Kronik om Københavns fremtid: Det ender galt, hvis vi kun tænker få år frem

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester i København

København er ikke statisk. København udvikler sig hele tiden. Det skal den. Det er det eneste krav, vi stiller til vores hovedstad.

København skal ikke kun følge med tiden. Den skal være foran tiden og således både skubbe til os, der bo her og give inspiration til de millioner af danskere og folk fra resten af verden, der passerer igennem København i løbet af året.

København er blevet til den fantastiske by, København er, fordi visionære personligheder turde tænke 20-30-40 år frem i tiden. Nogle kom fra industrien, andre fra den politiske verden. De tog ansvar og viste vejen, før den var lagt. Fordi de ville noget for andre og med København.

Jeg vil ikke forbyde privatbilisme, men lad os være ærlige og sige, at uanset hvordan vi end vender og drejer det, skal der være færre biler i fremtiden, de skal være grønnere og de skal i videst muligt omfang ud af byen.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester i København

“The time to repair the roof, is when the sun is shining”. Vi har brug for politikere, der tænker 20-30 år frem og bekymrer sig mere om at gøre det rigtige for Danmark, end på selv at blive genvalgt.

Fra fattig til mulighedernes by
Til næste år er det 25 år siden, jeg flyttede hertil. Det har fået mig til at tænke over det København, der var, det København der er og det København, der kommer. 

Uden en gennemtænkt hovedstadsstrategi, vil boligprisernes himmelflugt fortsætte og markedet vil bringe København et sted hen, hvor London er i dag

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester i København

Dengang boede flere af mine studiekammerater i faldefærdige lejligheder på Vesterbro. København havde været på konkursens rand. I 1994 var den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft tæt på at sætte byen under administration. København var en fattig by.

For mange kom det synlige og symbolske vendepunkt i 1996, da København blev såkaldt ”europæisk kulturby”. Med kulturby ’96 kunne meget lade sig gøre. Det milliard kroner store budget skabte ikke bare økonomisk set et mulighedernes København, det var også den fremherskende følelse.

Byfornyelsen bredte sig i de år og igangsatte den fysiske forvandling af København. Og selvom man godt kan drømme sig tilbage til de gode gamle dage, så mener jeg alligevel, at vi skal være glade for, at byen har udviklet sig så flot og positivt på så forholdsvis kort tid. 

Spørgsmålet er, hvad skal der ske med København de næste 25 år?

S-tog til Roskilde
På samme måde som i 1996 skal vi også fremadrettet tænke i muligheder. Det gælder ikke mindst i forhold til byudvikling og den helt nødvendige skalering og modernisering af infrastruktur. Lad mig nævne det største eksempel først, Lynetteholmen.

Udgangspunktet for Lynetteholmen er, at den skal fungere som klimasikring for København. Dernæst er den et bud på den udfordring, at vi bliver flere og flere. København skal udvikles, så der er boliger nok, og så boligerne ikke stiger lige så meget i pris, som de ellers ville have gjort.

Og ja, så er det vores forbandede pligt, at det ikke bliver en rigmandsghetto men en blandet bydel. Det håber jeg, Christiansborg vil hjælpe med til i en kommende planlov. Når byggeriet står færdigt, vil forventeligt 35.000 nye boliger være opført, og tanken er, at der med tiden skal skabes et tilsvarende antal arbejdspladser på øen.

Logikken er, at når stormflodssikringen alligevel er i gang, kan vi lige så godt byudvikle ovenpå, udvide metronettet og udnytte, at vi kan få ledt trafikken uden om byen.

Men én ting er infrastrukturen omkring Lynetteholmen. Vi er nødt til også at begynde en tale om, hvordan vi helt overordnet og på langt sigt bør indrette hele hovedstadens infrastruktur.

