Lektor og studerende: Enhedslisten er nu en del af det system, de engang ville gøre op med

Webers advarsel

Det lyder intuitivt rigtigt, at politik skal anskues som et spørgsmål om regeringsduelighed. Men hvis man ikke passer på, fører denne tankegang let ud over den kant, Max Weber advarede imod i sit klassiske foredrag 'Politik som kald'. Vi ender i en situation, hvor embedsstanden og politikken vokser sammen, i form af det man kan kalde en administrativ parlamentarisme.

Problemet med denne situation er, at det, der gør embedsmanden god til at udføre sin opgave – en sikker hånd, når det gælder administration, rutiner og bureaukratiske løsninger – ikke er det samme som det, der gør en politiker god; modet til at ville give samfundet en tydelig retning.

Det er ikke første gang, Enhedslistens principper sættes på prøve.

Esben Bjerre og Jørn Bjerre
Stud.scient.pol., Aarhus Universitet og lektor, Aarhus Universitet

Så snart spændingen mellem politik og administration bliver slap, når vi tænker politik som embedsmandsvælde, vil der kun være tale om demokrati af navn og ikke af gavn. De ydre former kan stadig eksistere – valg, partier, offentligt iscenesat debat – men den reelle situation vil være, at der ikke vil være tale om reelle alternativer.

I det følgende tager vi ikke som sådan stilling til Enhedslistens politik, men bruger Enhedslisten som en testcase, der kan vise, hvad der generelt er på spil i dansk politik.

Enhedslisten blev skabt som et forsøg på at holde en socialistisk systemkritik i live, netop da den historiske socialisme brød sammen omkring Murens fald. Da VS, DKP og SAP valgte at gå sammen i 1989, var det for at forhindre, at en grundlæggende samfundskritisk position forsvandt under spærregrænsen.

Partiets principprogram viste, hvad der stod på spil. Enhedslisten krævede demokratisk kontrol med koncerner, banker og pensionskasser. Det ville standse pengemagtens spekulation og skalten og valten med virksomhederne. Det arbejdede aktivt for dansk udmeldelse af Nato.

Det var med andre ord et parti, der ønskede at ændre det eksisterende system.

Når dette parti nu bliver støtteparti for en regering, hvor den tidligere leder af Danmarks liberale parti sætter den økonomiske kurs, er vi vidne til en form for administrativ parlamentarisme: Partierne konkurrerer ikke længere om samfundsmodeller, men om forvaltningsmodeller.

Det er ikke første gang, Enhedslistens principper sættes på prøve.

Den pragmatiske venstrefløj

Da partiet i 2011 blev parlamentarisk grundlag for Helle Thorning-Schmidts (S) regering, slog samarbejdet hurtigt gnister, og i løbet af det følgende årti voksede Enhedslisten i to retninger: udadtil mod større tilpasning, indadtil mod stigende intern kritik af netop denne bevægelse.

Konflikten kulminerede på det ekstraordinære landsmøde i 2024, hvor vedtægterne blev ændret for at gøre det lettere at ekskludere medlemmer.

Bag konflikten lå en dybere uenighed om, hvad Enhedslisten skulle være. Den ene position behandlede systemkritikken som et udgangspunkt for forhandling.

Midten er ikke længere én stemme i et pluralistisk kor. Den er blevet spillets eneste tilladte toneart.

Esben Bjerre og Jørn Bjerre
Stud.scient.pol., Aarhus Universitet og lektor, Aarhus Universitet

Kritikken kunne tones ned eller oversættes til parlamentarisk sprog for at få indflydelse. Den anden position behandlede kritikken som en grænse. Man kunne godt indgå aftaler – men kun så længe man ikke opløste det principielle udgangspunkt.

Efter landsmødet stod den pragmatiske position tilbage som sejrherre. Enhedslisten arbejder ikke længere for dansk Nato-udmeldelse her og nu. EU-modstanden er tonet ned. Partiet tæller ikke længere primært som opposition til det eksisterende system, men som en – i egen selvforståelse – mere retfærdig medforvalter af det.

