindsats. Det er ikke nok at tilbyde gratis danskundervisning. Fremover bør vi aktivt påminde udenlandsk arbejdskraft om deres pligt til at lære dansk.

Det kunne være med et årligt brev, opsøgende indsatser i udenlandske fora og via kampagner med budskabet om, at alle i København skal tale dansk.

Vi bør også forpligte virksomhederne til at tilbyde danskundervisning i arbejdstiden, så det passer ind i flere lønmodtageres hverdag. Når virksomhederne får gevinsten af billige arbejdskraft, så er det kun fair, at de også betaler mere tilbage til samfundet.

Udlændinge, som ikke lærer dansk, bidrager kun med skattekroner, men nasser på alt det, som gør København til en tryg og sammenhængende by

Kasper Stisen (S)
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Desuden bør lovgivningen ændres, så udlændinge selv skal betale hele udgiften for tolkning, hvis de har været i Danmark mere end 10 år. Efter så mange år må vi forvente, at alle kan tale flydende dansk.

Yderligere skal vi skabe positive forbilleder og anerkende de mange, så gør deres pligt. Det kunne vi gøre med en årlig fejring på Københavns Rådhus af dem, der har bestået deres danskundervisningen.

Det er ikke en straf for udlændinge, men en betingelse for at bevare Danmark som verdens bedste land at leve og arbejde i. For vores rettigheder, tryghed og fællesskab er ikke kommet af sig selv. Og vi bevarer det kun, hvis vi gør mere for at passer på det.