Flere fremtidsforskere spår, at København i løbet af de næste 25 år vil vokse sammen med Roskilde. Altså er det ikke nok kun at bygge ud i vandet, vi skal naturligvis også sikre, at infrastrukturen hænger sammen i hele hovedstaden. Det er vigtigt, at vi får skabt de rigtige mellemløsninger, indtil de selvkørende biler eller anden teknologi bliver hverdag.

Så både nu og i fremtiden får vi brug for veje, tunneller og parkeringshuse. Det kommer til at kræve store investeringer, så trafikken ikke går i stå på grund af utidssvarende forhold for bløde trafikanter og underdimensionerede kollektive trafikløsninger.

Fingerplanen fra 1947 var en god idé, fordi den udstak nogle langsigtede retningslinjer, som man kunne spille bold op af. Med inspiration fra den mener jeg, at vi for alvor skal til at diskutere nye metrolinjer, S-tog til Roskilde, hvilken kollektiv trafik, vi vil have fra København til Ring 3 og den lange letbane på tværs?

For eksempel bør vi se på at forlænge M4 ud til Hvidovre og Nordhavn, eventuelt på letbane helt ind til Frederikssundsvej. Det kan sagtens være, at vi skal se på BRT-løsninger (Bus Rapid Transit) særlige busbaner, indtil vi ved om det giver mening at anlægge en egentlig metrolinje.

Tager vi ikke hul på de langsigtede diskussioner, ender vi potentielt med at spare og planlægge forkert.

Bilfri by
Den grønne omstilling er ikke til debat. Den haster. Og den kommer til at koste os alle sammen på både pengepungen og bekvemmelighedskontoen.

Jeg vil ikke forbyde privatbilisme, men lad os være ærlige og sige, at uanset hvordan vi end vender og drejer det, skal der være færre biler i fremtiden, de skal være grønnere og de skal i videst muligt omfang ud af byen.

I det København, der kommer, skal vi deles om bilerne i byen, det gælder også de selvkørende. Vi skal forberede løsninger, der understøtter og matcher den udvikling.

Den grønne omstilling skal gøres så let for os alle sammen, at incitamenterne står i kø. Det skal helt generelt blive lettere at vælge bilen fra og cyklen til med for eksempel flere supercykelstier. Princippet om at forureneren betaler, er allerede så småt ved at blive knæsat i forhold til parkering og forhåbentlig snart roadpricing.

Københavnerne skal have muligheder for at parkere i konstruktion (som under Israels Plads) i nærheden af, hvor vi bor eller i nærheden af en metrostation. Det kræver tæt samarbejde med omegnskommunerne.  

Klos op ad Københavns Rådhus og Rådhuspladsen løber, hvad der bør betegnes som en sekssporet motorvej. Den kløver København i to, den forurener og er til generel gene for mange, mange mennesker. H.C Andersens Boulevard rimer ikke på ren luft og klimakamp.

Derfor har vi i Københavns Kommune netop vedtaget at igangsætte seriøse undersøgelser af, hvordan vi kan få biltrafikken ned under H.C. Andersens Boulevard fra Nørrebro og hele vejen til Amager og samtidig skabe nye klimasikrede grønne byområder ovenpå.

Løsninger som den er helt sikkert dyre, men vi er nødt til at tale om dem og undersøge dem, hvis vi reelt vil en grønnere fremtid.

Bæredygtigt
Vi kan ikke tænke byudvikling uden klimafokus. København har i mange år arbejdet på at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

Når vi bygger nyt, skal det være bæredygtigt og så CO2-neutralt som muligt med brug af de nyeste teknologier og standarder. Om vi bygger nyt eller renoverer, skal vi fx stille de til en hver tid højeste krav til, at materialerne kan skilles ad, genbruges og være langtidsholdbare. Med til den pointe hører, at den danske knowhow i dén grad kan bruges til at skabe arbejdspladser med.

For mig betyder bæredygtigt også socialt bæredygtigt. Jeg nedsatte sidste år en boligtænketank, som netop skulle se på, hvordan vi kan få flere boliger til socialområdet. En del af diskussionerne i tænketanken, kom selvfølgelig også til at handle om, hvordan vi også kan bo sammen alle sammen.