Det er ikke kun en ændring af midler. Det er en ændring af identitet.

I Enhedslistens bevægelse fra principper til pragmatik genkender vi en udvikling, andre partier allerede har gennemgået for længst – med Venstre som det mest tydelige eksempel.

I 1993 udgav Anders Fogh Rasmussen (V) Fra socialstat til minimalstat. Bogen var et radikalt liberalistisk opgør med velfærdsstaten. Markedet skulle have forrang. Staten skulle trækkes tilbage. Der var tale om en principiel vision om et andet samfund.

Men da Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, havde partiet allerede accepteret velfærdsstaten som politisk grundvilkår. Princippet om minimalstaten blev oversat til skattestop og andre tanker om en mere ansvarlig, borgerlig forvaltning af velfærdsstaten.

Hvor Fogh ville rulle velfærdsstaten tilbage, var Enhedslisten det parti, der ville rulle kapitalismen tilbage. I dag forenes disse i princippet uforenelige størrelser i en politisk midte, der er udtryk for, at systemets pragmatiske logik har sejret.

Midter-monsterets magt

Efterhånden som den ene politiske kraft efter den anden bøjer sig for midtens tyngdekraft, bliver det stadig sværere at fastholde, at politik handler om at vælge en retning for samfundet. Partierne argumenterer stadig for forskelle i prioriteringer og tempo – men de stiller i stigende grad ikke selve systemets grundlæggende antagelser til diskussion.

Midten er ikke længere én stemme i et pluralistisk kor. Den er blevet spillets eneste tilladte toneart.

Argumentet for samarbejde hen over midten er typisk, at demokratisk politik kræver kompromiser. Men kompromiser forudsætter forskelle. Hvis alle større partier accepterer de samme grundpræmisser for, hvad ansvarlig politik er, forsvinder det rum, hvor demokratiets egentlige funktion udspiller sig: det fredelige møde mellem samfundets forskellige interesser.

Det er fristende at læse Enhedslistens bevægelse som politisk modenhed. Men spørgsmålet er, om der ikke er tale om noget andet.

Esben Bjerre og Jørn Bjerre
Stud.scient.pol., Aarhus Universitet og lektor, Aarhus Universitet

Når principper ikke længere styrer partiers selvforståelse, reduceres politik til administration. Vælgerne bevæger sig fra at være deltagere i en politisk konflikt til at være et overdimensioneret ansættelsesudvalg, der skal udpege den mest kompetente forvalter.

Det er fristende at læse Enhedslistens bevægelse som politisk modenhed. Men spørgsmålet er, om der ikke er tale om noget andet, nemlig at Enhedslisten er ved at underlægge sig den jernlov, der former alle partier, som vil tæt på magten: Man må kæmpe inden for det eksisterende systems præmisser – ikke kæmpe for at ændre dem.

Igen: Dette handler ikke om, hvorvidt man er enig i Enhedslistens politik eller ej, det handler om, hvad demokratiet har brug for.

Her er vores bud, at demokratiet i højere grad har brug for at rette sig ind efter den tilgang til det politiske, som Enhedslisten har repræsenteret siden sin grundlæggelse, end at Enhedslisten retter ind efter det øvrige folketings pragmatiske tilstand.

Det mest sigende eksempel på dette er Enhedslistens rotationsprincip. Den letteste måde at sikre det politiske system mod at størkne omkring få dominerende politikere, der ser sig selv som landets overforvaltere, er at begrænse folketingsmedlemmer til højst at kunne sidde i to valgperioder. Sådan bliver politik igen et kald frem for en karriere.

Danmark mangler ikke gode administratorer. Men vi mangler gode politikere, som kan skabe den spænding til forvaltningens processer, som opstår, når der sættes principielle pejlemærker for, hvilken retning vi skal bevæge os i som samfund.