Selvstændig: Kom nu, By & Havn, udnyt potentialet i Ørestad

DEBAT: Fremtidens Ørestad er et storcenter, et hotel, lukkede p-hus-facader og en folkeskole med et minimum af udeareal til eleverne. Det er ikke god reklame for hverken Ørestad eller København som helhed, skriver Nicolai Eilstrup.

Af Nicolai Eilstrup
Selvstændig kommunikationsrådgiver og initiativtager til Ørestaden - Ørestad erhvervsnetværk

I Ørestad skal der bygges endnu et p-hus, P-hus Arena, som kommer til at ligge klods op ad bydelens perle, Royal Arena. Det bliver en firkantet klods, designet til at indeholde biler. Masser af biler.

For dig, der kommer hertil i bil, for at opleve kultur i den ene eller anden afskygning, kan det måske være meget fint, at her er overflod af p-pladser. Som beboer er det også fint, at gæster ikke skal køre bydelen rundt for at finde et sted at parkere.

Men. Og der er et men. Det er virkelig ærgerligt, at By & Havn ikke tænker byliv, det lokale erhvervsliv og Københavns internationale brand ind i byggeriet af disse kolosser.

Det er trods alt Københavns Kommune, der ejer 95 procent af selskabet, hvorfor flerfunktionalitet og fremtidsorientering burde fylde mere. Som på Frederiksberg, hvor man bygger under jorden og laver soppebassin ovenpå p-huset ved Langelands Plads. I stedet er strategien simpel: P-huse, punktum.

Særligt grelt er det på Hannemanns Allé, hvor P-hus Arena skal bygges. På Hannemanns Allé ligger allerede et færdigt p-hus. Derudover er man i gang med at opføre et længere nede ad vejen. Nu tror du måske, at tre så vil være tilstrækkeligt for et stykke vej på bare 500 meter? Men nej, her er planlagt hele seks p-huse.

Ærgerligt for Ørestads beboere
Ja, det er da en luksus at have overflod af parkeringsmuligheder. Men hvor p-pladser ikke er en mangelvare i Ørestad, så er plads til udfoldelse og virkelyst det i den grad. Det ses blandt andet i forbindelse med et andet forestående byggeri, Hannemanns Allé Skole, der skal opføres som nabo til P-hus Arena.

Her bliver udearealet særdeles begrænset. Og det der kommer, kommer til at være i forskudte niveauer og med delvis cykelparkering, som man kalder det, for at kunne regne det hele med. Derfor har flere parter arbejdet for at få By & Havn til at inddrage taget til aktivitetsområde.

Og nu skulle man tro, at By & Havn er med på sådan et afprøvet eksperiment, når man læser Altingets interview med selskabets administrerende direktør Anne Skovbro, hvor hun fortæller, at man har lært af Ørestad, og indset, at der skal mere til, og at man skal turde eksperimentere.

Men nej, beboerne, skolebørnene og flere partier i borgerrepræsentationen, kan i stedet ærgre sig over, at der ikke sættes handling bag ordene. For aktivitetstaget på P-hus Arena, det bliver der intet af.

Ærgerligt for Ørestads lokale erhvervsdrivende
Samme pladsudfordring har det lokale erhvervsliv. Hvor man i Nordhavn har inddraget stueetager til erhverv, der skal give liv i gadeplan, så har man udeladt dette i Ørestad.

Det var forståeligt nok i første etape, hvor her ikke var potentielle kunder nok blandt bydelens, på det tidspunkt, få indbyggere. Men nu er Ørestad vokset. Og bydelen, der stadig ikke har eget postnummer, er på vej til at blive den største bydel i København.

I et enkelt af de seks p-huse, har man dog tænkt ud af boksen for at få lidt liv i gadeplan. I p-huset på hjørnet af Hannemanns Allé og Ørestad Boulevard har man gjort plads til et enkelt erhvervslejemål, hvorfra en international kæde opererer.

Mindre erhvervslejemål, der kunne give lokale erhvervsdrivende adgang til den attraktive rute fra metroen til arenaen, hvor der, når corona ikke hærger, vandrer tusinder af turister forbi, er desværre udeladt. Det er ærgerligt for det lokale erhvervsliv.

Ærgerligt for København
Netop på grund af p-husene på Hannemanns Allés placering på turistruten mellem metrostop Ørestad og Royal Arena, er p-husene på Hannemanns Allé strategisk vigtig for brandingen af København.

For hvad kommer turisterne til at se, når de vender tilbage til vores hovedstad? Et storcenter, et hotel, en enkelt international kædes lokaler og ellers lukkede p-hus-facader og fra 2023 en folkeskole med et minimum af udeareal til eleverne, fordi man har sparet et aktivitetstag væk. Det er altså ikke god city-branding. Hverken for Ørestad som bydel eller København som helhed.

Så kom nu, By & Havn, udnyt potentialet i Ørestad for beboerne, det lokale erhvervsliv og København.

Forrige artikel Byplanlægger: Sæt Lynetteholmen på hold Byplanlægger: Sæt Lynetteholmen på hold Næste artikel Green Cities: København bør lære af Stockholm og prioritere mere natur Green Cities: København bør lære af Stockholm og prioritere mere natur