Scavenius' tabte magtkamp understreger Alternativets ligegyldighed 

Selvfølgelig er Theresa Scavenius møgbesværlig – for som en anden Doña Quixote ønsker hun at udkæmpe sine spektakulære slag mod alle for fuld skrue og mod alle odds.

Don Quixote, den mandlige hovedperson i Cervantes’ episke drama fra 1600-tallet, ser ikke verden, som den rent faktisk er, men forestiller sig en helt anden virkelighed. En verden, hvor alt kan lade sig gøre; en verden, hvor man ikke er bundet af konventioner:

”Når selve livet virker vanvittigt, hvem ved så, hvor vanvid er? Måske er det at være praktisk anlagt reelt galskab. At opgive drømme – det er måske galskab. For meget fornuft er måske galskab – og mest galt af alt: at se livet, som det er, og ikke som det burde være!”

Jeg har altid set Scavenius, den nu bortdømte stjerne i Alternativet, som en blanding af, ja, Don Quixote og svenske Greta Thunberg. En varmblodig drømmer og en iskold aktivist. Umulig, selvsagt, at passe ind i alt den pænhed, som Folketinget er svøbt ind i.

Allerede da Scavenius trådte ind på Christiansborg efter valget i november 2022, kunne man ane, det ville gå galt 

David Trads

Scavenius, klimaforsker ved Aalborg Universitet, er kompromisløs helt ind til marven. Hvis hun var amerikaner, ville hun brøle "my way or the highway". Ingen kompromis, ingen fedtede aftaler, ingen kaffe og kage, men altid, altid, altid – og uden nogen undtagelser:

Det skal være, som jeg vil have det! Klimaet kan ikke vente!

Allerede da Scavenius trådte ind på Christiansborg efter valget i november 2022, kunne man ane, det ville gå galt. Som en tidsindstillet bombe anerkendte hun fra første færd ikke det sindrige, politiske maskinrum, hvor man giver og tager.

I stedet angreb hun alt og alle.

På klimapolitikken, hendes et og alt, virkede det, som om hun kun troede på sig selv: De blå partier var kulsorte, de røde partier greenwashede, ja, selv hendes eget parti, Alternativet, som for pokker var undfanget som klimaparti, gik alt, alt for langsomt frem.

Det var derfor verdens mindste overraskelse, at samarbejdet mellem Scavenius og de øvrige fem alternativister i folketingsgruppen endte i en forudsigelig katastrofe. Partiets eneste stjerne er smidt på porten. Endnu engang æder revolutionen sine egne.

Alternativet virker i dag som et helt ligegyldigt parti.

Den forsonende kurs, som den habile Francisca Rosenkilde står for, er fremtidsløs. Lige meget, hvor mange kopper kaffe, hun drikker med Mette Frederiksen, så får partiet nul-komma-nul indflydelse. Det er slut.