Vi skal bygge blandede boliger, herunder sociale boliger og almene boliger, som er til at betale. København mangler ikke luksusbyggerier og store lejligheder. København mangler små og almindelige boliger til alle københavnere, også til dem der har det sværest og til de bysbørn, som ikke tjener millioner. Vi skal bo med hinanden og ikke klumpe os sammen med dem, der ligner os selv.

Vi skal allerede nu have dialogen med både private og andele, hvilke krav kan vi stille til dem, hvilke krav har de til det offentlige, for at vi for alvor lykkedes med en dagsorden, der handler om en blandet by med plads til alle.  

I øjeblikket kan vi se flere og flere senior+ fællesskaber skyder op. Fordi folk ønsker at bo sammen. Men som en person fra Ældrerådet sagde til mig, ”jeg vil ikke være med, hvis alle bliver 80 år på samme tid”. Hvorfor dog ikke blande hele karreer i København, så de minder om bofællesskaber?

Jeg er overbevist om, at det kunne være en af mange løsninger på at komme den stigende og meget slidsomme ensomhed hos alle aldersgrupper til livs. Hvor man hjælper hinanden med at samle et skab og med at få et job. Hvor man føler et ansvar for hinanden. Og for eksempel tilbyder unge indflyttere billigere husleje mod at løse opgaver for og med ældre naboer.

Vi skal stille krav og skabe muligheder, ellers får vi aldrig flyttet noget.

En national hovedstadsstrategi
København er hele Danmarks hovedstad og hele Danmarks vækstmotor. Derfor mener jeg, at vi skal have en hovedstadsstrategi, som er national. Og hvis udviklingen og fremtidssikringen af København og hele regionen skal lykkes, kræver det, at staten er med.

Uden en gennemtænkt hovedstadsstrategi, vil boligprisernes himmelflugt fortsætte og markedet vil bringe København et sted hen, hvor London er i dag. Med døde kvarterer opkøbt af udenlandske rigmænd.

Hvis folk skal have mulighed for at bo i byen, og hvis ikke vi skal have skyskrabere alle steder, skal København integreres bedre med forstæderne, så hele hovedstadsregionen hænger bedre sammen. Til det er der inspiration at hente i Greater London.

Ikke i det opkøbte rigmandsghetto London, men i Greater London, som hænger sammen via kollektive transportlinjer. Her er man samtidig lykkedes med at bevare særkendet i de mindre samfund. Jeg har selv boet derovre i en periode, og det er meget tydeligt, når man kører ind mod centrum med toget fra lufthavnene.

København skal ikke opsluge omegnskommunerne, det handler om, at vi får bundet det hele sammen, så det giver bedre og flere muligheder for os alle sammen. På den måde kan kommunerne være præcis det, de er og vil være. For vi skal have blik for, at Hvidovre, Glostrup eller Lyngby kan blive ved med at være sig selv, men i én stor by som reelt er hele hovedstaden.

København er kun til låns
København skal altid være en by for dem, der bor her. København skal på den ene side forblive tro mod det, som byen er nu, virkelig livable og den bedste lille storby i verden. Men samtidig skal vi ikke hvile på laurbærrene, for så går det galt. Vi skal udvikle, hvis København skal følge med tiden, og hvis vi skal gøre hovedstaden endnu bedre.

Det her er mit indspark. Debatten om Københavns udvikling må aldrig forstumme. Tværtimod, jo mere engagement i byens fremtid jo bedre. Jeg ser frem til de fysiske møder, når det igen bliver muligt, hvor det syder og bobler af ideer. Inddragelse og høring er helt centralt, for der er altid brug for forskellige øjne på København. Og så må vi derefter sammen finde de bedst mulige løsninger.

For København er ingens. Byen er alles. København er kun til låns.